Læsetid: 2 min.

Kun briterne har brugt koppevirus i krig

Og i dag er det USA, der mod-sætter sig en aftale, der kan effekti-visere forbudet mod biologiske våben
6. januar 2003

Koppehistorie
Det var hverken irakere eller russere, der kom på den tanke, at det stærkt smitsomme koppevirus kan bruges som et dødbringende våben mod en ydre fjende. Det var briterne, der som de første fik blik for viruset som våben. Og det er briterne, der som de eneste faktisk har brugt det i aktiv krigsførelse.
Begivenheden ligger tilbage i det 18. århundrede, da Storbritannien havde afsluttet sin krig med franske styrker og disses indianske forbundsfæller om det territorium, der endte med at blive Canada. I 1763 indledte indianerlederen Pontiac en belejring af et af de britiske forter, og under belejringen sendte de britiske styrkers øverstkommanderende, Sir Jeffrey Amherst, en forespørgsel til sin underordnede på stedet, oberst Henry Bouquet: »Kan der ikke udtænkes en måde at overføre kopper til disse fjendtligtsindede indianerstammer? Vi må bruge ethvert middel i vor magt til at decimere dem.«
Obersten svarede: »Jeg vil prøve at besmitte dem med nogle tæpper, som kan falde i hænderne på dem, og passe på ikke selv at blive udsat for smitten.«
Som skrevet, så gjort, og kort efter florerede koppesygdommen i den indianske stamme, som ingen modstandskraft havde.
Angiveligt brugte briterne igen koppeviruset i 1775, da amerikanske styrker forsøgte at befri Quebec fra britisk kontrol. Immuniserede civile bærere af koppeviruset blev bragt i kontakt med de amerikanske soldater for at inficere dem, og få uger senere spredte en koppeepidemi sig med flere tusind af de amerikanske soldater som ofre.
Under Anden Verdenskrig undersøgte både briterne og amerikanerne mulighederne for at bruge koppeviruset som biologisk våben, men opgav tanken, fordi koppevaccine på det tidspunkt var så udbredt, at et biologisk angreb næppe ville være særlig effektivt.

USA mod aftale
Allerede i 1925 havde en række lande underskrevet Geneve-protokollen, der forbyder brugen af biologiske masseødelæggelsesvåben. Det afholdt imidlertid hverken USA, Storbritannien, Rusland, Kina eller en række andre lande fra fortsat at udvikle biologiske våben, heriblandt miltbrand.
I 1969 annoncerede USA’s præsident Richard Nixon et ensidigt og betingelsesløst amerikansk stop for biologiske våben, og det førte i 1975 til Konventionen mod biologiske våben, som forpligter de undertegnende lande til hverken at udvikle, besidde eller bruge sådanne våben.
Konventionen forbød imidlertid ikke defensiv forskning med henblik på udvikling af vacciner og medicin mod biologiske våbenangreb, og den indeholdt heller ikke regler for inspektion, der kunne sikre forbudets overholdelse. Derfor har der hele tiden været frygt for, at nogle ville fortsætte den biologiske våbenproduktion under dække af medicinsk forskning og udvikling, sådan som f.eks. Rusland vides at have gjort det.
Af den grund blev der i 1994 indledt forhandlinger om en juridisk bindende protokol, der via regelmæssige inspektioner og indberetningsaftaler kunne styrke efterlevelsen af konventionen, som 145 lande havde tilsluttet sig.
I juli 2001 meddelte den amerikanske Bush-regering imidlertid overraskende, at USA ikke vil være med, og det fik forhandlingerne om en protokol til at kollapse.
Forhandlingerne er senest forsøgt genoptaget i november 2002, men da alt arbejde under konventionen forudsætter enighed, indebærer USA’s fortsat kategoriske afvisning af en protokol, at der formentlig intet sker i sagen, før parterne ifølge konventionen skal mødes igen i 2006.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu