Der mangler noget. Ved køkkendøren står mælkeflaskerne, men der er ikke hakket hul i kapslerne. Det plejede gråspurvene ellers at gøre. De fik fløden.
Nørrebro Erindringscenter i København åbner i dag en udstilling om 1950erne. Et årti, der har fået et dårligt ry. Det var noget med slidsom stræbsomhed, materiel smalhals, en evigt lurende angst for atombomben, tornystre og omsyede plusfours og skolelærere med spanskrøret bestandigt inden for rækkevidde.
Den etablerede museumsverden er ikke rigtig nået frem til årtiet. Tingene fra den gang lever deres liv på loppemarkeder, blandt samlere og i små bikser, der handler med kuriosa.
Nogle af os har gemt vores plastik-cowboydere, vores tekno-legetøj og enkelte andre klenodier i kasser i kælderen eller på loftet. Det kunne man måske godt kalde for erindringskasser.
Sådan nogen samler og udlåner erindringscenteret på mere organiseret vis. Centerets arbejde bygger på den antagelse, at vore gode minder er mindst lige så vigtige som de mørke og de traumatiske. Og at mødet med fysiske genstande fra afgørende perioder i vores liv kan fremkalde positive erindringer.
Disse antagelser bliver brugt i arbejdet med blandt andre demente og hjerneskadede, ligesom erindringsarbejdet måske har en anvendelsesmulighed i psykiatrien.
Centerlederen og historikeren Ove Dahl fortæller, at centeret gerne vil i forbindelse med en ny målgruppe, nemlig de såkaldt yngre ældre og deres ungdom lå just i 1950erne.
Har man været barn eller ung i det forkætrede årti, kan man ikke undgå at blive optaget af den lille udstilling af artefakter, som man oven i købet må røre ved og snuse til.
Her er programmer fra Morten Korch-film. Her er tørresnoren fra gården. Her er påklædningsdukker, Raquel Rastenni-plader, Richs-album, slidte skolepulte, lampeskærme med vandfald, der illuderer strømmende vand. Og her er Richs på kanden og amarmadder til de brødflove.
Rehabilitering af 50erne?
Vi er tilbage til dengang, da turisme betød busture til Harzen. Dengang, da far gik på arbejde og mor truede med, at når han kom hjem, så
Og dengang, da man måtte snige sig over til en kammerat for at læse Wild West-hæfter med Kaptajn Mickey og hans tro følgesvend Fuzzy eller Akim junglens søn, fordi sådan noget var underlødigt, og man sikkert kunne tage skade af det. Man var altid ude og lege eller ovre hos nogen, for der var hverken børnehaver eller pædagoger til at strukturere tiden og gøre den meningsfuld.
Tilbage til dengang, da verden k0m ind til én gennem radioen, for tv var godt nok kommet frem, men der var ikke råd til sådan et endnu. Og man hørte Gunnar Nu Hansen fortælle om, at svenskerne skulle forsvare målet ved Østre Allé og danskerne det ved Hockeybanen. Og når der ikke var fodbold, var der måske børnetime med Kaptajn Grants børn, En verdensomsejling under havet eller Ti års ferie. Så skulle der spises, og man skulle i seng, inden de voksne samledes om kassen for at gyse frydefuldt over Gregory-mysteriet.
For os, der var børn, var det ikke noget gråt årti. Bevars, midlerne var små sammenlignet med i dag. Men vi voksede op i fred, rationeringerne hørte op, der kom farver på meget, der før var gråt og grumset, og Bill Haley and His Comets og Elvis proklamerede, at det var tid til at rocke og rulle. Og bag ved cykelskuret gik Varieté-bladet med de afklædte damer på omgang, og vi anede, hvilke syndefulde fornøjelser, der måske ventede os, når vi blev lidt ældre.
Hvem ved måske er tiden inde til at rehabilitere 50erne. Til september lægger København i alt fald hus og pladser til en stor 50er-festival med film, byvandringer, fortællinger og meget mere om årtiet. Det er ved at blive til de goe, gamle dage.
Men hvor var det altså grimt. Tag en tur ud på Nørrebro og døm selv.
*Mærk 50erne. Alle dage fra 27. januar til 7. februar mellem kl. 10 og kl. 14. Gratis adgang.
