Læsetid: 5 min.

Kvinder skal bag kameraerne

Hvorfor var kun 13 procent af de seneste 10 års svenske spillefilmdebutanter kvinder? Det spekuleres der bl.a. over på Göteborg Film Festival, inden Det Svenske Filminstitut lørdag præsenterer en handlingsplan for at forbedre kvindelige filmfolks vilkår
31. januar 2003

(2. sektion)

Filmfestival
Göteborg – Sveriges kulturminister hedder Marita Ulvskog. Direktøren for Det Svenske Filminstitut er den tidligere norske kulturminister Åsa Kleveland, og generalen for filmfestivalen i Göteborg hedder fra i år Jannike Åhlund.
De tre kvinder er markante personligheder i forhold til svensk film, men blandt udøvende filmfolk er der langt mellem kvinderne. Vil man se en film af en kvinde om en kvinde, kan man vælge mellem tre procent af de svenske titler, og af de seneste 10 års spillefilmsdebutanter var 87 procent mænd.
Tal som disse fik i år 2000 Marita Ulvskog til at opfordre Det Svenske Filminstitut til at forbedre kvindelige filmskaberes vilkår. Indtil nu har der været stille på området, men lørdag præsenterer Instituttet en handlingsplan. Nysgerrigheden er naturligvis stor, og Göteborg Film Festivals omfattende seminarrække Cinemix har helliget en hel dag til at diskutere, hvorfor der er så få kvindelige filmfolk, og hvordan man konkret kan ændre det.

Nabo-skelen
Har Filminstituttet et ansvar? Er der politiske instrumenter, som kan sætte pres på filmindustrien? Hvordan er situationen på filmskolerne og i branchen? Og ikke mindst, kan man lære noget af de nordiske nabolande?
Når man bladrer i festivalens program, kan man godt forstå, at svenskerne skeler til Danmark, når talen falder på kvindelige instruktører. Lone Scherfig har været i byen og fået stor opmærksomhed med Wilbur begår selvmord, Susanne Bier rykker ind i weekenden for at snakke filmæstetik efter dogme, og Natasha Arthy har haft verdenspremiere på dogmekomedien Se til venstre, der er en svensker (som heroppe hedder The Dog’s Called Fiat 128).
Helle Ryslinges Halalabad Blues har også været vist, og Julie Bille, Ulla Boye og Kassandra Wellendorf har lavet de danske film i den nyindstiftede nordiske kortfilmkonkurrence.
Som almindelige biografgængere har svenskerne blandt få danske premierer de seneste år bl.a. kunnet se Italiensk for begyndere, En kort en lang og Den eneste ene og kender således til flere af de kvindelige instruktører i Danmark.
Nu skal der så findes ud af, hvorfor Sverige har forholdsvis få kvinder bag kameraet, både som instruktører, manuskriptforfattere, producenter og andre filmarbejdere. Umiddelbart er det svært at give et svar på, men det er en relevant diskussion, som vi godt kan lære lidt af – også selv om kulturminister Brian aldrig ville prikke Filminstituttets direktør, Henning Camre på skuldrene for at få sat fokus på kønspolitiske filmforhold herhjemme.

Historier historisk
Den tjekkiske instruktør Alice Nellis har en film med på festivalen og et bud på, hvorfor kvindelige instruktører generelt har svært ved at finde fodfæste. Dels mangler man indlysende forbilleder, dels har film af og om kvinder det tit svært, fordi mænd ikke har mod på at se dem.
Nellis’ fine roadmovie Some Secrets handler om en mor, der sammen med sin mor og sine to voksne døtre rejser af sted for at begrave sin afdøde ægtemand. Døtrenes mænd og elskere er med på sidelinjen, men fokus er på kvindernes liv og indbyrdes relationer. Som Nellis fortæller Information, var det ikke hendes intention at lave en film specielt om kvinder, men det blev helt naturligt sådan.
»Jeg er kvinde. Jeg er interesseret i de ting, filmen handler om. Jeg ved noget om dem, og det er naturligt for mig at skrive om dem. Gennem historien har det meste litteratur og dramatik været skrevet af mænd. Kvinder er vant til at læse og se ting lavet af mænd og er i stand til at sætte sig ind i, hvordan de tænker. Det er sjældent sådan den anden vej rundt. Dels fordi der stadig er få skrivende kvinder. Dels fordi mænd tit tænker, at noget, der er lavet af kvinder, kun er for kvinder. De forstår ikke, at de kan få indblik i en hemmelig verden. De kunne måske endda lære noget. Mænd taler altid om kvindelig logik som noget meget mærkeligt. Den er ikke mærkelig. De har bare aldrig prøvet at forstå den.«

Iranske kvinder
En fremgangsrig filmnation, der i øjeblikket lader til at tilbagevise den manglende interesse for kvindehistorier, er den iranske, som igen i år er stærkt repræsenteret i Göteborg. Blandt filmene er Rasoul Sadr-Amelis stærke teenageportræt I’m Taraneh, 15 om pigen Taranehs skæbne som alenemor i Teheran. Sadr-Ameli har tidligere lavet The Girl in the White Sneakers og fortæller Information, at en af grundene til, at han laver film om kvinder, er, at mænds univers er meget mere lukket. Det er sværere at få adgang til mænds inderste – og så klarer film med kvinder i centrum sig ifølge ham bedre ved billetlugerne i Iran!
Den kvindelige iranske instruktør Manijeh Hekmat er på festivalen med Women’s Prison, som skildrer en gruppe kvinders liv bag tremmer gennem 20 år. Ifølge hende er grunden til de mange film af og om kvinder fra Iran, at landet befinder sig i en overgangsfase, hvor kvinders rettigheder er ved at ændre sig. Hun ser det som en kunstners pligt at skildre en sådan tid og skabe opmærksomhed omkring problemerne.
Blandt de andre vidt forskellige kvindehistorier anno 2002 kan man blandt andet se Naser Refaies The Exam om kampen om de få studiepladser i universiteternes kvindekvote, Fereidun Jeiranis trekantdrama The Last Supper om en universitetslærerindes skilsmisse efter 25 års ægteskab og Dariush Mehrjuis dokumentar Bemani om kvinders religiøse selvbrænding, som næsten dagligt koster et menneskeliv.

Nordiske mænd
I den nordiske konkurrence er der i år ingen film af kvinder, og indtil videre har der hellere ikke været mange kvinder på lærredet. Efter Kopps, Falcons og Fear X har finske Tapio Piirainen inviteret til hårdkogt thriller-parodi med historien om eventyreren Raid, som bliver involveret i et storpolitisk drama og må klare paragrafferne på Clinten-maner. Den fuldstændigt usandsynlige og overskruede film er ganske underholdende, men vil som Josef Fares’ Kopps ikke sige noget videre.
Det vil debutanten Jimmy Karlssons følsomme filmatisering af Lars Gustafssons roman Yllet til gengæld. Hans film, Sprickorna i muren, handler om en desillusioneret matematiker, som pludselig genfinder kærligheden til tal og livet, da han opdager et matematisk geni blandt scooterknægtene i hans vikar-klasse.
Filmen foregår i 80’erne og fokuserer på et samfund, hvor solidariteten er på retur, og murene mellem klasserne cementeres stærkere for hver dag.
I skrivende stund er der tre konkurrencefilm til gode. Blandt dem er norske Gunnar Vikenes Himmelfall med Marie Bonnevie og Morten Arnfreds Lykkevej med Birthe Neumann i centrum. Så nogle kvinder får man lov at se, inden juryen lørdag aften uddeler den nordiske filmpris.

*Nogle af de iranske film vil kunne opleves på den kommende NatFilm Festival
*www.filmfestival.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her