Læsetid: 2 min.

Heine henrykker

Den danske stormester sejrede i traditionsrig nytårsturnering i Hastings, England
6. januar 2003

Skak
Danmarks førende skakstormester Peter Heine Nielsen har her i det nye år ført sig fornemt frem i den sydengelske by Hastings, der i historisk sammenhæng er kendt for et skelsættende slag i 1066 – og på det skakhistoriske plan har markeret sig helt tilbage fra 1895, hvor man fik samlet en stor del af den tids skaklegender. Blandt senere Hastings-vindere kan nævnes verdensmestrene José Capablanca, Alexander Aljechin, Max Euwe og Vassilij Smyslov, og vores egen Bent Larsen.
Siden dengang er det gået noget tilbage for Hastings som skakby, men i år var der atter samlet et spændende felt, selv om de absolutte verdensstjerner ikke var mødt til start. Og efter 30 års pause fik man atter en dansk vinder. For i niende og sidste runde lykkedes det Peter Heine med de sorte brikker at spille remis mod englænderen Keith Arkell efter blot 16 træk, og dermed kunne han med en samlet score på seks af ni mulige holde den udelte førsteplads, han havde erobret i runderne forinden med sine gevinster over den russiske digterspire, model og kvindelige skakstormester Alexandra Kosteniuk og den indiske stormester Pentala Harikrishna.
I det gamle år fik Heine en kanonstart, da han i første runde mødte det ukrainske vidunderbarn Sergej Karjakin, der var årets skaksensation i 2002, men var mere barn end vidunder i hænderne på en veloplagt Peter Heine.
Sukkerkold på de hvide
Den danske stormester behandlede med de hvide brikker Karjakin som en skakkens snothvalp, som man bare skal give en tur over knæet:
1.d4 d5 2.c4 dxc4 ...
Modtaget dronninggambit, Heine demonsterer, at han kan sin lektie: 3.e4 c5 4.d5 Sf6 5.Sc3 b5 6.Lf4 La6 7.Sf3 b4 8.Lxb8 bxc3 9.Da4+ Dd7 10.Dxa6 cxb2 11.Tb1 Txb8 12.Lxc4 - ifølge Heine selv en teoretisk nyhed – Tb6 13.Da3 Sxe4 14.Txb2 Db7 15.Txb6 Dxb6 16.0-0 f6 17.Da4+ Kd8 18.d6!
Dette andet bondeoffer åbner for den hvide løber, hvorefter sort går ’sukkerkold’ på de hvide felter omkring kongen. For øvrigt et skoleeksempel på risikoen ved ikke at få rokeret i tide. Knægten fra Ukraine krakelerer forbløffende hurtigt med:
18. - e5? 19.Le6 Db7 20.Da5+ ...
Og bette Karjakin opgav, da han ikke havde lyst til at blive udsat for 20. – Db6 21.Tb1! Dxa5 22.Tb8+ og mat!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu