Læsetid: 5 min.

Islamisk hakkebøf

Den franske indenrigsminister har presset de franske muslimer til at organisere sig. Det har indledt ’uenighedernes tid’ blandt islamister
17. januar 2003

(2. sektion)

Frankrig
I en forstad til Paris fulgte et ungt par fornylig deres datter til skole. Han havde skæg og tunika på. Hun bar slør. Lærinden forklarede dem, at hun havde gang i en række aktiviteter, så de forskellige kulturer bedre kunne forstå hinanden.
»Så vil De ikke nok tage en ret mad med, der er typisk for Deres land«.
Dagen efter mødte det unge par op med hakkebøffer med kartoffelmos. Lærinden sagde uforstående:
»Kunne De ikke have gjort Dem lidt umage«.

Faderen svarede:
»Min far var bosat i Frankrig. Jeg er født her. Det er min datter også. Det her land er lige så meget vores, som det er Deres.«
Denne lille historie kunne man den 22. december læse i det franske dagblad Libération. Anledningen var, at indenrigsminister Nicholas Sarkozy havde lagt pres på de forskellige muslimske organisationer, så de efter års tovtrækkeri omsider havde fundet sammen i en fælles organisation CFCM (le Conceil Français du Culte Musulman).
Historien illustrerer ganske godt, hvordan man i Frankrig ikke så meget står over for et valg om, hvorvidt man vil eller ikke vil integrere andre kulturer og religioner som over for at erkende den realitet, at de allerede er der. Og at de er franske.

En svær fødsel
I dagbladene kunne man læse, at den nye organisation CFCM »var blevet taget med tang«. Det var indenrigsministeren om at gøre at barsle med en demokratisk organiseret islamisk samtalepartner, som kunne bringe den franske islamisme ud i lyset og forhindre fundamentalistiske bevægelser.
Sarkozy er ikke den første indenrigsminister, der arbejder på sagen. Både socialistiske og højreorienterede ministre har i de sidste 20 år arbejdet på en muslimsk repræsentation, der svarer til den, som både katolikker, protestanter og jøder har. Den stærkt republikanske socialist Jean Pierre Chevènement, der var indenrigsminister under ministerpræsident Jospin, har sin del af æren for, at projektet endelig lykkedes. I januar år 2000, satte han en stor undersøgelse, Islam i Frankrig, i gang, med henblik på at »få islam op af kælderen og ud af garagerne«.
En af de opgaver, som den nye organisation CFCM står over for, er at skabe og organisere 1.500 kultsteder. Der findes ganske få moskeer i Frankrig. Mens katolikker, protestanter og jøder besidder utallige ejendomme og kultsteder, må muslimerne bede til Gud i kældre, porte og garager. De kultsteder, der opføres, henter især midler fra Saudi-Arabien, Algeriet og Marokko, og med pengene følger religiøs indflydelse. Det er ikke mindst denne indflydelse, det er enhver udenrigsministers mål at kappe linerne til.
Den 20. december satte Nicholas Sarkozy så de muslimske organisationer stævne til et 48 timers-møde på slottet Nainville-les-Rochers. Det var det 43. møde i den række, som Chevènement søsatte i 1999, og under store kvaler kom CFCM så til verden. Et skrøbeligt barn, hvis man skal dømme på de reaktioner, der siden har været i dagspressen. For ifølge ugemagasinet Nouvel Observateur har dannelsen af denne organisation, der sætter muslimerne på det politiske landkort i Frankrig, bragt uenighedernes tid tilbage.

Åbne diskussioner
»Før begivenhederne i New York og Washington vaskede man sit beskidte tøj inden for hjemmets fire vægge, langt fra de vantros ører. Men nu er debatten livlig, til tider ligefrem voldsom. Kritik og fornærmelser smælder i luften mellem lederne af de forskellige grene af islamismen.« Ikke mindst har det tvunget de større moderate muslimske bevægelser til offentligt at tage afstand fra de mere ekstremistiske.
Bag den facade af enighed, som muslimerne førhen holdt op som et forsvar mod vantro, er det en mosaik af gamle og nye og mere eller mindre radikale religiøse bevægelser, der tegner Islam i Frankrig.
»Profeten havde forudsagt det,« skriver Ali Laïdi i den temaartikel over 10 sider, som Nouvel Observateur helligede sagen i årets første måned.
»Hans efterfølgere ville dele sig i 73 sekter. Kun én af dem ville ikke komme i helvedet. Så hvem er det af dem, der slipper for at brænde i al evighed?«
Der er især en lille, men indflydelsesrig bevægelse, der er overbevist om, at det er alle de andre, der kommer til at brænde i helvedet. Det er de såkaldte ’salafister’. De er unge, de er kun nogle få tusinde, men de har sat sig for at forklare de fem millioner andre muslimer i Frankrig, at de er på gale veje.
Ordet ’Salafist’ kommer af salaf, der betyder gammel, og de unge salafisters alderdom består i, at de udelukkende forholder sig til profeten og hans tre første efterfølgere. For dem er koranen og sunna (profetens gerninger) den eneste reference. Der er ikke plads til den mindste fornyelse i deres kult. De står naturligvis helt uden for CFCM, da det på ingen måde er tilladt for en ’virkelig’ muslim at bedrive politik på vantro jord.
Det er især salafisterne, som de moderate, traditionelle muslimer nu offentligt tager afstand fra. Salafisterne møder op på de eksisterende kultsteder og rekrutterer tilhængere. Det har sat adskillige moskeer under mistanke for at huse terrorister, en mistanke, som moderate muslimer har svært ved at leve med.
»Se, sådan går det, når man tager imod fanatikere i vores moské. De har intet at gøre med islam,« lyder det vredt fra de troende i en moské i den parisiske forstad Argenteil, efter at moskeen var blevet hængt ud i dagbladet Le Parisien for at være et af de 16 steder, som antiterrorkorpset i særlig grad overvåger. Det er muslimerne selv, der angiver salafisterne. For, som en politibetjent udtaler det til Liberation, »så er det ganske rigtigt, at 60 pct. af franskmænd er bange for islam, men til gengæld er 100 pct. af muslimerne bange for denne angst.«

Intern beskyttelse
Det var uhyre vigtigt for Sarkozy at få CFCM på plads, inden der måske bryder krig ud mod Irak. For med dannelsen af CFCM får man marginaliseret de mest radikale elementer og dermed beskyttet Frankrig – indefra. Prisen har været, at der efter manges mening er indgået lige lovlig mange kompromiser, da Sarkozy for at afslutte mange års forhandlinger tog muslimerne som ’gidsler’. Magtfordelingen i toppen af den nye organisation er ikke fordelt demokratisk, men var fastlagt inden mødet. Et følsomt republikansk emne var kvinders repræsentation i den nye organisation. Der er sikret plads til seks ud af den 200 mands store generalforsamling. For det er især en ortodoks islamisme, der er repræsenteret i CFCM.
I sin bestræbelse på at ’tæmme’ en bredere fundamentalisme er især moderate grupper underrepræsenteret, mens en fundamentalistisk organisation som UOIF er højt placeret. Det kan vise sig at blive højst problematisk, når sammenslutningen i fællesskab skal udtale sig om ’hverdagsemner’ som f.eks., hvorvidt kvinder skal bære slør.
En af grundene til, at der indtil videre ikke har været større protester fra moderat hold, er måske, at CFCM beskytter muslimerne selv mod de andre franskmænds angst for islamismen. En angst, der ikke tager højde for, at det overvældende flertal af franske muslimer lever velintegreret, på grænsen af det ateistiske. Kun 10 procent af de fem millioner franske muslimer er religiøst aktive, og heraf udgør radikale grupperinger et mindretal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her