Spot
Når man færdes i det københavnske bybillede, kan man nu og da støde på en sær skikkelse, en overvægtig mand i dårligt siddende jakkesæt med aviser stikkende op af lommerne og øjenlåg så tunge, at de kunne bruges som »før« i en reklame for en plastikkirurgisk klinik, der tilbyder ansigtsløftninger.
Han ligner indbegrebet af en runkedor en vred og indædt gammel hanelefant. Men han kan også stoppe op og slå en sludder af med folk, der viser ham interesse og genkender ham.
En ny generation opfatter ham som en mere eller mindre harmløs særling, hvis den da overhovedet genkender ham. Ikke alle finder ham dog så harmløs nogle hæfter sig ved hans maniske og stadigt mere skingre rablerier om muhammedanerne, der strømmer til og vil ende med at skære halsen over på danskerne og indrette minareter på hvert andet gadehjørne.
Det kan være svært at forestille sig, at han engang var den måske kendteste dansker i hele verden. At han kunne få stopfulde sportshaller med meningsfæller til at gå amok og tiljuble sig, som var han den genkomne frelser og andre til at se en ny tids Fører for sig og gyse derved.
Engang rådede han over op mod en femtedel af Folketingets mandater og havde en indirekte indflydelse på dansk politik, som har været få forundt. Han kom fra en anonym tilværelse som landsretssagfører og dannede et parti, som ved debuten kom på Tinge med 28 mandater som stort set alle blev valgt udelukkende på hans navn og udstråling.
Han vendte alting på hovedet (med bornholmsk accent), tilbød at drive centraladministrationen med en håndfuld medarbejdere, at afskaffe indkomstskatten, at udrydde bureaukrater og papirnussere, eller i alt fald sende dem ud med skovle for at grave grøfter. Han kunne for åben skærm slippe afsted med at sammenligne skattesnydere med frihedskæmpere. Han ville være minister, men det skulle være i Ministeriet til Afskaffelse af Offentlig Virksomhed. Forsvaret skulle nedlægges og erstattes med en telefonsvarer, der meddelte landets overgivelse på russisk. Han skabte sproglige nyskabelser som børnestuer og vuggehaver, han var anarkist, entertainer, mediedarling. Han var hadet som pesten af det, han kaldte gammelpartierne i modsætning til hans eget Fremskridtsparti. Han fik vist aldrig vedtaget et forslag af nogen betydning, men hans blotte tilstedeværelse i det politiske billede ændrede dansk politik måske for altid.
Han hedder Mogens Glistrup og har siden afsonet en dom i Horserød, hvor han siger, han endelig fik ro til at læse og i øvrigt traf en række meget interessante mennesker.
Vi, der husker ham fra hans storhedstid, og de mange, der ikke engang var født dengang, kan i aften gense ham i bedste form i programmet Gyldne timer.
*DR 2 17.40 Gyldne timer med TV Aktuelt: Mogens Glistrup 1978.
