Læsetid: 3 min.

Guru blandt brillestel og designerkondisko

Medieteoretikeren og kunstneren Lev Manovich har næsten opnået status som guru blandt it- og mediestuderende
8. januar 2003

Arrangement
LONDON – »Vi har simpelthen ikke plads til flere.« Arrangøren beklager, og det er med nød og næppe, Information får tilkæmpet sig en plads blandt tilhørerne. Salen er fyldt med unge i solide brillestel og designer-kondisko.
Det er tirsdag aften på Londons Institute of Contemporary Art (ICA), og telefonerne har som sædvanligt meldt udsolgt til arrangementet hele dagen.
Taleren er Lev Manovich, den russisk-fødte medieteoretiker og digital kunstner, der i aften er kommet for at kausere over de digitale mediers æstetik.
Manovich, der at dømme efter de fremmødte design, it- og mediestuderende har opnået guru-status indenfor studiet af digital teknologi og kunst, er til daglig professor i visuel kunst i San Diego.
Med en baggrund som matematiker i Sovjet kombineret med studier i psykoterapi, kognitionsforskning og billedkunst på amerikanske universiteter er Manovich så teoretisk bredt skolet og så epokegørende på sit felt, at han er blevet en slags 00’ernes Marshall McLuhan.

På hovedet
Men hvor medieteoretikeren McLuhan i 60’erne sagde, at »mediet er budskabet«, og dermed mente, at tekstens budskab i høj grad determineres af det medium, der leverer det (tv eller radio f.eks.), vender Manovich diktummet på hovedet.
Budskabet er, at mediet – computeren er i dag blevet så sofistikeret, at den har en voldsom indflydelse på samtidskunsten, siger Manovich. Den har skabt en ny form for repræsentation – en slags software æstetik.
»Indholdet er den nye interface,« er Manovichs nye slogan, fortæller han. Interfacen er brugerens værktøj i computeren.
I sin seneste bog The Language of New Media, der er blevet en slags encyklopædi indenfor sit felt, definerer han de nye medier som alt det, der er baseret på digital teknologi – hjemmesider, cd-rom, dvd, videospil og virtual reality.
Manovich har i aftenens anledning slynget et enormt hvidt silketørklaede om halsen, og taler med kraftig russisk accent. Han vender gang på gang tilbage til sine russiske forbilleder fra 20’ernes avantgarde film og fortæller, at hvis hans nye bog havde haft en undertitel, ville den have heddet »alt hvad du altid gerne har villet vide om ’new media’, men ikke turde spørge Dziga Vertov.«

Digital minimalisme
»Gut, klokken er blevet 20.30 og det er tid til teori,« siger Manovich energisk og giver sig til at power-pointe sig igennem aftenenes foredrag.
Det er vanskeligt at adskille Manovichs teori fra hans kunst: »Mit projekt bruges mest til at forklare min teori,« forklarer han og beskriver sig selv som »ikke særlig velformuleret«.
Selv om det nu mest er krukkeri fra hans side, er det ganske vanskeligt for Manovich at få forklaret publikum, hvad hans projekt egentligt går ud på.
Han præsenterer sin nyeste production, ’soft cinema’, en række billeder af posthuse, som han oprindeligt ville lave i Dogme 95 stil med håndholdt kamera.
»Men det blev lidt for seriøst med de Dogme-regler, så jeg satte nogle manipulerede billeder ind.«
Faktisk er Manovich mest klar, når han sammenligner digitalkunsten og de nye medier med den tidlige modernistiske æstetik:
»Måske kan I huske det fra jeres studietid, men hos Bauhaus-kunstnerne i 1920’erne var den grundliggende ide, at ornamenter er en dødssynd.

Et nyt æstetisk system
Det udviklede sig til en minimalisme – lad os kalde den ’Bauhaus algorytmen’, hvor man i stedet for at skabe nye mønstre, lånte æstetik fra masseproducerede, industrielle dele – fabrikkens samlebånd, udskiftelige mekaniske dele fra en bil for eksempel.«
»Spørgsmålet er, om vi kan bruge den samme »algorytme« i kunsten i dag – altså en æstetik, der allerede eksisterer? Kan der – udfra kommerciel software f.eks og computernes interfase – skabes et nyt æstetisk system, der er lige så radikalt som modernismen var det i det tidlige 20. århundrede?«
Manovich svarer ikke endeligt på sit eget spørgsmål, men antyder at hans egen kunst ligger et sted mellem 20’ernes minimalisme, russisk konstruktivisme og computerens indflydelse på billedsproget.
Digital minimalisme, kalder han det.
»Betyder det, at Adobe og Macromedia (to softwareprogrammer,red.) er de nye kunstnere?,« vil en af tilhørerne vide.
Det spørgsmål overhører Manovich, og forsvinder ud af lokalet på vej til en middag, fordybet i samtale på russisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her