Læsetid: 7 min.

Den gyldne rugekasse

På tirsdag lukker Novellefilm. Institutionen producerede 89 korte fiktionsfilm på otte år og banede vejen for et generationsskifte i dansk film. Men vitaliteten forsvandt med årene
24. januar 2003

(2. sektion)

Novellefilm
Rugekasse, legeplads, træningsbane, drivhus, laboratorium, udstillingsvindue, løftestang, affyringsrampe...
Kært barn har mange navne.
Og Novellefilm – tidligere Dansk Novellefilm – var et kært barn. Et barn, der har en betydelig andel i den publikumssucces og internationale bevågenhed, dansk film oplever i disse år. Institutionen har været med til at udvikle en række af tidens førende instruktører, manuskriptforfattere, fotografer og skuespillere, og flere filmproducenter ville næppe have eksisteret uden Novellefilm.
»Novellefilm er et vigtigt led i det, der er sket i dansk film,« siger Ole John, der var konsulent for Novellefilm i årene 1994-97.
»Det var en begyndelse, Dogme-filmene blev videreførslen, men uden Novellefilm tror jeg ikke, at vi havde fået den optimisme i dansk film. Pludselig havde unge filmtalenter et sted at gå hen efter Filmskolen, og de nye muligheder satte en masse kreativt i gang.«
Ingolf Gabold, DR-dramachef og Novellefilms tidligere bestyrelsesformand, er heller ikke i tvivl om institutionens betydning.

Danske nutidshistorier
»Novellefilm har gjort det muligt for en række talentfulde filmfolk at arbejde i fuld scale, det vil sige på branchens vilkår med store filmhold og en ganske pæn økonomi. De har kunnet øve sig og udforske mediet, inden de kastede sig ud i deres første spillefilm eller tv-serie, og det har uden tvivl løftet niveauet i dansk film.«
Ideen til Novellefilm opstod helt tilbage i 1976 på et uformelt møde hos kulturminister Niels Mathiasen.
»Der var dengang et skel mellem Danmarks Radio og filmbranchen, og derfor luftede jeg den ide, at Danmarks Radio, Filminstituttet og Statens Filmcentral kunne indgå et samarbejde om produktion af korte fiktionsfilm – en genre, der med få undtagelser levede en tvivlsom tilværelse som OBS-indslag og institutionsstøttede film med pædagogiske budskaber,« fortæller fotografen Peter Klitgaard.
Der skulle imidlertid gå 18 år, før ideen blev ført ud i livet. Efter energisk lobby-virksomhed på Christiansborg og i tv- og filmbranchen, mange møder og forhandlinger, blev Novellefilm grundlagt som selvstændig institution i 1994.
Med en bestyrelse bestående af repræsentanter for Danmarks Radio, TV2, Det Danske Filminstitut og Statens Filmcentral (senere Det Danske Filminstitut) bevilgedes 24 mio. kr. til produktion af 10-12 novellefilm om året. En producer og filmkonsulent blev ansat til at stå for den daglige drift.
»Formålet var at spotte talenter og give blandt andet filmskoleelever en chance for at komme i gang med et filmprojekt, der var mindre end en spillefilm, men som alligevel skulle bruges til noget,« siger Ole John, der som den første Novellefilm-konsulent arrangerede en workshop med unge og dengang ukendte filmtalenter f.eks. Anders Thomas Jensen, Søren Frellesen, Jens Arentzen, Malene Vilstrup og Jannik Johansen.
»Det gik meget dårligt for dansk film på det tidspunkt, og vi havde svært ved at fortælle en god dansk nutidshistorie. Da en journalist fra Berlingske Tidende spurgte, om novellefilm ikke var sådan noget med to mennesker, der går på en strand og taler sammen, så tænkte jeg: Fandeme nej! Novellefilm skulle ikke være stemninger eller eksperimenter, det skulle være et sted, hvor unge filmtalenter lærte at fortælle historier. Og gudskelov var der folk, der havde netop den drift.«

Den nye generation
Mange af tidens varme instruktørernavne har fået deres debut på Novellefilm, f.eks. Ole Christian Madsen, Annette K. Olesen, Peter Bay, Jonas Elmer, Henrik Ruben Genz, Lasse Spang Olsen og Carsten Myllerup. For Charlotte Sachs Bostrup blev Novellefilm slet og ret et vendepunkt i karrieren.
»Jeg var lige gået ud af Filmskolen på manuskriptlinjen, og da Novellefilm næsten lige var startet, tænkte jeg, at det her måtte være en mulighed for mig, der ikke er uddannet filminstruktør. Og det korte format viste sig at være den helt rigtige start; jeg var enormt nervøs og ville aldrig have kunnet overskue en hel spillefilm,« siger Charlotte Sachs Bostrup, som takket være novellefilmen Fridas første gang (1996) blev hyret af svensk tv-drama til at instruere en times kærlighedskomedie. Og så var den tidligere skuespiller og teaterinstruktør pludselig i gang med en instruktørkarriere!
I 2001 fik Charlotte Sachs Bostrup sin spillefilmdebut med Anja & Viktor, men året forinden gjorde hun nyttige erfaringer med endnu en novellefilm, On The Road.
»Den film kom aldrig til at fungere, og det har jeg lært vildt meget af. Jeg opdagede for alvor forskellen mellem at lave teater og film, og jeg begik fejl, som jeg aldrig vil begå igen. Men gudskelov fik jeg ikke bragt en stakkels producent til fald ved at lokke ham til at investere 10 mio. kr. i en spillefilm – det er jo det gode ved de relativt billige novellefilm,« griner Charlotte Sachs Bostrup.
Også for fotografer (f.eks. Eric Kress og Bo Tengberg), for skuespillere (Lars Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen, Lars Brygmann, Peter Mygind, Jens Albinus m.fl) og ikke mindst for producenter har Novellefilm været en gylden rugekasse.
»Ved at lave et par novellefilm har vi holdt produktionsapparatet i gang, og samtidig har vi haft mulighed for at tjene lidt penge, hvis vi overholdt budgetterne. Det har historisk været vores redning,« fortæller producer Bo Ehrhardt fra Nimbus Film, der sammen med selskaber som M&M Productions, Cosmo Film og Angel Productions har nydt godt af Novellefilm.

Ulykkelige trækfugle
Historien om Novellefilm er dog ikke én lang solstrålehistorie. Man kan især pege på to svagheder: filmenes usynlighed og institutionens manglende evne til at forny sig.
»Min drøm var, at man i filmbrancheregi producerede novellefilm, som hele Danmarks befolkning ville sidde og se på tv-kanalerne. Sådan er det jo mildt sagt ikke gået,« siger Peter Klitgaard og henviser til, at novellefilmene har flakset rundt som ulykkelige trækfugle på tv-stationernes sendeflade, ofte henvist til dårlige sendetidspunkter sent om aftenen.
»Novellefilm gik hen og blev et stedbarn tv-mæssigt,« erkender Ingolf Gabold fra DR.
»De meget varierende formater har gjort det svært at placere filmene i prime time, hvor man skal tage hensyn til en tv-avis kl. 21 og 22 på henholdsvis DR 1 og TV 2.«
For at imødekomme tv’s behov lagde Novellefilm sig for et par år siden fast på tre faste tider – 10, 25 og 45 minutter – men det førte imidlertid ikke til, at tv-stationerne fandt et fast sendetidspunkt, et såkaldt slot, til novellefilmene. Og mens filmene i institutionens begyndelse godt kunne svulme op til spillefilmslængde med biografpremiere og avisomtale – som f.eks. Jonas Elmers Bodil-vinder, Let’s Get Lost, så kom de korte fiktionsfilm til at føre en mere og mere anonym tilværelse.
Samtidig forsvandt den vitalitet, der kendetegnede de første års produktioner. De mest indlysende perler ( Fede tider (Peter Bay, 1996), Fridas første gang (1996), Royal Blues (Lotte Svendsen, 1997), En stillle død (Jannik Johansen, 1997) og Sinans bryllup (Ole Christian Madsen, 1997) – er karakteristisk nok produceret i institutionens tidlige år, mens mange af de sidste par års film – med Henrik Ruben Genz’ Oscar-nominerede Bror, min bror som markant undtagelse – enten har været fade og ligegyldige eller overgearede og fortænkte.

Slag i bolledejen
»Institutionen har ikke udviklet sig,« mener Ole John.
»Novellefilm blev snævrere og snævrere og mere og mere etableret i sin form, og det er der selvfølgelig ikke noget perspektiv i, for pludselig har man 60-70 novellefilm liggende på hylden, og hvad skal man med dem? Så kom Dogme-filmene og hele lowbudget-tankegangen, og måske skulle man have grebet nogle af de ting. Tv har ikke været særligt fleksible eller set lyset med, hvad novellefilm egentlig kunne bruges til. De har høstet nogle frugter, men ikke været med til at udvikle formatet eller komme med nye initiativer.«
Ingolf Gabold er enig i kritikken, men placerer ansvaret et andet sted:
»Vi har fået lovligt meget mainstream og lovligt mange pæne penneprøver. Der er blevet slået for lidt i bolledejen. Fra producentside og de kreatives side har man spekuleret lidt for meget i at skabe en ny Susanne Bier eller en ny Lone Scherfig, og det er synd, for dermed er vi gået glip af den barske lille fortælling, der også cinematografisk banker lidt hårdere på.«
Den manglende fornyelse og Novellefilms overenskomster med filmbranchen, der gjorde det vanskeligt at manøvrere økonomisk mellem de enkelte projekter, vurderes som hovedårsagen til, at Novellefilm efter otte år og 89 film lukker og slukker på tirsdag.
Institutionen skal efter planen erstattes af en talentudviklingsfond, der kommer til at høre under Det Danske Filminstitut og vil give unge talenter mulighed for på lowbudget-præmisser at prøve kræfter med især spillefilmformatet.
Gik dampen af Novellefilm, er institutionen ikke desto mindre sikret et smukt eftermæle. Det var den helt rigtige idé på det helt rigtige tidspunkt, og med sin blanding af professionalisme og kreativt frirum blev institutionen en optimal affyringsrampe for en ny generation af danske filmfolk, der havde lyst til at fortælle gode historier og gå i clinch med en dansk virkelighed.

*Novellefilm holder officiel lukning på tirsdag kl. 15-20 i Cinemateket, Det Danske Filminstitut. Her vil fem nye novellefilm blive vist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu