Læsetid: 3 min.

Grusomt gensyn med Stalingrad

Her på 70-årsdagen for slaget ved Stalingrad kommer man til at tænke på to aktuelle galninges forestående opgør
24. januar 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Søndag aften kunne man på DR1 opleve en ny version af Slaget om Stalingrad, ellers fast inventar på Discovery, men nu med frigivne og ikke hidtil offentliggjorte russiske arkivoptagelser, hvilket ikke gjorde sagen mindre grusom at overvære. Det horrible galimatias, da Stalin for enhver pris ville beholde den by, der bar hans navn, mens Hitler netop ønskede at erobre den, fordi den bar Stalins navn, stod skrevet i røgskyerne over byen. Den pris, Stalin var parat til at lade sit folk betale, var den totale ødelæggelse af byen og udslettelse af hundredetusinder af dens civile indbyggere. Mens Hitler betalte med tabet af den sjette armé og – i al sin korthed, så længe det dog varede – af krigen.
Byen blev grundlagt i 1589 under navnet Tsaritsyn, hvilket naturligvis var en oplagt inspiration for Stalin til at døbe den om til Stalingrad. Havde byen fra starten været kaldt Volgograd, som Khrusjtjov døbte den i 1961, da Stalin var gået af mode, ville måske op mod en million menneskeliv være sparet.
Mærkeligt at tænke sig, at det dårligt nok ville have kunnet ses på krigens store regnskab. Og mærkeligt at tænke på, at det om seks dage kun er 70 år siden, Hitler kom til magten og blev kåret til rigskansler.
Det lignede næsten en tanke at vise dette program på et tidspunkt, hvor to andre galninge lægger op til et opgør, der har mindelser om den samme grad af personlige mellemværender og den samme grad af kynisme. Slippes fyrværkeriet løs over Irak, vil de civile tab i daværende Stalingrad – i sammenligning med de civile tab i nuværende Bagdad – komme til at minde om et middelstort færdselsuheld.

Skult dagsorden
Og var der en tanke bag, så blev den fulgt op i Udefra tirsdag aften i et amerikansk produceret dokumentarprogram for Arte om de skjulte dagsordener bag Bushregeringernes strategier i Mellemøsten. Motiveringen for igen at starte en krig i området er blevet vendt 180 grader. Ikke længere et ord om Iraks medvirken til 11. september 2001. Det er der alligevel ingen bevis for, og som bekendt kom de 15 af de 19 flykaprere fra Saudi-Arabien. Nu forsøger man at sælge krigen til det amerikanske folk udelukkende på tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben. Men også den er der åbenbart færre og færre, der køber.
Programmet fremlagde en interessant føljetonlignende teori om, at Saddam Hussein i virkeligheden blev lokket i en fælde af USA til at angribe Kuwait dengang for næsten nøjagtig 12 år siden. Jeg husker selv tydeligt, at den kvindelige amerikanske ambassadør i Bagdad ikke lagde skjul på, at hun havde meddelt Hussein, at hendes land ikke havde nogen planer om at beskytte Kuwait. Det kostede hende stillingen af diplomatiske grunde.

Coitus interruptus
Formålet var at demonstrere for saudierne, hvor aggressiv Saddam kunne være, og hvor nødvendigt det derfor var, at beskytteren USA fik baser i Saudi-Arabien. Da så det hele var overstået, standsede man foran Bagdads porte og lod Saddam være Hussein. Selv General Schwartzkopf følte det tilsyneladende som coitus interruptus, nu, de var lige ved at have manden.
Men Saddam havde tjent fader Bushs formål at få militært fodfæste i Mellemøsten tæt op ad verdens vigtigste oliekilder. Så var der ingen grund til at vælte ham. Man viste, hvad man havde (troede man), mens man ikke vidste, hvad man kunne risikere at få.
Mens alt dette stod og står på, har vor regerings bedst begavede hoved – måske det eneste rigtig begavede iblandt dem – så fundet frem til, at vor landsmand på Guantanamo-basen måske alligevel er en legitimeret krigsfange, al den stund han er taget til fange under krigen mod terrorismen. Og så længe, den krig ikke er afsluttet, kan man beholde ham buret inde.
»Hvor længe kan det så vare?« blev der spurgt.
»Ja, trediveårskrigen tog jo 30 år,« lød svaret, måske i et forsøg på at være morsom. Hvilket i så fald fortæller os, at udenrigsministerens begavelse er bedre udviklet end hans humoristiske sans.
Ellers har det i ugen mest drejet sig om troværdighed. Det var dk4, der tirsdag aften opfyldte public service-funktionen og bragte den fulde debat fra Folketinget om finansministerens (han skal også være så begavet, siger de) ’bytten gårde’.
Diskussionen kom hurtigt til at køre i ring. De samme spørgsmål blev med en vis utrættelighed stillet igen og igen og modtog de samme svar i samme linde strøm. Det lignede noget af en aftalt dagsorden. Hvad det jo i bund og grund også var.
Jeg syntes hurtigt, man kunne koge det hele ned til det enkle spørgsmål: »Ville du købe en brugt ministerbil af den mand?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her