(2. sektion)
Filmkritik
Det startede allerede i 1911, hvor digteren Sophus Claussen i Politikens kronik skriver hjem fra Paris og advarer det danske filmmiljø mod alt for internationale aspirationer:
»De danske filmfabrikanter, som driver eksport, bør, så vidt gørligt, våge over lokalfarven,« skrev Claussen med adresse til Zentropa og Peter Aalbæk Jensen. Nåh, nej, det var nu Asta Nielsen-filmen Afgrunden, der fik Claussen til at tage til orde mod den internationale »maske« og »elegance«.
Journalistik og filmpolitik hang altså allerede sammen for et lille århundrede siden, og denne forbindelse gælder naturligvis især filmtidsskrifterne, der har en stolt tradition herhjemme.
Den uglesete filmkunst
Som en ny, spændende kunstart og underholdningsform måtte filmen selvfølgelig have sine særblade og fik allerede i 1912 det første, Filmen, redigeret af forfatteren Jens Locher. Og i 1919 kom Kinobladet.
I stumfilmperioden voksede den kritiske bevidsthed om filmens særlige udtryksform frem i både blade og bøger herhjemme, og i 1930erne fik vi nogle avancerede teoretikere i Theodor Christensen og Karl Roos, en dygtig pædagogisk skribent som Ebbe Neergaard og et dagbladskritisk talent som Ole Palsbo.
Men på tidsskriftfronten stod tingene i stampe helt til 1945, hvor det kristeligt funderede Kirke og Film kom i gang, efterfulgt af det mere æstetiske Film 48.
Sagen var, at nok havde pionerer som Ebbe Neergaard, Ole Palsbo, Frederik Schyberg, Harald Mogensen, Harald Engberg, Broby-Johansen og Ove Brusendorff i bøger og artikler slået mangt et slag for filmen som kunstart, men det havde langtfra ført til en anerkendelse på linje med de andre kunstformer.
Der var brug for kamptidsskrifter, men det var først, da Filmmuseets tidskrift, Kosmorama, i 1954 startede (i den fremragende filmkritiker Erik Ulrichsens redaktion), at der for alvor kom gang i en seriøs og polemisk sprængfarlig dansk filmtidsskriftudgivelse.
Kosmorama
Under lederoverskriften »Der er brug for os« indledte Erik Ulrichsen med at citere en kendt københavnsk filmanmelder for replikken: »Når jeg sætter mig ned for at skrive en filmanmeldelse, sørger jeg for intet øjeblik at glemme, at det er idioter, jeg skriver for.«
Bladet lagde fra starten en elitær, rendyrket æstetisk linje, ud fra grundtanken om, at »film kan være kunstnerisk betagende, at filmen kan være en kunstart.«
Og man kritiserede dagspressens tilbøjelighed til »at anlægge forskellige kvalitetsmål efter, om en film eksempelvis er dansk eller udenlandsk, om den lægger vægten på sang eller på det psykologiske. Kvalitet er kvalitet hvorsomhelst, afmagt er afmagt hvorsomhelst,« lød det strengt.
Inspirationen var Lindsay Andersons, Karel Reisz, Tony Richardsons og Gavin Lamberts engelske Sequence og Sight and Sound, der gødede jorden for det realistiske filmgennembrud i slut-50ernes engelske film. Et sådant kom kun i meget lille målestok herhjemme, men Erik Ulrichsens, Ib Montys, Werner Pedersens og Jørgen Stegelmanns 1950er-Kosmorama var et enestående entusiastisk og velskrevet kamptidsskrift for den gode filmkunst, hvis lys mange endnu ikke havde set.
Heltene var skikkelser som John Ford, Luis Buñuel, Jean Renoir, Gene Kelly-Stanley Donen, Fred Astaire, Akira Kurosawa, Orson Welles og det nye store håb Stanley Kubrick.
Det klæder tidsskrifter at være i frontlinjen og have passion bag argumenterne, og Kosmorama fik enorm indflydelse.
Et mylder af blade
Så stor, at kampen måtte betragtes som vundet, da film i 1960erne blev et universitetsfag og blev kunstnerisk salonfähig som aldrig før. Og nu begyndte små-tidsskrifter at myldre frem, mens Kosmorama gik over til større opsætning og fede særnumre. Rigtig skub i sagerne kom der i 1970erne, hvor Århus fik det analyserende MacGuffin (1972-86), 1000 øjne (1976-) informerede kyndigt, Sunset Boulevard (1971-78) tog sig af Hollywood-traditionen og Kinok (1972-73) af det marxistiske filmsyn. Men vigtigst var Kirke og Films mutationer (takket være Flemming Behrendt) væk fra kristeligheden, resulterende i det bredt favnende Levende billeder, der blev Kosmoramas eneste alvorlige konkurrent og et centralt medietidsskrift i Henrik Jul Hansens redaktion .
Den øde kampplads
Levende Billeder drog sit sidste suk i 1997, og Kosmorama, der netop har udsendt sit nummer 230, er nu mere en halvårlig (ofte fremragende) bogudgivelse end et egentligt tidsskrift.
Man kan så spørge, om den kamp for filmkritisk kvalitet, som Kosmorama indledte for små 50 år siden, virkelig er vundet?
Er dagbladskritikken ikke ofte lige så slap i koderne som for et halvt århundrede siden?
Er der ikke længere behov for det centrale uafhængige tidsskriftsforum for passioneret filmkritisk og filmpolitisk debat?
Hvorfor ligger kampladsen øde hen, mens markedspladsen for film-PR og pædagogisk oplysning er fyldt til bristepunktet?
