Læsetid: 7 min.

Klassekamp og hiphop

Det var brasiliansk musik, der gjorde instruktøren Curtis Hanson interesseret i at udforske hiphoppen nærmere, fortæller han her om sin nye film, ’8 Mile’, der har rapperen Eminem i hovedrollen
17. januar 2003

(2. sektion)

Interview
Som han sidder der helt klædt i sort og drikker grøn te, ligner 57-årige Curtis Hanson ikke en typisk hjemmedreng med alt, hvad dertil hører af for stort tøj, guldkæder og udfordrende fuck you-attitude.
Ikke desto mindre er han manden bag 8 Mile, en kritikerrost, succesfuld film om unge mennesker uden fremtid, hiphop og Detroit, der har musik af Detroit-fødte Eminem på lydsporet og den både berømte og berygtede hvide rapper i hovedrollen.
Det var dog heller ikke selve rapmusikken, men det, rapmusikken symboliserer, der til at begynde med tiltrak Hanson ved Scott Silvers manuskript.
»Det var muligheden for at gå ind i og udforske denne verden og lade min nysgerrighed guide mig, der gjorde mig interesseret,« siger Hanson, der i anledning af Europa-premieren på 8 Mile tager imod på det fashionable Hotel Amstel Intercontinental i Amsterdam, byens svar på d’Angleterre.
Han er en spinkel, dynamisk herre med gråt hår og daggamle skægstubbe, og selv nu, måneder efter filmens amerikanske premiere, synes han at kunne mønstre en vis begejstring, når han taler med pressen om sin nye film.

Hiphoppens rødder
»Jeg ville se, hvordan det er at være et ungt menneske i den verden og finde ud af, hvad de gør med deres liv, når alle de traditionelle retningslinjer enten er ikkeeksistende eller ikke til at stole på: familien, de gode skoler, kirken, lokalsamfundet.«
»Jo mere jeg fandt ud af, jo mere blev jeg optaget af den verden, og jeg besluttede mig for at lade historien foregå i Detroit i 1995. Det var et tidspunkt i historien, hvor hiphop var stort og havde en masse energi, men den var endnu ikke eksploderet ud over alle aspekter af kulturen. Og på det tidspunkt gav det stadig mening at tale om det usædvanlige i, at en hvid dreng prøver at udtrykke sig gennem rappen. Siden har Eminem jo selv ændret på det.«
Hanson var ikke den store kender eller fan af rap, da han gik i gang med 8 Mile, og han erkender, at havde det ikke været for en håndfuld rejser til Brasilien, så ville han nok ikke have lavet filmen.
»I Brasilien, og i Brasiliens slumkvarterer, ser man hele livet ganske tydeligt. Det hele findes dér, ganske nøgent. Mennesker bor under forfærdelige forhold, men samtidig med, at der er alle disse negative ting, så findes der en utrolig ånd og musik og dans, som kommer fra slummen. Det fik mig til at tænke på hiphop, og hvor den kommer fra.«

Sande følelser
Hanson fik snart øjnene op for, hvordan det etablerede samfund har forsøgt at ignorere hiphop. Men, siger han, »hiphoppen forsvandt ikke, den blev større. Og den blev større, fordi de følelser, som udtrykkes, er sande, og i enhver kunstart, når følelserne er sande, så transcenderer den grænser, det være sig økonomiske, racemæssige eller geografiske.«
Det forklarer også, hvorfor en midaldrende filminstruktør med sans for det menneskelige drama kunne tænde på en historie om en nogle og 20-årig, hvid motormouth, der prøver at begå sig i en sort hiphop-verden. Og hvorfor den historie, der tager udgangspunkt i et socialt forarmet Detroit, Michigan, har en god chance for også at appellere til et både kulørt og mælkehvidt dansk publikum.
»Scott Silvers originale manuskript er skrevet i håbet om, at Eminem ville spille hovedrollen. Så det er skrevet til ham og foregår i Detroit,« siger Curtis Hanson, der i et par af sine seneste film både har fortalt gode historier og portrætteret så forskellige byer som Los Angeles og Pittsburgh.
»Men skildringen af Detroit var noget vag, og historien kunne have foregået i hvilken som helst større, amerikansk by. Da jeg så tog til Detroit for at lære Eminem at kende og finde ud af, om jeg mente, at han kunne spille rollen, kendte jeg kun lidt til byen fra et par tidligere besøg. Men gennem at tilbringe tid sammen med ham lærte jeg at se på byen og hans verden på en anden måde.«

Klasse, ikke race
Detroit er den amerikanske bilindustris arnested og en af landets rigeste byer, alligevel er den fyldt med fattige mennesker – lidt af et paradoks, mener Hanson.
»Mange af Detroits problemer kan man finde i alle andre amerikanske byer, i Detroit er de bare mere dramatiske,« siger han.
»Selve byen er sort, men forstæderne er hvide, og det er meget bemærkelsesværdigt. 8 Mile er både filmens titel og en vej i byen, en fysisk skillelinje, som ikke kun adskiller bycentrum fra forstæderne, men også sorte fra hvide. Og i hiphoppens verden skiller den det, der er virkeligt, fra det, der er falsk.«
»Når man kender til skillelinjen og ved, hvad filmen handler om, så tror man, at det er en historie om race. Men det viser sig at være en historie om klasse. Her er en by, der engang var hjertet i det industrielle Amerika, og som lovede en fremtid til alle, der kom dertil, og nu lover den ikke ret meget.«

Fakta og fiktion
Curtis Hanson prøvede at få så meget af Detroit ind i manuskriptet og være så detaljeret som muligt.
»Mit fremmeste mål med filmen, sammen med production designeren og fotografen, var at præsentere så sand en version af den verden som muligt.«
Og da det er den verden, som Eminem, døbt Marshall Mathers III, er vokset op i, kom filmen naturligt til at berøre rapperens eget liv, uden dog at blive (selv)biografisk af den grund.
»Selve handlingen er fiktion,« siger Curtis Hanson.
»Eminem har aldrig arbejdet på en metalvarfabrik som Jimmy Smith i filmen, han har heller ikke brændt et hus ned, som det sker i filmen – selv om mange mennesker i Detroit har brændt huse ned. Men der er et følelsesmæssigt sammenfald med hans liv.«
»8 Mile er historien om en ung mand, som er fan af den musik, har ambitioner i den verden og bærer på en masse følelser, vrede, frustrationer, usikkerhed, som han ikke ved, hvad han skal gøre med. Og så finder han ud af at kanalisere dem ud gennem sin kunst – det er det samme for Eminem som for mange andre kunstnere.«

En lang proces
En af de store udfordringer for filmen – både for Hanson og Mathers – var at få en dramatisk troværdig præstation ud af den 30-årige rapper. Midlet var blandt andet en prøveperiode på seks uger – usædvanlig lang tid på en Hollywoodfilm, men det var nødvendigt, fortæller Hanson, der først prøvede med Eminem alene og så hentede de andre skuespillere ind.
»Målet var at få ham til at stole på mig, men også stole på sig selv og slippe det hele. Nogle mennesker siger, at han har optrådt så meget på scenen og spillet karakterer som Slim Shady, at det må være nemt for ham. Men den form for optræden er det modsatte af, hvad jeg ville have ham til at yde,« siger Curtis Hanson, som tidligt gjorde det klart over for Eminem, at han ikke var interesseret i at lave en to timer lang musik-video.
»Jeg ville have ham til at yde en præstation, hvor vi skrællede alt det kunstige væk, så man så hans sande jeg. Og det krævede et miljø, hvor han følte sig tryg for at gøre det. De andre skuespillere hjalp, og især Kim Basinger (hun spiller Eminems mor i filmen, red.) var en stor hjælp.«
»Kim er ude af stand til ikke at give sig 100 procent, og jeg så, hvordan Marshall, der havde øvet replikker med de andre, pludselig reagerede på denne totale følelsesmæssige ærlighed. Jeg så ham vokse med opgaven og være klar over, at han voksede med opgaven. Da vi var færdige med scenen, satte han sig ned med et lille smil om læberne og sagde, ’jeg begynder at kunne lide det her skuespiller-halløj.’«
»Det var en lang proces.«

Personlige film
Umiddelbart er der et stykke vej fra 8 Mile til Hansons øvrige film, der tæller blandt andet Hånden på vuggen, River Wild, L.A. Confidential og Wonder Boys. Selv kalder han dem alle karakterstudier, skildringer af mennesker, som »udforsker og kæmper for at blive bedre udgaver af sig selv.«
Men instruktøren, der indledte sin karriere med kritik og manuskriptskrivning, medgiver gerne, at der skete et skift mellem de håndværksmæssigt solide, men ikke så interessante 90’er-thrillers, Hånden på vuggen og River Wild, og de meget mere engagerede dramaer, L.A. Confidential og Wonder Boys.
»På grund af den publikumssucces jeg fik med River Wild og især Hånden på vuggen, blev jeg i stand til at lave en film, som virkelig var et labor of love, en personlig film, og jeg fik lov til at lave den helt, som jeg ville, fra start til slutÇ denne ene,« siger Hanson.
Heldigvis for ham klarede både den og Wonder Boys sig godt, hvorfor han stadig får lov til at lave de film, han har lyst til – som f.eks. 8 Mile.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu