Læsetid: 2 min.

Kolde fødder

’Norway.today’ tør ikke komme så tæt på klippekanten og selvmordet, som stykket lægger op til
11. januar 2003

Teater
Idéen er frisk: En pige leder efter en, der vil begå selvmod sammen med hende. Hun leder på nettet, selvfølgelig, og hun finder en fyr, der gerne vil, selvfølgelig.
Men så snart Julie og August forlader deres tomhedsdebat i deres :–) fyldte chatroom, fryser den dramatiske idé fast oppe i de norske fjelde, hvor det hele måske foregår. Tomheden overmander teksten. Måske har den 38-årige schweiziske dramatiker Igor Bauersima slet ikke overvejet, at det faktisk er væsentligt for publikum at vide, hvorfor disse to unge så gerne vil ’stå af’. Eller måske har han skrevet stykket som en dramateknisk opgave, hvor man skal ’anvende filosofiske citater på en dagligdags måde’; Kant er med på en kejtet kigger.
Der er mange essentielle ting, der er svære at forstå undervejs, for når man sidder på Husets Teater, føler man sig egentlig godt underholdt. Ikke mindst fordi Thure Lindhardt spiller så fabelagtigt. Hans ansigt kan forvandle sig fra mislykket nørd til sejrende elsker, og hans insisterende vandfaldssnakken gør ham til en perfekt symbolfigur for tidens mand med tvivlen intakt. Lene Maria Christensen spiller hans selvmordsfe med både kontrollerende kulde og forsmåede drømme i sin muskelspændte krop. Hun er sat til at spille hårdkogt krampe, men får heldigvis lov til at vise flere nuancer og lade sig blødgøre i forestillingens mest poetiske scene, da forelskelsen alligevel overmander de livstrætte.
Her kulminerer Marianne Nilssons bjergglatte scenografi og glider over i Bo Tengbergs smukke dobbeltvideo, der skaber den nærhed og sårbarhed, som teksten selv er så fremmed over for.

Pinex-pinsler
Instruktionen af Kim Bjarke virker yderst loyal mod teksten. Men det er mystisk at overvære en forestilling, hvor den sidste halve time ikke flytter andet end et videokamera fra hånd til hånd. Især fordi forestillingens emne basalt set er så vigtigt – hver uge lykkes det for en ung dansker mellem 15 og 24 år at begå selvmord, hævder statistikken i teatrets tankevækkende studiemateriale om selvmord. (Nej, man falder ikke i søvn af at tage 100 Pinex. Man får bare enorme smerter i flere dage, inden man dør af sin forgiftning...).
Problemet er, at stykket får fjeldkolde fødder undervejs og faktisk ikke tør komme så tæt på klippekanten og selvmordet, som det lægger op til i begyndelsen. Slutningen er en klumpet ’jeg-tager-ikke-stilling-alligevel’-løsning på en dramatisk tekst, der ikke holder sne.
For deres jævnaldrende tilskuere vil Thure Lindhardt og Lene Maria Christensen nok rykke mere end replikkerne. De to skuespillere er castet med præcis sans for deres udstråling af du-har-alle-mulighederne-unge anno 2003: Unge uden lyst til andet end tomhed.

*’Norway.today’ af Igor Bauersima. Oversættelse: Niels Barfoed. Instruktion: Kim Bjarke. Scenografi: Marianne Nilsson. Video: Bo Tengberg. Husets Teater til 8. feb. www. husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu