Læsetid: 2 min.

K'NYT

8. januar 2003


Rekordsalg af bibler
*2002 blev et rekord år for Det Danske Bibelselskab. I nyere tid er der aldrig solgt så mange eksemplarer af Bibelen og Det Nye Testamente som i det forgangne år, bortset fra da den nye bibeloversættelse udkom i 1992. I 2002 blev der solgt 30.760 bibler og 26.944 nytestamenter via danske boghandlere. Herudover uddelte Bibelselskabet i samarbejde med landets kriker 17.262 bibler til danske skoler.
Stigningen i bibelsalget bunder ifølge generalsekretær for Det Danske Bibelselskab, Morten Aagaard, i en markant stigende interesse for Bibelen og de bibelske fortællinger. »Danskerne er igen optaget af værdier, optaget af hvordan vi lever vores liv som enkeltpersoner og som samfund. Det er klart, at debatten om Koranen, muslimske værdier og samfundssyn er med til at skabe interesse for åndelige og moralske værdier også i den dansk befolkning,« siger han til Ritzau. Også salget af Koranen er steget markant efter terrorangrebene i USA 11. september 2001.

Kommer snart til en kirke nær dig
*Siden oktober har man i biografen i Sorø på Sjælland kunnet se reklamer for de lokale kirkers søndagsgudstjenester. Derudover er der ophængt plakater med samme motiv på bl.a. biblioteket.
»På denne måde er kirken med i dagligdagen på en sober måde. Samtidig signalerer vi med reklamen, at kommunens folkekirker er en enhed,« siger initiativtager til den usædvanlige markedsføring, sognepræst Lars Poulsen. Foreløbig er der ingen målbar effekt på, om initiativet har hjulpet til at trække flere mennesker i kirkerne, men ifølge Lars Poulsen fortsætter reklamerne i biografen på ubestemt tid. ritzau

Danske film til festival
*To danske spillefilm, der først vises i de hjemlige biografer senere på året, deltager begge i hovedkonkurrencen på den internationale filmfestival i Göteborg. Det drejer sig om Nicolas Winding Refns første engelsksprogede film, Fear X med John Turturro i hovedrollen, samt om Lykkevej, instrueret af Morten Arnfred med Birthe Neumann som omdrejningspunkt. Fear X præsenteres første gang for publikum ved festivalen i Sundance i USA senere i denne måned.
Festivalen i Göteborg finder sted i dagene 24. januar - 3. februar. Uden for konkurrence vises bl.a. to danske spillefilm fra slutningen af 2002, Nils Malmros’ At kende sandheden og Helle Ryslinges Halalabad Blues.
ritzau

Rock-kunst udstilles
*En af de største eksisterende samlinger af ’rock art’ udstilles nu på Sotheby’s i London frem til 19. januar. Udstilligen bærer titlen Inspirational Times, og er sammensat af omkring 300 malerier, tryk og plakater, der byder på nogle af de mest indfydelsesrige navne i musikhistorien,
heriblandt Rolling Stones, The Doors og The Beatles.
Samlingen, der repræsenterer udviklingen af ’rock art’ siden 1960’erne fra beatmusik til punk via psychedelia, er udlånt af mode impresario Peter Golding, skriver BBC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her