Læsetid: 4 min.

Helikopterhåndled og det forsvundne bøsse-gen

Det eneste ved sex, der virkelig ikke er sjovt, er måske oplysende tv-udsendelser om det?
13. januar 2003

Tv-satire
Hvordan ser en bøsse egentlig ud? Jo, efter den almindelige opfattelse er det noget med feminine bevægelser og ’helikopterhåndled’. Det var i alt fald en af de medvirkendes bud i DR2’s nye satireprogram OBLS (Oplysning om Bøsser og Lesbiske i Samfundet). Han var selv bøsse – og oven i købet frisør, som en og anden fordomsfuld seer nok skal have bemærket.
Jeg ved sgu ikke. Jeg var engang til en sammenkomst i det såkaldte kulturliv, hvor der var en underligt ufordragelig stemning. Jeg spurgte en nu desværre afdød forfatter, om han også havde lagt mærke til det. Det havde han. Det er, fordi der er fire bøsser tilstede – plus mig, sagde han.
Det var almindelig kendt, at han havde smag for begge køn, så som den pæne, fordomsfri unge mand fra provinsen spurgte jeg ham, passende forarget, om han da ikke kunne lide bøsser? Ikke hvis der er flere end to af gangen, sagde han – med samme slags sindsro som den der kan få en jøde til at fortælle antisemitiske vittigheder.
Det var satans, tænkte jeg. Og jeg må da indrømme at jeg senere har prøvet at lægge mærke til det: flere end to bøsser, er der så ballade?
Det mener jeg faktisk ikke er tilfældet, men i øvrigt kan det være svært at se på folk, om de er bøsser eller ej. Som tv-programmet viste, så er det kun et fåtal af dem, der har helikopterhåndled eller en særlig affekteret måde at tale på. Bøsser kan være teaterdirektører, ministre, snedkere, præster og pressefotografer – og frisører, naturligvis. Og de ligner oven i købet alle mulige andre teaterdirektører, ministre, snedkere, præster og pressefotografer. Og frisører. De taler også sådan.

Homo-gen
En af de medvirkende var den i anden sammenhæng for tiden stærkt omtalte Bjørn Lomborg. Han fortalte både muntert og nøgternt om et møde med nogle landmænd – om miljøspørgsmål – han engang deltog i. En af landmændene så på ham og sagde, at han da for resten lige havde set Lomborg fortælle om sin homoseksualitet i et tv-program.
Lomborg forberedte sig uvilkårligt på det værste, men det viste sig, at landmanden bare havde bemærket det. Det var skam helt i orden, sagde han. Jeg ved ikke om Bjørn Lomborg blev klar over, at han selv kom til at løfte fligen af en fordom, da han fortalte om hændelsen. Nemlig den med at folk fra landet skulle være specielt intolerante over for bøsser og lesbiske. Det viste sig altså i det konkrete tilfælde ikke at holde stik.
Hvis man ellers er gammel nok, kan man godt huske de tider, da både mænd og kvinder måtte skjule deres seksualitet, når den gik på tværs af den vedtagne normalitet. Ganske vist kunne såvel lægevidenskaben som datidens ’progressive’ fortælle, at der ’naturligvis’ ikke var noget galt med ’disse mennesker’.
Men uanset al god vilje, blev de nu tit behandlet som mennesker, der egentlig først og fremmest led af en sygdom. Som gode mennesker gerne ville helbrede dem for – mens de onde bare lo og helt ærligt mente, at homoerne burde interneres på en øde ø. Opfattelsen af homoseksuelle som en slags patienter, findes for så vidt stadig. Da nogle forskere for få år siden mente at kunne påvise, at der findes et særligt bøsse-gen, var der ikke langt til den tanke, at det vel så kunne fjernes, så patienten kunne blive ’rask’.
Diskussionen forstummede da en amerikansk bøsse foreslog, at man i stedet indoperede genet hos heteroer. Så ville de få det sjovere, mente han. Siden har man, så vidt jeg da ved, ikke hørt noget om det særlige bøsse-gen. Det forsvandt åbenbart ud i den blå luft.
På baggrund af fortidens snerpethed og forfølgelse er det selvfølgelig en sejr for de homoseksuelle, at fjernsynet nu kan bringe et program som OBLS i den allerbedste sendetid. Men som flere af de medvirkende var inde på, så har tiderne ændret sig en hel del. Det er hverken opsigtsvækkende eller provokerende at blive konfronteret med, at der er mænd, der bedst kan lide mænd og kvinder, der bedst kan lide kvinder. Det er selvfølgelig et stort fremskridt – men spørgsmålet er: er det også godt fjernsyn? Måske bekræfter programmet i virkeligheden en fordom af en helt anden slags, nemlig den at fjernsynet er håbløst bagefter den almindelige udvikling i offentligheden. F.eks. er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var et satireprogram.
Ganske vist havde man iført skuespilleren Sebastian Klein en hvid kittel og en kikkert og sendt ham på ’bøssejagt’ ude i naturen – eller i alt fald i H.C. Ørstedsparken. Jeg synes bare ikke det var særlig morsomt. Slet ikke ’satirisk’. For et års tiden siden sendte DR2 et lignende program, ikke om bøsser og lesbiske, men om flygtninge og indvandrere. Det var hylende morsomt – og også oplysende. Og en hel del mennesker følte sig voldsomt provokeret: skal ’de’ nu til at gøre grin med OS og vores frikadeller og brune sovs! Der var ikke ét eneste minut under det nye program, hvor man følte sig sikker på, at nu må Søren Krarup sgu da rykke ud! Det var pænt og ordentligt, det var dejligt at kunne konstatere, at mennesker gennemgående er fornuftige væsner, der godt kan finde ud af at leve sammen, selv om de er vidt forskellige. Så langt er vi kommer, og det er jo en god ting, bestemt.
Men mens mine anmelderøjne så sagtelig begyndte at glippe, tænkte jeg på, om det hele ikke var én stor misforståelse? Var det program overhovedet nødvendigt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu