Efter to års politisk nølen får Danmark en officiel mindedag for ofrene for folkedrab. Men som i resten af Europa har beslutningen rejst spørgsmålet om, hvad vi skal med en mindedag. Kan vi lære noget af historien?
Da den tyske filosof Walter Benjamin i 1936 reflekterede over Første Verdenskrig, tog han afsæt i de hjemvendte soldaters ansigter: »Bemærkede man ikke ved krigens afslutning, at folk kom tavse hjem fra fronten?« Da den spanske forfatter Jorge Semprúns skrev sin bog om Auschwitz Skriften eller livet havde han ikke spor lyst. Men det var, forklarede han, helt personligt valget mellem at skrive eller dø. Disse nedslag indrammer ikke blot det tyvende århundredes blodudgydelser, men også henholdsvis erfaringens nulpunkt og erfaringens uundgåelighed.
Diskussionen om en mindedag for ofrene for folkedrab både herhjemme og i resten af Europa har tilsyneladende været i samme dilemma: Hvordan drager man erfaringer? Som tidligere overrabbiner Bent Melchior sagde på et debatmøde i mandags: »Det skal ikke blot blive en rituel mindehøjtidelighed med skåltaler og hvad vi ellers har. Det skal være en dag, hvor vi skuer fremad og reflekterer over, hvordan vi kan undgå gentagelser.«
Derfor har man valgt navnet Auschwitz-dag. For at understrege, at man ikke blot mindes ofrene for Holocaust, ikke blot mordet på seks mio. jøder, men ofrene for alle grusomheder, der kan minde om folkemord. Det gælder også ofrene for krigen i eks-Jugoslavien, understregede debatmødet. »Jeg betragter ikke holocaust som et særligt jødisk anliggende,« tilføjede Bent Melchior.
Sjursens pres
Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier havde inviteret et panel til at diskutere mindedag. Melchior debatterede med historikeren Niels Arne Sørensen og filosoffen Peter Kemp. Centrets direktør, Uffe Østergaard, lagde for ved at afmontere historiens død: »Det er på mange måde en kamp om erindringen. Siden holocaust-benægterne sætter så meget ind på at fornægte hvad der skete, så må det jo betyde noget,« sagde han.
Den officielle markering af den 27. januar foregår på Københavns Rådhus med deltagelse af stats- og udenrigsministeren. Holocaust-centret lægger vægt på, at dagen skal bruges fremadrettet, og har derfor inviteret 300 gymnasieelever til emnedag på Københavns Universitet.
Selv om de fleste kan skrive under på de gode intentioner, har det ikke været uproblematisk at træffe beslutningen om en mindedag. Deltagerne i debatmødet sendte derfor en venlig tanke til Kristeligt Folkepartis Jann Sjursen, der har lagt pres på nu to statsministre, før beslutningen blev truffet i september. Initiativet blev taget for to år siden i Stockholm, hvor de europæiske regeringschefer forpligtede sig på en mindedag.
England indførte allerede sin sidste år en dag, men højtidelighederne kom til at stå i skyggen af en ophidset debat om, hvilke ofre der skulle mindes. Det var en politisk varm kartoffel, der kom i vejen: Et armensk krav om, at blive regnet med på listen over ofre. Den osmanniske stats massakre på armenierne i 1915 regnes af mange forforrige århundreds første folkedrab, men Tyrkiet afviser hårdnakket at anerkende det. Armenierne kom med på listen i noteform, men under højlydte tyrkiske protester.
Jalousi
Måske på grund af de britiske erfaringer blev deltagerne i mødet spurgt, om man kunne tale om en slags jalousi mellem ofrene. Det afviste de enstemmigt, og lige så kategorisk blev det afvist, at gøre mindedagen eksklusiv: Ofrene i Cambodja, Rwanda, Jugoslavien skulle mindes, og panelet underspillede de mere rigoristiske definitioner af begrebet folkemord.
Niels Arne Sørensen udtrykte bekymring for, om en mindedag blot ville blive en tom officiel gestus, sagde han, og fortalte om en kalender, hvor der under den 5. maj stod: Husk at sætte lys i vinduet.
»Det er et tegn på en mindedag, der ikke har det ret godt, og det er vigtigt at overveje, hvordan den 27. januar får reel betydning,« sagde han: »Man bør fokusere på bødlen, for det er den rolle vi alle kan havne i: Som udøvere,« sagde han.
Peter Kemp kom ind på samme emne: »Ville det ikke være bedre med en mindedag for drabet på jøderne? Nej. Det ville blot blive en anledning til at sole sig i selvtilfredshed: Det skete i et helt andet land og vi gjorde, hvad vi kunne.«
Han betonede vigtigheden af at kunne drage erfaringer, og pegede på historieløshed som en tendens i tiden: »Unge forbinder historiebevidsthed med noget ceremonielt. Selvrealisering er i dag blevet noget med at grave i sig selv indtil alt det gode dukker op som om vi ikke var en del af kulturen og historien. Det er en illusion,« sagde Peter Kemp.
*www.dchf.dk
