’Vi hjemsøges til døde af det uladsiggørlige’

¨

New York – Det foregår i The Meat Packing District på Little West 12th Street, lige i udkanten af Greenwich Village, klods op og ned ad Hudson River. På en restaurant, der hedder Pastis. Det burde snarere have været Pastiche, da stedet er ren Simili-Paris og for en stund føler man sig virkelig hensat til det parisiske. Indtil en af de perfekt udstyrede tjenere åbner munden og på bredt
brooklynese tilspørger én, hvad de i dagens anledning kan divertere ens ringhed med. Kaffe, tak – og masser af det.
I en fart.
Det er sent på året, men tidligt på formiddagen og dagens emne er Lou Reeds monstrøst udfordrende dobbelt-cd, The Raven, der udsendes den 27. januar. Inspireret af den udødelige – og dog ekstremt afdøde – amerikanske forfatter Edgar Allen Poe (1809-1849) i en sådan grad, at en række af teksterne har karakter af ready-mades – Reed har skrevet flere tekster ovenpå forlæg fra mesteren og vi snakker sværvægtere som »Tell Tale Heart,« »The Raven,« »The Fall of the House of Usher« og »The Imp of the Perverse« – er det svært at spå om, hvilken retning interviewet vil tage, thi pladen er helt enkelt fantastisk spraglet, bizar og ujævn. Sgu.
Udsprunget af forestillingen POEtry, et samarbejde mellem Reed og instruktøren Robert Wilson, uropført af Thalia-teatret november 2001 og med bidrag fra skuespillerne William Dafoe, Amanda Plummer og Steve Buscemi, så forskellige musikere som Ornette Coleman, David Bowie og The Blind Boys Of Alabama og ikke mindst Reeds faste backingband samt produceret af den allestedsnærværende Hal Willner, veksler titlerne mellem spoken word, tablauer, regulære sange, lydcollager og mere svævende kompositioner, kulminerende i den drabelige feedback-udladning »Fire Music« sidst på cd 2. Ifølge Reed selv er sidstnævnte den »eneste mulige reaktion på 11. september«. Og så falder det efterfølgende tørt, at »det var en tragedie uden lige. På mange planer. Men tragedien bliver ikke mindre af, at den gav vores nuværende regering mulighed for at demonstrere, hvor store idioter den er sammensat af.« Han sidder lidt. »PolitikereÇ« siger han så blot med slangehvislende foragt og kigger sig rundt i lokalet. Men jeg springer i teksten.
Pastis er knap kvart fuld og den ’grønne’ pladeselskabspige kunne snildt være den 60-årige Lou Reeds barnebarn. Mens vi venter, underholder hun med hvor lidt hun kender til Reed, hvor dårligt hun bor og hvor underbetalt hun er. Velkommen i klubben, søster – det er ikke for pengenes skyld undertegnede er fløjet tværs over Atlanten for at konfrontere det gamle ikon med hans seneste værk. Samt en skjult dagsorden, som dog aldrig rigtig føres ud i livet, thi det skal vise sig umuligt at stoppe såvel
Reeds talestrøm som hans fuldstændigt ukritiske begejstring for dette Poe-projekt.

Ekstreme tilstande
Både Poe og Reed har i deres kunst beskæftiget sig med ekstreme tilstande, psykiske som fysiske. Begge er de draget af selvdestruktion, galskab, fortabelse og det forbudte, og begge har omsat denne fascination til stor amerikansk kunst. Forskellen er så, at katastrofemennesket Poe døde forarmet og delirisk på Bostons forblæste gader, mens Reed stadig vandrer op og ned af New Yorks
mean streets.
Pludselig står Reed der, og det slår korrespondenten, hvor meget han efterhånden ligner en af de der dukker fra Spitting Image. Ansigtet er rynket og furet som et nedfaldent æble, der har ligget et par uger og gæret, men fysisk virker han i god form, fjedrende, tændt, røgfri og entusiastisk.
Vel anbragt fjernest i det enorme lokale får vi en snak om hvad der er sket siden sidst. Jeg fortæller, hvor meget jeg nød koncerten i Berlin i 2000 og så spørger Lou inkvisitorisk: »Sender de dig hver gang? Får du tid til at skrive dit eget med alle de interviews du laver?« Jeg trækker på skuldrene og får et misbilligende blik, da jeg fortæller vi er flyttet på landet. Kun 40 minutter til byen i bil, skynder jeg mig at indskyde. »Ah,« siger Reed, »det bedste af begge verdener. Smart. Det har altid undret mig,« fortsætter han, »at der er så smukt på landet, mens folk generelt er så stupide derude«.
Reed slår i bordet: »Er der egentlig blevet forsket i det? Sammenhængen mellem skønhed og afstumpethed, mener jeg?« Jeg svarer som sandt er, at det aner jeg ikke, men at der i hvert fald på dansk findes en rig og hårrejsende litteratur om livet på landet. Reed sidder lidt og kigger ufravigeligt på mig, til jeg begynder at rykke nervøst på stolen. Så spørger han: »Er København egentlig ikke også en ret lille by?« »Ikke sammenlignet med Oslo,« svarer jeg. Reed slår en skraldlatter op.
»Godt svar. Ann Arbor er en storby sammenlignet med Oslo,« siger han. Og så er interviewet i gang.
– Sidst vi talte sammen, spurgte du retorisk om du var et røvhul ved at nære drømme om, at rockmusikken skulle kunne levere store værker på linje med ’King Lear’. Er ’The Raven’ så din ’King Lear’?
»Det er det, ja. Selvom jeg prøvede noget tilsvarende med Berlin (1973), er det her den ægte vare. Oprindelig skrevet til et teaterstykke er det siden blevet fuldstændig omskrevet til cd-mediet. Det skulle være muligt at nærme sig dette værk uden en doktorgrad i Poe, selvom det selvfølgelig hjælper gevaldigt, hvis man kender hans værk og de tekster, der danner forlæg for sangene af samme navn. Personligt foretrækker jeg kunst, man kan gå til uden de store forudsætninger. Det er en af grundene til at jeg virkelig godt kan lide meget af det, man kalder fotokunst. Cindy Sherman og de folk der. Gregory Crewdson. De rykker. Man skal bare kigge. Folk tror måske, at det her projekt er så seriøst, at de skal være bange. Bange for deres egen uvidenhed. Overhovedet ikke. Faktisk gør det modsatte sig gældende. De skal bare sætte sig ned og lytte«.
»Men det har handlet om at få samlet alle mine ideer ned gennem årene på et sted, skabe en helhed, hvor det hele er med. Denne gang, tænkte jeg, holder jeg ikke op, før jeg har fået samlet alle trådene.«
– Jeg har forsøgt at finde ligheder og forskelle mellem dig og Poe og …
»Den helt store forskel: Han døde ung. Jeg tror íkke Anonyme Alkoholikere kunne hjælpe Edgar. Tolvtrins-programmet var nok ikke lige sagen for ham (griner). Sorry, Edgar, you can have the money back … Men sikke en guddommelig intelligens den mand besad. Sikke et sprog. Og sikke en emnekreds. De siger, han var den første ægte amerikanske forfatter. Det tør jeg ikke udtale mig om – så skulle man sætte sig ind i alle de andre røvhuller, der skrev på den tid. Jeg nøjes med de bedste: Første halvdel af 1800-tallet: Poe! Sidste tredjedel af det 20. århundrede og et godt stykke ind i det 21’ende: Lou Reed. Så er der lige lidt over 100 magre år ind i mellem (ler). (Efter en kunstpause:) Helt ærligt, lige ud over William Burroughs og Hubert Selby kan jeg ikke få øje på andre amerikanske forfattere på Poes niveau. Så skal vi vist have fat i russerne, ikke?
– Det jeg mener er, at du altid har satset på benhård realisme, hvor Poe ...
»Han er totalt psykologisk. Fra A til Z er han ren fantasmagori. Men hvis du følger med ham ind i, hvad der engang vist hed sjælens irgange, vil du – hvis du selv har været ude i de egne – indse, at hans beskrivelser af fordrejede og syge bevidstheder er fuldstændig realistiske. En ting er den realisme, du så frimodigt – og i øvrigt ikke så lidt frækt – skyder mig i skoene, noget anden er verden set gennem den sindslidendes øjne; det er jo realistisk nok for den person, der lider af det. Sikkert for realistisk, hvis vi f.eks. taler om skizofreni. Der er Poe mesteren. Syge sind indsat i en surreel ramme, det er min vinkel på ham«.
»Nu er jeg ikke nogen akademisk Poe-forsker og ville sikkert ikke kunne overbevise én, der har studeret hvert ord han har skrevet om, at tingene hænger sådan sammen. Men forstå mig ret – jeg har tilladt mig at nedlægge mit temperament i hans værk. Nej, du ved hvordan det er, Klaus – jeg er bare en fattig dreng fra landet, der prøver at komme op i verden (ler). Det eneste jeg beder om er et par sko på disse mine fødder. Ét par sko! Min motorcykel for et par sko! Nej, alvorligt talt – Poe er som et bjerg og jeg er bjergbestigeren, der skal vurdere hvilken side bjerget skal indtages fra. Og det er ikke sikkert, det bliver hverken den nemmeste eller den bedste. Men det er min.«

Middelklasselektien
»Hele udgangspunktet for mig var den tekst, der hedder ’The Imp of the Perverse’. Jeg brugte Poes titel og skrev min egen tekst ud fra den. Det var faktisk Robert Wilson, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at lave en freudiansk version af en af teksterne. Men ud over at benytte den psykologiske gru som omdrejningspunkt, har den ikke mange lighedstræk med Poes originaltekst. Det er den med moderen, der taler til sønnen. (teatralsk): ’Hører du efter, hvad jeg siger? HØRER DU EFTER HVAD JEG
SIGER, min lille mus?’ Den handler essentielt om dragningen mod det forbudte og det skadelige. Hvorfor drages vi mod ting, som vi udmærket ved er skadelige for os – du ved, den fede véd godt hans forhold til mad er forrykt, rygeren véd smøger er farlige, alkoholikeren véd sprutten ikke er en venlig bekendt, der lige kigger forbi, spilleren véd han ikke kan stole på kortene … men har det nogensinde stoppet nogen af dem? Så moderen siger til sønnen, lad nu vær at lægge hånden på komfuret, du brænder dig. Og siden siger hun som alle mødre – jeg sagde jo, du ville brænde dig, ikke? Lad os så tage mord. Hvorfor drages vi mod vold? Og når vi så har begået en voldelig eller forbudt handling, hvorfra stammer så denne trang til at fortælle andre om det? Det dobbelte fuck-up. Hvis bare man holdt kæft, kunne man måske være sluppet afsted med det. Er det ikke den lektie, vores middelklassebaggrund har lært os? Som vi siger her i New York: ’Hold kæft, lad være at kigge dig omkring, fortsæt ligeud’. Og lad os bare holde Gud udenfor – det var Edgar selv ret god til. Du ved, kvinden er død og situationen i teksten er i teorien uladsiggørlig. (sarkastisk:) Realistisk set. Vi hjemsøges til døde af det uladsiggørlige. Han hjemsøges, men ikke af søde minder, det er et dybt ubehageligt tableau, som jeg da også personligt kender til. Vogterne er døde, men …«
– Som i ’The Raven’ …
»(Reciterer): ’Sweaty arrogant dickless liar/who ascribed to nothing higher/than a jab from prick to needle/ Straight to betrayal and disgrace/The conscience showing not a trace …’ Det er så ren Reed, det er ikke noget Poe skrev. Jeg omskrev ham. Så skyd mig. Men jeg vil godt tilføje, at jeg ikke skrev min version, før jeg følte, jeg havde forstået hvert et ord af hans. Jeg vidste, jeg ville få brug for den ordbog en dag! Som Laurie (Anderson, Reed’s samlever, red.) sagde en dag, ’Hva’ søren, Lou, er du ved at lære engelsk?’ (ler) Men den research var guld værd, fordi jeg på den måde indså at det ikke handlede om at overgå Poe, men at gøre hans stof til mit. Er du med, min realistiske, danske ven? Gøre det tilgængeligt for mennesker her i starten af det 21. århundrede uden at gøre vold på originaloplægget og give det en personlig vinkel.«
»Tag sangen ’Blind Rage’. Poe har ikke skrevet en tekst med den titel, så vidt jeg ved, men det kunne han i teorien godt. Blind vrede, ikke – så er vi også ude på overdrevet. Jeg ved ikke om du kender det tidspunkt under en skilsmisse, hvor man siger til sin eks: ’Ved du hvad, jeg kan ikke klare den måde du trækker vejret på. Du larmer når du ånder. Og den måde du tygger din mad på er uudholdelig.’ Set udefra kunne det godt ligne en form for galskab, men set gennem fyrens øjne er det virkeligt nok. Det er blind vrede. Og det forsøger jeg selvfølgelig også at få dig – lytteren – til at føle. Som når man læser Poe og følger med hans personer helt derud, hvor der ingen vej tilbage er.«
– Dit tekstunivers har altid været fyldt med udstødte, tabere og psykopater …
»(Strengt:) Påstår du! (ler) Jo, det er rigtigt. Lige fra starten. Jeg opfandt jo rappen! Hvem har nerver til at beskæftige sig med middelklassenormalitet?«
– Ang Lee …
»Ja, ’The Ice Storm’! Hold kæft, den var sgu lige realistisk nok, hva’? Grim film. Eller var det lige dig?«
– Det var en hård nyser … men for lige at tage tråden op fra rap – der har altid været en ekstra dimension i dine tekster. En litterær dimension, om du vil …
»Jeg vil sige det på den her måde: Jeg kan til egen fordel udnytte, at folk får nogle associationer, når de hører mit navn. De har nogle minder i forbindelse med mig, som jeg kan spille på. Så når jeg vælger en ny vej, ved folk hvilke andre veje jeg har været nede ad og de er måske derfor parate til at følge mig et stykke ad den her. Jeg læste selv Poe som ung mand og han blæste låget af mig, men det var det. Da jeg så genlæste ham for et par år siden, kunne jeg se hvor meget dybere han stak. Når man er ung, vil man helst have blæst låget af. Når man så når min alder, vil man meget gerne betakke sig for dén oplevelse. Man er bare så glad for, at det overhovedet sidder på endnu. Siden Songs For Drella (1990) har jeg ikke haft ambitioner om at komme på hitlisterne. Og det var faktisk en befrielse. Siden har jeg lavet lige hvad jeg ville. Indenfor rammerne af den aftale, der eksisterer mellem mig og dem, der udgiver det, selvfølgelig. Men de har nu heller ingen urealistiske forventninger til bomærket Lou Reed. Det ser bare godt ud på deres trofæhylde. De er glade. Jeg er glad. Slut.«

FAKTA
Fem listige fra Lou
*Transformer (1972) Med David Bowie som producer og Mick Ronson som arrangør ramte Reed lige ned i tidsånden med sit eneste deciderede glam-album, der indeholder nogle af hans mest elskede sange: »Walk on the Wild Side,« »Satellite Of Love,« »Vicious« og »Perfect Day«.
*Berlin (1973) Her tages arven fra hans gamle gruppe The Velvet Underground op, så det basker. En dyster og storladen cyklus om et dysfunktionelt forhold mellem et speedvrag og en nymfoman. Det er ikke babysitter-musik. Snarere rockens svar på Hamlet. Sange som titelnummeret »Caroline Says,« »How Do You Think It Feels?,« og »The Bed« er blandt karrierens bedste.
*Coney Island Baby (1976) Et musikalsk frikvarter. Vel det tætteste Reed er kommet på en ’good-time’ udgivelse. Pladens akser er de to lange – over seks minutter – skæringer, titelnummeret og »Kicks«, der beviser, at to akkorder er nok, hvis man er en stor og grum digter samt genial vokalist (selvom han altså ikke kan synge).
*New York (1989) Efter at have gentaget sig selv på alle mulige mærkelige måder op gennem 80’erne, faldt brikkerne på plads med dette hans allermest vrede og politiske album, der gav Reed en kunstnerisk renæssance.
*Ecstasy (2000) Efter nogle ambitiøse, men også relativt tungsindige udgivelser op gennem 90’erne, satte Reed atter strøm til på dette medrivende album, der demonstrerede, at selvom man iler mod de 60, kan man godt vise de unge opkomlinge baghjul. Hamlet of Electricity, indeed. -lyn

*www.loureed.com

*Lou Reeds The Raven udsendes den 27. januar af Reprise/Warner som både dobbelt- og enkelt-cd. Den førstnævnte udgivelse vil indeholde alle aspekter af værket, mens enkelt-cd’en kun vil bestå af sangene.