Læsetid: 3 min.

Hit med sangeren

Rapperen Eminem, der spiller hovedrollen i ’8 Mile’, er kun det seneste eksempel på en sanger, som forsøger sig som seriøs skuespiller
17. januar 2003

(2. sektion)

Baggrund
Det er for tidligt at vurdere, om Eminen kan spille skuespil. Hans debutpræstation på det store lærred i 8 Mile er nævnt som seriøs kandidat til i hvert fald et par nomineringer ved de kommende store amerikanske filmpris-uddelinger.
Det er imidlertid også en præstation, der, uanset hvor overbevisende den end måtte være, lægger sig i forlængelse af det image som vred og utilpasset hvid mand, Eminem i høj grad har markedsført sig på og rappet om på sine album. Det er med andre ord svært at vurdere, hvorvidt Eminem har et større register at gøre godt med – eller om han ’blot’ spiller sig selv.
For så vidt skiller han sig ikke ud fra den store mængde af smørtenorer, rockkoryfæer og rapstjerner, der alle med større eller mindre held har forsøgt sig i filmbranchen.
En af dem, der har haft størst succes med at skifte mellem koncertsal og filmlærred, er Frank Sinatra. Sammen med bl.a. Gene Kelly indspillede den populære entertainer et par musicals i 40’erne, men da han fik problemer med stemmen årtiet efter, satsede han helhjertet på at slå igennem i den mere seriøse genre.
Efter at have modtaget en Oscar for sin birolle i Herfra til evigheden (1953) og leveret en intens præstation som junkie i Manden med den gyldne arm (1955) valgte han imidlertid at satse på sit image som kvindebedårer i en række action- og komedieroller, der godt nok ikke rammer samme højder som figurerne i ovennævnte titler, men trods alt heller ikke udviser samme mangel på respekt for publikum, som tilfældet var med de fleste af Elvis’ filmroller.
Fra pop til skuespil
Siden har bl.a. Ice Cube (Boyz N the Hood, 1991), Whitney Huston, Björk, Jennifer Lopez (specielt i Out of Sight, 1999) og vor egen Michael Falch gået i Sinatra og Elvis’ fodspor og leveret fornemme præstationer, hvor de primært har ageret tro kopier af sig selv – eller i hvert fald af den person, de offentligt optræder som.
Det har ikke blot lokket flere folk i biografen, formoder man, men også givet rollen og derved filmen en skæv og underholdende kant, der havde manglet uden denne personas medvirken.
Og måske skal vi være glade for, at succesen ikke er steget dem til hovedet. Der findes godt nok flere eksempler på, at det har kunnet lade sig gøre at tage springet fra popsanger til troværdig skuespiller: Sting, Mark Wahlberg og Bette Midler har alle kunnet bære at stå øverst på plakaten, ligesom folk som Tom Waits, Chris Isaak (i bl.a. Ondskabens Øjne, 1991) samt rapperne Tone Loc (Heat, 1996) og Puff Daddy (Monster’s Ball, 2001) har været spændende bekendtskaber, man gerne ser mere til i cameos og biroller.

Den mest unuancerede
Wahlbergs optræden i bl.a. The Truth About Charlie (2002), hvor han uden held forsøger at gentage Cary Grants drilske præstation fra Charade (1963), vidner imidlertid også om, at det kræver mere end en (relativ) god sangstemme at bære en nuanceret spillefilm fra ende til anden. Så er det endt mere vellykket i Basketball Diaries (1995) og Boggie Nights, 1997), hvor handlingen leger med Wahlbergs drengede macho-image.
Specielt vellykket har castingen af sangere været i perioder og miljøer, hvor skellet mellem kunst og underholdning har været udvisket, og filminstruktører med hjælp fra fotografer, malere, modeller og rockstjerner har søgt nye grænser.
Et godt eksempel på dette er London og New York i 60’erne og 70’erne, hvor der i kølvandet på Richard Lesters Beatles-film og Andy Warhols celluloluid-værker næsten ingen ende var på lysten til at eksperimentere med mediet.
Værd at nævne er Performance (1970) med Mick Jagger og Manden som kom ned på jorden (1976) med Dawid Bowie, begge drejet af britiske Nicholas Roeg.
Værst går det, når der skal tjenes penge på MTV-generationens ukritiske konsummering af alt, hvad der er udstyret med silikone, bar mave og smart attitude.
Man spørger således stadig sig selv om, hvem der fik ideen at dreje Glitter (2001) og Crossroads (2002) med henholdsvis Mariah Carey og Britney Spears, hvis ikke det har været en nålestribet pengemand uden nogen som helst kunsterisk integritet i bagagen.
I selskab med danske Allan Vegenfeldt, der uvist af hvilken grund dukkede op i sidste års Charlie Butterfly, kandiderer de to poptøser kraftigt til titlen som det nye årtusindes foreløbig mest unuancerede præstation på det store lærred overhovedet.
Det er som nævnt langtfra tilfældet med Eminem, der i 8 Mile dirrer af indestængt vrede, maskulin usikkerhed og en boblende lyst til at udtrykke sig på kunsternisk vis. Tilbage står så at se, om han kan andet og mere end det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her