Læsetid: 3 min.

Det ku’ ikke ske i Hvidovre

Den socialdemokratiske borgmester i Hvidovre havde let ved at overbevise det socialdemokratiske byrådsmedlem fra Farum om, at ’den slags kunne ikke ske her’
17. januar 2003

Borgmestervin
»Jeg kan nemlig ikke særlig godt lide rødvin«
Til behersket indforstået moro kom Hvidovres borgmester med sin forklaring på, hvorfor Farum ikke er Hvidovre. Eller omvendt.
Kun spejlkuglen i loftet brød illusionen om at være til et godt gammeldags vælgermøde, som de tog sig ud i gamle dage i det lokale forsamlingshus, nu hvor over 100 primært ældre politisk interesserede borgere var mødt op for at høre en god gammeldags debat. Spejlkuglen og så måske også rygepolitikken, der forbød rygning i det tætte lokale. Og så selvfølgelig det faktum, at alle var fra det samme parti, så det blev lidt småt med debatten.
Men de skulle i hvert fald diskutere, om ’det der i Farum’ kunne ske i Hvidovre. Den socialdemokratiske borgmester, Britta Christensen, var mødeleder, og lad mig allerede her afsløre, at det mente man ikke, det kunne.

Vin ad libitum
AOF i Hvidovre havde således onsdag aften fulde huse til arrangementet »Farum ad libitum«, hvor det socialdemokratiske byrådsmedlem Sabine Kirchmeier-Andersen berettede om »Farum til hverdag og fest«, og hvor borgmester Britta Christensen skulle debattere »forskelle og ligheder mellem de to mønsterkommuner«, som det hed i en lille gul folder.
Sabine Kirchmeier-Andersen er kendt, sammen med SF’eren Helene Lund, som ’hende den gode fra Farum’ over for ’ham den onde’.
Og ligesom for at føje spot til skade og gnide salt i såret blev der til arrangementet »i bedste Farum-stil«, blev der sagt, trakteret med gratis rødvin. Ad libitum.
Sabine Kirchmeier-Andersen fortalte om sin politiske kamp mod Brixtofte-medløbere i sit eget parti, og om de gange hun »fór i blækhuset« for at rykke sin borgmester for oplysninger eller klage til Tilsynsrådet. Og undervejs kom hun med hårrejsende fakta, der endnu engang kunne få folk til at ryste forarget og vantro på hovedet.
Stadion med plads til 12.000 i en by med 18.000 indbyggere, Venstregruppens forretningsmiddage til 120.000 kroner og privat brug af borgmesterbilen var blot nogle af de nederdrægtigheder, der har fundet sted og nu er lagt Farums skatteborgere til byrde. Og det er især synd for børnefamilierne, fik vi at vide.

’Hvor var Ældrerådet?’
Hver opremsning blev mødt med himmelvendte øjne fra hele salen, hvorefter tilhørerne kiggede ned, rystede på hovedet og sagde til sidemanden, at »det lyder helt utroligt, det der«. Britta Christensen konstaterede blot tørt, at noget nogle gange kan blive så absurd, at det er morsomt – »når det er i en anden kommune« – og skyndte sig at fortælle, at hun ikke har nogen borgmesterbil og stort set kun kører i taxa for egen regning.
En dame rejste sig under spørgerunden.
»Nu har jeg siddet i regnskabsafdelingen i Hvidovre kommune i 30 år. Og det var aldrig gået her i Hvidovre.« Og det var jo godt at høre, syntes de to paneldeltagere.
En mand ville vide, hvor længe ham Poul Brixtofte ville have fortsat, hvis han ikke var blevet afsløret, og en dame, der hed Elinor, kunne ikke forstå, hvor Ældrerådet – kommunens vagthund – var henne i sagen. Sabine Kirchmeier-Andersen var enig i, at Ældrerådene er gode til at holde myndighederne i ørerne, men kom med et forsigtigt gæt på, at gratis pensionistrejser havde lagt en vis dæmper på de kritiske røster i Farums tilfælde.

Slås for børnefamilierne
Britta Christensen fortalte i den anledning en anekdote om ældre Hvidovre-borgere, der også ville ud at rejse »ligesom dem i Farum«, og Sabine Kirchmeier-Andersen sagde, at hun hellere vil sende børnefamilierne sydpå, fordi det er dem, det er mest synd for.
Sabine Kirchmeier-Andersen er en stædig kvinde.
»Det værste er at skulle slås med sit eget parti,«fortalte hun med henvisning til en intern fraktionskamp for eller imod Brixtoftes linje.
»Det var meget hårdere end tiden med Farum-skandalen.«
Hun gik i sin tid ind i politik, fordi hun blev gravid og ville slås for børnefamiliernes tarv og for at holde hånd i hanke med børneinstitutionerne.
Med en farvestrålende AOF-plakat i ryggen, hvor der stod »Alt kan læres« blev vi alle lidt klogere på de erfaringer, man har gjort sig i Farum.
»Det handler om at have medarbejdere, man kan have tillid til, og som giver modspil,« sagde hun. Og med en plakat bag sig, hvor der stod »Motion« var Britta Christensen enig og tilmed glad for at se en partikammerat, der i den grad havde holdt fanen højt, når det gjaldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu