Læsetid: 5 min.

Ironman klædt i teflon

Fogh virker på næsten alle i oppositionen ikke blot som en skræmmende stærk ironman – nej, de synes ovenikøbet, han er klædt i teflon, idet end ikke de værste sager synes at hænge ved ham
18. januar 2003

Analyse
En af den tidligere regerings mest erfarne ministre måtte fornylig irettesætte et nyvalgt folketingsmedlem, som på et gruppemøde mente at have udtænkt et så spidsfindigt spørgsmål, at statsministeren måtte komme på glatis:
»Kære venner,« lød det fra den rutinerede eks-minister, »lad nu være med at tro på mirakler, for Fogh er ufattelig stærk. Vi skal ikke gøre os forhåbninger om at bringe ham ud af fatning foreløbig. Glem det.«
Han fortalte en historie til sine mindre erfarne partifæller: Som sportsinteresseret kan man blive dybt imponeret over en idrætsmand, som er fænomenal dygtig i en enkelt sportsgren. Endnu flottere er det at følge dem, som kan dyste på højt niveau i flere idrætsgrene som i triathlon. Helt utroligt bliver det i ironman-konkurrencerne, hvor en mand på godt otte timer skal løbe et marathon, cykle 180 kilometer og svømme 3,8 kilometer.
»Anders Fogh Rasmussen er simpelthen en sådan ironman. Han har en skræmmende styrke – og indtil videre skal vi ikke regne med at kunne slå ham på nogen felter,« lød analysen.
I den kommende uge fylder statsministeren så 50 år – indhyldet i enorm folkelig popularitet og europæisk succes – og han synes at kunne gå på vandet:
Den seneste meningsmåling, Greens i dagbladet Børsen, gav ny fremgang til Venstre. Mere end hver tredje ville stemme på partiet i dag – nemlig 34,5 procent. I parentes bemærket ikke færre end ti procentpoint flere end Socialdemokraterne – og mere end fire gange så mange flere stemmer end de konservative småbrødre. Ingen partileder har opnået så stor fremgang i nyere tid – og ingen statsminister har stået så fuldstændigt uantastet som Fogh i årtier.
Ude i verden opnåede statsministeren i den forløbne uge at lande på forsiden af Financial Times med sit budskab om, at EU’s ministerråd bør have en fast formand, som vælges af stats- og regeringscheferne. Det skete såmænd et par dage efter, at Líberation havde hyldet Fogh i en stor artikel for sit EU-formandskab:
»Den liberale statsminister Anders Fogh Rasmussen overraskede alle ved at vise en suveræn beherskelse af sagområderne og især en stærk politisk vilje,« skrev avisen, som roste ham for at have tilendebragt udvidelsen til tiden og endog skaffe flere penge til ansøgerlandene.
»Rasmussen har også formået at vise fasthed på det udenrigspolitiske plan, idet han nægtede at give efter for det amerikanske pres for optagelse af Tyrkiet eller det russiske pres vedrørende Kaliningrad,« fortsatte den franske avis.
Kunne Fogh overhovedet ønske sig det bedre?
Hyldet hjemme og ude – selvfølgelig ikke af alle, men dog af et for ham betragteligt og komfortabelt flertal herhjemme. Ja, selv de seneste par ugers voldsomme kritik af Bjørn Lomborg og hans Institut for Miljøvurdering preller fuldstændig af på danskerne. Og de ’sager’, som der har været så mange af i de snart halvandet år, VK-regeringen har regeret, betyder tilsyneladende intet – end ikke Farum-skandalen med Peter Brixtofte eller finansminister Thor Pedersens mange fadæser. Fogh virker derfor på næsten alle i oppositionen ikke blot som en skræmmende stærk ironman – nej, de synes ovenikøbet, han er klædt i te flon, idet end ikke de værste sager synes at hænge ved ham.
Det er ikke underligt, at oppositionens ledende kræfter er dybt frustrerede over at se, hvor solidt et tag statsministeren har i det store flertal af vælgerne. Hans evne til at kommunikere direkte, letforståeligt og stort set fri for de teknokratiske fraser, som så mange politikere forfalder til, vækker dyb beundring – og, naturligvis, dyb misundelse.
En tidligere topminister understreger, at Fogh som vel nok den eneste i dansk politik er i stand til at økonomisere med sine ord. Han er bedøvende ligeglad med at undlade at sige alle mellemregningerne og nuancerne, når han skal aflevere et budskab. Fogh lader gerne sine modstandere tale længe i debatter – bare han får lov til at sige en kort og præcis sætning…afsluttet, selvsagt, med det obligatoriske smil.

Naturtalent
Der er dem, der siger og tror, at den egentlige årsag til Venstres store succes – både ved valget og efterstående – skyldes den hær af spindoktorer, der angiveligt skulle styre Fogh. De tager fejl, hvilket hans kløgtigste politiske modstandere så udmærket ved. De husker nemlig, at Fogh som næstformand for Venstre under Uffe Ellemann-Jensen i virkeligheden også var sit eget partis uofficielle spindoktor. Han kan kort sagt selv – kommunikationsmæssigt er han et lysende naturtalent.
I oppositionen frygter man naturligvis, at Fogh beholder sin popularitet og helt uden problemer genvinder magten ved det næste valg, der senest kommer i 2005.
Hos de to partier, som gerne vil overtage ministerbænkene – Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre – går man dog ikke fuldstændig til i mismod. Ledende kilder i de to partier peger på tre forhold, der kan ryste Fogh og regeringen.
*For det første at regeringen når at blive indhentet af virkeligheden. At de mange løfter, som Fogh har givet, ikke kan indfries – eller i hvert fald ikke bliver opfattet som tilstrækkeligt indfriede.
De besparelser, som kommunerne har gennemført på daginstitutioner, folkeskoler og ældreplejen som konsekvens af skattestoppet, kan ramme populariteten hårdt. De skattelettelser, som Fogh har stillet danskerne i udsigt, kan også give store problemer, hvis de bliver opfattet som alt for små af kernevælgerne.
*For det andet at den økonomiske kurs bliver usikker. De internationale konjunkturer er ikke med Fogh – og hans finansminister står allerede så svækket, at danskerne næppe tror på, at han kan fremkomme med troværdige løsninger. Den uventede stigning i arbejdsløsheden – med 14.000 – vækker minder om Schlüter-tiden, da den borgerlige regering lod ledigheden løbe løbsk.
*For det tredje synes det lille regeringsparti – De Konservative – allerede på vej til at gå i panik. Partiet er gået tilbage ved hvert eneste valg siden sejren i 1984 – værst i 1998, da det blev halveret til dets nuværende småstatus. Partiformand Bendt Bendtsen havde selvfølgelig håbet, at den pondus, som ministertitler automatisk giver, ville have hjulpet til ny fremgang. Det er slet ikke sket – nærmest tværtom. Hans fortvivlede folketingsgruppe, der består af lige dele gamle tabere (som Helge Adam Møller, Pia Christmas-Møller) og nye, svage led (Charlotte Dyremose, Helle Sjelle med flere), krydret med et enkelt lyspunkt (Lars Barfoed), er begyndt at profilere sig på den eneste måde, de kan komme i avisen på: Med banal kritik af storebror i Venstre.
Spørgsmålet er, om de tre svage punkter – løfterne, økonomien og forsmåede konservative – er tilstrækkeligt til, at Foghs store forspring sættes over styr. Oppositionen synes ganske pessimistisk – og kigger ofte længere frem. Til den dag, hvor statsministeren som alle hans forgængere har siddet så længe, at vælgerne alene derfor vil se nye ansigter. Det vil sige ved det valg, der kommer efter det næste – engang i slutningen af årtiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her