Musical
Der er både til gården og til gaden i Gladsaxe Teaters opulent underholdende opsætning af Joe Masteroffs moderne musicalklassiker Cabaret med dens uforglemmelige sange af John Kander og Fred Ebb. Udødeliggjort på celluloid
i Bob Fosses film af samme navn med den suveræne Liza Minelli
i den bærende hovedrolle som sangerinden Sally Bowles, et flagrende og fortabt pigebarn med fast engagement på den dekadente berliner-kabaret The Kit Kat Klub i tiden lige op til nazisternes magtovertagelse i de tidlige 1930ere, udgøres det kødfuldt overdådige og moralsk anløbne på Gladsaxe af de seks seje sild, der udgør ensemblet The Kit Kat Kittens.
Der er tale om blide, naturlige pigebørn som Rosie, Lulu, Fritzie, Helga, Linda, Frenchie og Texas, der hver især nok skulle kunne få en potentiel svigermor op af stolen, da de er majet ud på en måde, der kunne få selv derangerede gadeludere til at tage sig respektable ud. De er med til at give forløbet et strøg af hedonistisk dekadence i en by, hvor sædernes forfald er til at tage og føle på, og enhver seksuel tilbøjelighed åbenlyst kan erhverves for penge.
Sammen med det svingende kvindeorkester, anført af en veloplagt Sascha Dupont, den som helhed vellykkede koreografi, de flotte kostumer og teatrets scenografisk troværdige totalforvandling til The Kit Kat Klub, er de med til at holde underholdningsværdien oppe fra start til slut. Hvad angår det visuelle, er det en overdådig overstilling, der tilmed trykker sømmet i bund fra første scene.
Født til rollen
De seks syngedansepiger cirkler uafbrudt om stykkets kraftcenter, den manisk udfordrende konferencier, en figur, der går i ét med Troels Lybys skikkelse aftenens bedste præstation, i noget nær verdensklasse og en total triumf for Lyby, der synes at være født til rollen, som han fylder helt ud med lige dele diabolsk uskyld og fornem fingerspitzgefühl for figurens amoralske grundkarakter.
Han er til stede i stort set hver eneste scene, enten som absolut centrum eller en art mimende kommentator på sidelinjen; man mindes i den forbindelse om, at en gestus kan sige mere end tusinde ord. Det er imponerende, men også med til at stille stykkets svagheder i relief, thi intet andet i det lange forløb matcher for alvor Lybys dragende figur, der har os i sin hule hånd fra første sekund, den vidunderlige velkomstsvada, »Willkommen«. Han lyser som et fyrtårn hele vejen igennem og er alene billetprisen værd.
Slidt og fordrukken
Stykkets anden afgørende hovedperson, Sally Bowles, spilles af den folkekære og ofte overbevisende Paprika Steen.
Spilles og spilles
der er så meget Paprika Steen i denne præstation, at man fristes til i stedet at kalde det en indsats i stedet. For Steen giver den immervæk hele armen og hendes Bowles er da også både mere slidt og fordrukken end Minellis, en skuespillerinde Steen hverken synger eller danser lige så godt som; til gengæld lægger hun alt, hvad hun har at gøre godt med i rollen, uden dog for alvor at gøre Bowles til et menneske for vores øjne.
Da Steen ikke for alvor formår at give denne maniske og kompulsive synge- og glædespige dramatisk fylde eller patos selvom hendes figur er hamrende patetisk! trækker hun i høj grad på sin comedienne-side, hvilket er skægt sine steder og malplaceret andre.
Kærlighedshistorien mellem hende og landsmanden, forfatteren Clifford Bradshaw der med lodder og trisser fremmanes af Jan Meyer, hvis tendens til overspil hele tiden truer med at forvandle figuren til ren stereotyp bliver derfor hverken troværdig eller overbevisende, hvormed stykkets dramatiske fremdrift tabes på gulvet. Ligesom man må spørge sig selv, hvorfor der gøres så meget ud af Bradshaws biseksuelle tendenser i første akt, når de aldrig bruges til noget i andet?
Troværdig kærlighedsaffære
Til gengæld tror man på kærlighedsaffæren mellem parrets værtinde, den slidte pebermø Fräulein Schneider værdigt underspillet af Malene Schwartz og en af hendes lejere, den ældre jødiske frugtbodsindehaver Herr Schulz, spillet med elan af John Hahn-Petersen.
Kender man kun filmen, vil dette sidespor være én ubekendt, men det er i denne triste sidehistorie, stykket indarbejder den
fatale betydning af den støt voksende nazisme i datidens Tyskland.
Kunne parret have nøjedes med deres replikker, ville det nok være blevet forløst på det smukkeste, men desværre synger de mange af stykkets sange, hvoraf kun »Giftes« kendes fra filmen. Ingen af sangene er specielt mindeværdige og kan Schwartz lige hive den hjem på point, er Hahn-Petersen en hjælpeløs sanger.
Energisk og kulørt
Historien virker tilmed påklistret, og det lykkes ikke instruktøren Flemming Enevold at give den den dybde, der er påkrævet for seriøst at anfægte tilskueren, trods dens bittert tragiske dimensioner, eftersom den udspiller sig i en af de allermest afgørende faser i europæisk historie. Oven i købet i brændpunktet for de begivenheder, der siden skulle sætte hele kontinentet i flammer. Ikke ulig det glittede program, der glimrer ved flotte billeder og ikke én linje tekst, bortset fra de credits, der nu skal stå der.
Kort sagt fungerer forestillingen som et billedhidsende og ramasjangpræget stykke underholdning med mange højdepunkter Lybys numre stråler og Paprika Steen vinder på entusiasme fremfor fortolkningsevne hvor ensemblet som helhed slider og slæber det bedste, det har lært, med mange fine tableauer til følge.
Kunstnerisk, derimod, stikker den ikke dybere end en vandpyt og matcher på intet niveau Bob Fosses fabelagtige film og dets tilhørende ypperlige lydspor der stadig vil sidde på net- og trommehinde, når støvet fra denne i øvrigt energiske og kulørte forestilling har lagt sig.
*Cabaret. Manuskript af Joe Masteroff. Tekst og musik af John Kander og Fred Ebb. Iscenesættelse & oversættelse: Flemming Enevold. Scenografi & kostumer: Marie Dali & Steffen Aarfing. Koreografi: Bill Holmberg. Kapelmester: Sascha Dupont. Gladsaxe Teater
