Læsetid: 3 min.

Hjemløs og hjemme i rocken

Pete Townshend, en af rockens mest søgende sjæle og overbevist Meher Baba-tilhænger, er løsladt mod kaution, men stadig mistænkt for at bruge børneporno
15. januar 2003

Portræt
Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men Pete Townshend lignede en mærket mand, da han mandag aften i London blev kørt bort i en politibil, anholdt og mistænkt for at have overtrådt lovgivningen om børnepornografi. At den mangeårige guitarist, komponist, kapelmester i The Who senere samme aften blev løsladt mod kaution uden at være sigtet, rokker ikke ved den kendsgerning, at det er en af rockkulturens mest artikulerede, intelligente, men også indviklede og selvkritiske personligheder, der er kommet i et helt anderledes spotlight, end han er vant til. Politiet forbeholder sig ret til senere at tale med Mr. Townshend, som det udtrykkes.
Mens en hel rockverden holder vejret og prøver at undgå at tænke det utænkelige, giver det god mening at se Townshends forklaringer på, hvorfor han pludselig endte i den politibil, i et kunstnerisk perspektiv.
Han forklarer selv, at han en enkelt gang har købt børneporno over nettet som led i en research til en selvbiografi, og fordi han har en mistanke om, at han selv er blevet sexmisbrugt som barn. Og desuden ville han på den måde komme overens med de skygger, som altid er slået ind over hans kunstneriske virke.
Det tør siges. Hele Pete Townshends virke forekommer at være en lang renselsesproces, som yderligere understreges af, at han de sidste mange år har været meget aktiv i dyrkelsen af Meher Baba alias Merwan Irani, som ser sig selv som den legemliggjorte guddommelighed.
Pete Townshend er med andre ord en sandhedssøgende sjæl, der med nærmest flagellantisk energi har valgt at sætte sit aftryk i en branche, der også næres af drømme og illusion. »The Seeker« hedder en af hans bedste sange meget betegnende.

Forskud på punken
Peter Dennis Blandford Townshend lod først høre fra sig, da han via sangeren Roger Daltrey i 1965 sparkede døren ind til forældrefordomme og -frygt med sangen »My Generation« og det efterhånden herostratisk berømte refræn »hope I’ll die before I get old,« der tog forskud på punken med 10 år. I The Who opbyggede han sin kunstneriske reputation via sange, der var som skabt til generationsemblemer. Den møllehjulssvingende generationsbevidste anti-autoritære guitarist, der hadede forbilleder, blev selv et forbillede for enhver luftguitarist. Og han gjorde The Who til et af rockens mest under- og overvurderede ensembler.
Rockoperaen Tommy om en eksistens- og identitetsafsøgende blind og døvstum dreng blev en rockmusikalsk milepæl og handlede om frustration, fortrængninger og vækkelse. Den endte med at blive en møllesten om Pete Townshends hals, det værk, han altid vil blive målt ud fra, og lignede en overgang et kommercielt monster i selvsving.

Forklaringsproblem
Det irriterede Townshend, men han lærte at leve med det – ikke mindst ved at kigge på sin bankbog. Men Tommy skjulte, at han efter The Who’s første officielle opløsning i 1982 lavede fine, hudløse soloplader som Empty Glass og All The Best Cowboys Have Chinese Eyes.
Leden ved showbiz og en tiltagende tinnitus og døvhed (som senere har fået ham til at udforske den akustiske guitar) fik ham i en periode i 80’erne til at holde lav musikalsk profil.
Han udsendte de litterært ambitiøse noveller Horse’s Neck og virkede som rigtig forlagsredaktør på det estimerede Faber & Faber. Og begyndte samtidig at bearbejde sin musikalske fortid og genudsende den digitalt for dermed at have et korrektiv til de comeback-turneer med The Who, som han mere eller mindre modvilligt stillede op til gennem 90’erne.
Den situation har dog ikke forhindret ham i gentagne gange i magasiner som Rolling Stone at analysere og forklare rocken og dens iboende problemer. Nu tyder noget på, at det er Townshend, der har et forklaringsproblem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her