Læsetid: 2 min.

Hovedrengøring

15. januar 2003

Spot
I går var det 10 år siden, at højesterestdommer Mogens Hornslet kunne offentliggøre sin med megen spænding imødesete rapport om Tamilsagen.
I den anledning optrådte de konservatives daværende formand for retsudvalget, Grethe Fenger Møller, i går i TV2’s morgen-tv og fortalte om, hvor forfærdelig sagen havde været. Og hvordan hun fra den ene dag til den anden følte sig som en udstødt i Folketinget. Men at hun dog havde lært meget af hændelserne dengang.
Om de øvrige hovedpersoner i Tamilskandalen, der endte med at vælte den borgerlige regering, daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen, hans efterfølger H.P. Clausen og statsminister
Poul Schlüter, har lært noget, skal jeg ikke kunne sige. Men i dagens Gyldne Timer på DR2 bliver der i hvert fald mulighed for at genopleve nogle af sagens mest spændende øjeblikke.
Kort fortalt tog det, der skulle blive kendt som Tamilsagen, sin begyndelse i 1987, da den sri lankanske regering og oprørsgruppen De Tamilske Tigre sluttede fred. Efterfølgende ignorerede Ninn-Hansen alle gode råd fra sine embedsmænd og Direktoratet for Udlændinge og besluttede at nedprioritere eller helt stoppe familiesammenføringer for tamilske flygtninge.
Folketingets Ombudsmand iværksatte en undersøgelse efter at have modtaget flere klager. Så rullede sagen, og fire år senere måtte Schlüter tage konsekvenserne af den hårde kritik, som Hornslets rapport rettede mod ham, Ninn-Hansen og H.P. Clausen og lade regeringen træde tilbage.

Siden enedes Folketinget om at rejse en Rigsretssag mod Ninn-Hansen »for overtrædelse af Lov om ministres ansvarlighed,« som der står i Den Store Danske Encyklopædi. Og i 1995 blev han idømt fire måneders betinget fængsel, en dom, han forgæves ankede.
Grethe Fenger Møller blev også idømt betinget fængsel for at have afgivet falsk forklaring i undersøgelsesretten, og flere embedsmænd blev stærkt kritiseret.
I dagens Gyldne Timer på DR2 kan man først gense og
-høre Schlüters berømte tale om, at »intet var fejet ind under gulvtæppet,« som han holdt i 1989 under Folketingets førstebehandling af et forslag om at nedsætte en kommissionsdomstol i Tamilsagen.
I Mesterens sidste træk fra 1991 gennemgår tv-journalisterne Morten Løkkegaard og Jens Olaf Jersild, DR’s afgående blodhund, træk for træk Tamilsagen, der godt kunne minde om et kompliceret spil skak.
Og sidst, men absolut ikke mindst, får vi serveret det pressemøde i 1993, hvor Schlüter, der indtil da desperat havde klynget sig til sin taburet, kommer med sin første reaktion på den over for ham og regeringen stærkt kritiske Tamilrapport.
Se, det er godt tv!

17.40 DR2: Gyldne Timer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu