Læsetid: 3 min.

Ud i en jagt på nye ideer

Davos-mennesket befinder sig i en krise efter en bølge af skandaler i de seneste år, men måske er ideen om en global økonomisk humanisme ved at komme på mode
31. januar 2003

(2. sektion)

Perspektiv
Brasiliens centralbankchef, Henrique de Campos Meirelles, faldt på isen og brækkede anklen på World Economic Forums årsmøde i Davos, men nogle af de gamle skarpe kanter mellem nord og syd – mellem Davos og Porto Alegre – begyndte at tø op.
»Vi er en del af et globalt skæbnefællesskab. Hvis ikke vi gør noget ved fattigdommen og aids, så vil vi alle lide,« sagde WEF’s præsident, Klaus Schwab, da han tirsdag afsluttede seks dages ophedet debat i Davos.
Mens en krig mod Irak truede i horisonten og skabte usikkerhed blandt deltagerne – for hvor går verdensøkonomien hen? – kunne man fornemme, at der var en vilje til at sætte en ny dagsorden for globaliseringen. En række talere talte engageret for at skabe en ny økonomisk verdensorden.
»Lula bragte Porto Alegres passion til Davos,« sagde Irene Khan fra Amnesty International – for Brasiliens præsident, Lula da Silva, fik varme klapsalver på en engageret tale om kampen mod fattigdommen og om behovet for en ny økonomisk verdensorden.
Mexicos præsident, Vicente Fox, sagde, at »vi ikke kan lukke øjnene for de millioner af mennesker i verden, der lever i fattigdom. Vi kan ikke være blinde over for den voksende og dramatiske kløft mellem de rigeste og fattigste lande.«
Han erkendte, at »den markedsfokuserede udviklingspolitik er udsat for stærk kritik i mange verdensfora, og også her i Davos.« Men samtidig advarede han imod at destruere, hvad der er opnået og at opstille »falske dilemmaer mellem mere marked og en bedre stat«. Fox ønsker en ’ny økonomisk humanisme’, hvor de udstødte og fattige integreres. Han lå på linje på Lula, der ud over fattigdomskamp taler for fri handel, hvor også de rige lande afvikler deres protektionisme.

Profit på mindre
Ghanesh Nour, der er kampagnedirektør for Greenpeace i Indien, gav udtryk for en dyb pessimisme i en debat i NGO-forummet, The Public Eye on Davos: »Kemikoncernen Dow i USA fører allerede lobbykampagne for at 10-doble grænsen for dioxin emissioner. Den adfærd er et bevis på, at man ikke kan have tillid til, at selskaberne vil gøre noget godt for mennesker og miljøet. Det strider mod deres credo om profit for enhver pris. Ofte er regeringer magtesløse eller facader for selskaberne.«
Men langtfra alle var så pessimistiske. Bjørn Stigsson, præsident for World Business Council for Sustainable Development, sagde, at mange virksomheder har engageret sig i reduktion af energi- og ressourceforbrug, fordi det er en god økonomisk forretning for dem.
»Vi ved endnu ikke, hvad bæredygtighed egentlig betyder, og hvordan den skal måles, men vi bevæger os fremad,« sagde han.
Perus præsident, Alejandro Toledo, slog i Davos til lyd for, at verdensøkonomien og globaliseringen skal gives »et menneskeligt ansigt. (...) Hvis vi er ude af stand til at skabe værdige job og reducere fattigdommen, kan globaliseringen vanskeligt blive bæredygtig.«
Han og mange andre deltagere søgte efter nye pejlemærker i Davos. Det var måske ikke mærkeligt al den stund, at flere af de topstjerner, som Davos-mennesket tilbad og nærmest dyrkede som globale helte i 1990’erne, er fældet af skandaler i de sidste par år: ABB’s Percy Barnevik, Vivendi-Universals Jean-Marie Messier, Enrons Kenneth Lay og World Coms Bernie Ebbers, for bare at nævne nogle. Der er stadig dyre topfolk i business, som folk vil betale 10-30.000 dollar i Davos-gebyr for at høre, se og møde – f.eks. Novartis-chefen, Daniel Vasella, der har over 100 mio. kroner i årsindkomst.
Bill Gates, der i mange år har været en af Davos-stjernerne, tog dog ikke op på bjerget for at sælge Microsoft-software, men viste sig i stedet fra sin filantropiske side, da hans familiefond donerede 200 mio. dollar til bekæmpelse af livstruende sygdomme. Glamouren og heltedyrkelsen er død i Davos, men verdenseliten har kastet sig ud i en jagt på nye ideer. En ny økonomisk verdensorden er måske ved at komme på mode igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu