Læsetid: 4 min.

Handling på falderebet

George Ryan fra Illinois slog et hårdt slag mod dødsstraffen i USA – på vejen væk fra sin guvernørpost
17. januar 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Prøv at tænke den tanke, at De Europæiske Fællesskaber fandt på at efterligne NATO i den forstand, at de skulle udvides til De Nordtransatlantiske Fællesskaber. For Canada og 12 ud af USA’s stater ville det ikke være noget problem. Men 38 af de Forenede Amerikanske Stater ville ikke kunne blive medlemmer af dette nye fællesskab, fordi de har og praktiserer dødsstraf.
Guvernør George Ryan fra Illinois slog for en uge siden det alvorligste slag mod dødsstraffen i USA, der er slået siden dens genindførsel i 1976. Han gjorde samtidig det, som kun meget få amerikanske politikere har vovet i de senere år. Han gik imod det store flertal blandt sine vælgere. Ved at standse dødsstraffen i Illinois blev 167 flyttet fra death rows til almindelige fængselsceller.
Ikke alle de benådede er lige lykkelige ved udsigten til at sidde i 40 år eller på livstid uden mulighed for benådning. De efterladte familiemedlemmer til de ofre, hvis mordere nu får lov at leve, indtil tiden sætter sit naturlige stop for det, er bitre over, at hævnens sødme smutter dem af hænde. Helt glade er kun de fire, der vandrede fra dødsgangen direkte ud i friheden.
Dagen efter erklærede Georg W. Bush sin fortsatte tilslutning til dødsstraffen.

Fanden i kloster
Jeg så Guvernør Ryans tale live på CNN, og det var egentlig ret bevægende. Han lignede og argumenterede som en mand, der havde set samtlige Tyge Petersens programmer i Udefra om amerikanske fængsler og dødsstraf i USA, inklusiv det hollandske program »Kampen mod narkoen«, som Udefra viste sent tirsdag aften.
En rystende udsendelse, der dokumenterede, hvordan USA – forsvarer for vestlige værdier – straffer småpushere eller deres blot medvidende kærester med op til 24 års fængsel. Småkriminelle handlinger, som danske dommere ville vurdere til få måneders ungdomsfængsel, mens kæresterne ville gå fri.
George Ryan blev oprindeligt valgt på sin anbefaling af dødsstraffen. Så han lignede på sin vis en fanden på vej ind i et kloster. Hemmeligheden er imidlertid den, at mr. Ryan sluttede sin periode som guvernør i mandags. Så den mand, der tilsyneladende fulgte sin indre stemme, sin samvittighed og – må man formode – sin sunde fornuft, havde heller ikke mere brug for vælgernes gunst.
Jeg bryder mig ikke om ordet politikerlede. Det er alt for uforpligtende og omkostningsfrit og lyder som en uformuleret, vammel insinuation.
Man kan selvfølgelig undre sig over, at nogen påtager sig det slæb at være lovgiver. Man burde måske ligefrem beundre de folk, der gider. Det ville så til gengæld nok være at komme lidt for langt over i den modsatte grøft.

Kirsebær med de store
De får jo trods alt ikke så lidt for deres ulejlighed, de gode politikere. God løn og frynsegoder. Og så får de mulighed for at komme op og spise kirsebær med de store og af og til føle magtens sødme, når de er med til at føre noget igennem, som andre ikke vil være med til.
Fra det øjeblik, en politiker er kommet ind på Christiansborg og har fået sit kontor og måske en sekretær og har aflagt løftet om at holde grundloven – fra det øjeblik er han eller hun uden at vide det spændt for hvert sit personlige lille program, der ud over karriereræset har en fast skjult dagsorden: at blive genvalgt.
Det synes jeg sådan set er okay i første omgang. Det kan anspore til, at den unge politiker gør et fint stykke arbejde, som offentligheden og de ældre kolleger måske kan bemærke og påskønne. Og således gør man sig så berettiget til genvalg.
Men allerede herfra bliver det tvivlsomt. Nu er det blevet så fornøjeligt at være folketingsmedlem, at man med djævlens vold og magt vil genvælges nok engang – og nok engang – og nok engang – osv.
Genvælgelsen bliver målet i sig selv, og det bliver mere og mere utænkeligt, at man kunne finde på at stemme på en upopulær, men for samfundet livsnødvendig beslutning.
Det er lige netop her, George Ryan fra Illinois kommer ind i billedet. Han har med sin handling på falderebet – på vej ud af magtens højborg og i et øjeblik, hvor genvalg er ude af betragtning – kastet et skarpt lys på det egentlige problem ved selv et så relativt veltrimmet demokrati som det danske: kampen for genvælgelse.
Tænk, hvis vi havde et folketing, hvor mindst en tredjedel af medlemmerne ikke kunne genvælges, fordi de allerede har siddet der i otte år? Tænk, hvilke herlige ting der kunne gennemføres til samfundets, miljøets og den enkeltes bedste, hvis det ikke hele tiden bare drejede sig om at slikke stemmer op til næste valg?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her