Læsetid: 4 min.

En halv Rossen uden skrue

Hvordan Stig Rossen har kunnet finde på at kaste sine penge og sine kunstneriske ambitioner efter ’Copacabana’, er en gåde
14. januar 2003

Teater
Stig Rossen har altid virket som en høflig dreng. Og det glittede program til musicalen Copacabana har det høfligste forord, jeg kan mindes. Stig Rossen og hans strithårede og tempoglade kapelmester Mikkel Rønnow – partnerne i det nystiftede Rossen Rønnow Musical Productions – takker den travle tilskuer for at have valgt teatret frem for tv’et, og de to udtrykker ’stor respekt’ for den travle tilskuers forventninger om, at forestillingen er af ’sublim standard’. Om det så er tilskuernes barnepige derhjemme, så sender de også hende en tanke. Samtidig røber de, at de håber at kunne ændre Copacanas nuværende image af at være ’forholdsvis ukendt’.
Jo tak. Det er lykkedes til overflod at vise forestillingen bag det uigenkendelige logofoto af en Copa-girl med barm og diadem. Men det er ikke just for det høflige. Barry Manilows Copacabana viser sig at være en dramatisk misk-mask, der bruger hele første akt på at komme i gang, og som ikke har andre ørehængere end selve Copacabana-sangen og et heftigt lån fra Ravels Bolero. Og så er musicalen så kvindefjendsk, at selv min tolerante svigermor måtte korse sig. Det var dog for groft: Blev kvinderne ikke voldtaget, blev de i hvert fald slået – helst i ansigtet.

Pensionist-crawl
Danserinderne var nu heller ikke helt med på ideen. Deres fjer struttede, som de skulle, men deres påståede sexhørm var ikke til at ane. Disse dansepiger virkede klart mere oplagte som dydige ungmøer fra fire-toget end midnatsmisser – kun to hvirvlede afsted med flair for flirt.
De mandlige dansere legede også kun prototype-machoer på overfladen, og dansemæssigt var de lige så uhomogene som pigerne. Dansernes kostumer var flotte, men scenografen Christopher Woods havde desværre straks hæmmet dem igen i sin fantasiløse scenografi med en trappe, der tydeligvis var så glat og spinkel, at danserne stivnede i pensionist-crawl, trin for trin.
Det dårlige valg af musical er blevet kombineret med en ensidig instruktion og en tom casting. Hvis ikke den erfarne Jenny Logan havde kastet lidt livsironi ind over forestillingen som den gamle Copa-girl, (som hun også spillede ved verdenspremieren i 1994 sammen med falden-på-halen-komikeren Howard Attfield, der også snuppede en reprise), og hvis ikke Basienka Blake havde gnistret lidt stjernestøv med sine Havanna-øjne, så havde det ikke været særlig sjovt.

Kulturminister-tække
Men jo. Stig Rossen har sin egen charme. Og som han står der i kasseagtig figur, har han noget rørende over sig. Ifølge kulørte kilder har han tabt sig massivt for at kunne spille denne helterolle, og det siger vi så. Det fede var, at han havde selvindsigt nok til at forlade scenen, når de andre fyre lavede spagatspark. I stedet kom han så ind alene og lavede en ’halv Rossen uden skrue’ – en slags klumpekolbøtte med selvironisk grin, der straks gav ham enormt bifald. Sådan en slags vilje med internationalt kick kan danskere ikke stå for.
Desuden synger han fortsat godt. Han har den inderlighed, der skal til at få disse blævr-sange til at glide ned. Og så har flere hørt om, hvordan han på det nærmeste har satset sin privatøkonomi på denne turné rundt i Danmark. Den slags bliver danskere imponeret over.
Men hvordan han så har kunnet finde på at kaste pengene og sine kunstneriske ambitioner efter Copacabana, er en gåde. Udover at det måske er politisk korrekt, fordi det kunne være denne slags forestilling, som kulturministeren ville give fem stjerner: Tom historie, stjernenavn, fire dækkende sponsorer, fire store scener – og 20 produktionsansatte dansere fra assorterede lande...
Desuden er det altså en mærkelig mangel på høflighed at opsætte forestillingen på engelsk uden så meget som danske overtekster. Hvis danskere betaler for at se Rossen i Danmark, så vil de også kunne forstå, hvad han siger. Selv hans hjemmeside har alt i en dansk version – www.stigrossen.com, selvfølgelig!
Personligt kommer jeg nok ikke til at forstå, hvorfor han har valgt sig Melody Jones som sin stjerne til rollen som Lola La Mar. Hun er meget
effektiv på en scene, hendes stemme bærer igennem med sin mørke og lidt støvede klang, og hun har lange ben som på en reklame fra Det Forjættende Amerika. Men sødme eller sexappeal har hun ikke.
Mangler man de 285-435 kroner, som en billet til Rossen & Ros koster, kan man dog klikke sig ind på www.musical.nu. Her er der næsten mere for pengene: Glitter, musik og videoklip i pirrende doser. Men hér får man altså ikke en halv Rossen uden skrue.

*’Copacabana’. Musical af Barry Manilow. Tekster af Bruce Sussman og Jack Feldman. Iscenesættelse og koreografi: Craig Revel Horwood. Scenografi: Christopher Woods. Dirigent: Mikkel Rønnow. Falkoner Salen, Kbh. Til 26. jan. Vejle 30. jan.-8. feb. Aarhus: 11-26. feb. Aalborg: 2.-4. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu