Læsetid: 2 min.

Hul på kokosnødden

Bådteatret holder sig flydende med skøn og skrap lille sag om dem og os
11. januar 2003

Teater
Han er godt ude at skide, for nu at sige det lige ud. I hvert fald er nydanske Nadir så edderspændt rasende, så han får konstant forstoppelse af det. Men han har også andet og mere i maven: en politiker.
Selv er han lige så mørk udenpå som de somali-ali’er og bus-perkere, der gør ham så hulens forbandet, fordi de ikke vil indordne sig.
Men han føler sig hvid indeni. Og lynhurtigt får han skabt sig en politisk platform hos et af de venstrefløjspartier, der gerne tager imod indvandrere, der giver sine egne tørt på uden slør.
At den sort-hvide selvforståelse naturligvis må briste, når fortiden banker på, kan ikke komme som en overraskelse i Bådteatrets »politiske radikal-komedie« Coconut, der er en lille, men befriende skæg sag.

Spindoctor-strigle
Sandt at sige lægger teksten bedre ud, end den slutter. Forestillingen fungerer absolut bedst, hvor satiren rammer indvandrerkonflikten i det store politiske rum. Så længe vor mand er på vej op. Alene en simpel oplæsning af Socialdemokratiets floskeltunge indholdsløse partiprogram på området er benhård morskab med mening. Men historien taber faldhøjde i takt med, at de private skæbnehistorier med tiden fylder mere, hvor sprælsk den end fastholder sine virkemidler. Og det gør den. For det lykkes instruktøren, Rolf Heim, at få godt hul på kokosnødden.
Det er endnu engang en rendyrket fornøjelse at se
Heims omtrent koreografiske arbejde med ord, der aldrig får lov til at stå i stampe.
Hvor dialogen undertiden bliver træg og trænger til ny energi, træder iscenesætteren til med kropsligt udfarende kraft, der giver teksten det rette med – og modspil.
Her er ingen fine fornemmelser, men veksles legende mellem hæmningsløs dans, maskespil, følelsesteater med alvorsminer og grovhakket satire.
Det er ret vidunderligt og temmelig livgivende. Dampen holdes oppe af de tre skuespillere på scenen, der serverer sagen med en passende skudefuld ironi. Janus Nabil Bakrawi har både desperationen, aggressionen og smartheden i kroppen som den utilpassede politikerspire, spændt op mellem baggrund og fremtid. Herligt sekunderet af den sitrende og drastisk skægge Marie Louise Wille, ikke ulig en ung Bette Davis, som sandelig får skabt en spindoctor-strigle, der vil noget.

Vil os noget
Iført ålestram nederdel og sylespidse hæle kaster hun sin hampre giftsnog ud i en fræk og underholdende politisk tango med indvandrerkandidaten, der kommer til tops ved at sige alt det, pølsedanskerne gerne vil høre, og demonstrativt sætte tænderne i flæskestegen.
I en sådan grad, at han lægger sig ud med familien og den klemte søster, som Laura Allen Müller giver en foruroligende nervøs tvetydighed. Samspillet slår gnister, så det sprutter.
Efter en tid med sofastykker fra privatsfæren er det blevet tid for det politiske bid. Her er i hvert fald en forestilling, lille knaldperle, der forsøger at kommunikere med den samtid, vi alle sammen befinder os midt i.
Den vil os noget. Og skønt den ikke rigtig formår at løse den hjemlige verdenssituation – pointen er vel nærmest, at der ingen nemme løsninger er – så er den et befriende slag i rødgrød og humus. Bådteatret vugger stadig!

*Coconut. Politisk radikal komedie af Paminder Singh, Rolf Heim og Janus Nabil Bakrawi. Iscenesættelse: Rolf Heim. Bådteatret til 1. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu