Læsetid: 2 min.

Lige lovlig hedt

Dyr og planter reagerer på den globale opvarmning, viser ny forskning
6. januar 2003

Klimasvingning
Selv om den igangværende opvarmning af atmosfæren endnu kun har medført en stigning i den globale middeltemperatur gennem det seneste århundrede på omkring 0,6 grader, har 1.200 dyre- og plantearter allerede taget bestik af situationen og ændret adfærd.
Det betyder, at »meget mere vidtgående virkninger på arterne og økosystemerne sandsynligvis vil indtræffe frem mod år 2100, hvor temperaturerne kan være steget med så meget som seks grader,« siger biologen Terry Root, seniorforsker ved Stanford University, Californien.
Terry Root er hovedforfatter til en ny undersøgelse om klimaændringernes påvirkning af økosystemerne, netop offentliggjort i tidsskriftet Nature.
»Vores undersøgelser viser, at de aktuelle temperarturændringer allerede synes at have mærkbar indflydelse på mange arter. Fugle lægger deres æg tidligere end normalt, planter blomstrer tidligere, og pattedyr forlader vinterhi tidligere,« siger han.
Med sine kolleger har hun gransket 143 videnskabelige undersøgelser omfattende adfærden hos i alt 1.473 dyre- og plantearter – alle sammen undersøgelser om sammenhængen mellem adfærd og temperaturændringer.
Konklusionen er, at næsten 1.200 af arterne synes påvirket af temperaturstigningerne. F.eks. har mange fuglearter i de tempererede områder rykket deres æglægning adskillige dage frem gennem det seneste århundrede, mens andre arter er rykket nordpå, fordi det er blevet for varmt for dem, hvor de normalt lever. Det gælder bl.a. sommerfuglearter og hvirvelløse dyrearter i havet. Plantearter som f.eks. birke-træer i Alaska har vist nedsat vækst i takt med opvarmningen.

Hastigheden
Det er ikke ukendt, at de levende arter påvirkes af klimaets langsigtede ændringer, men forskerne er bekymrede for virkningerne af den hastighed, hvormed klimaet nu forandres.
»Problemet vil blive forskelligheden i arternes reaktioner. Jeg kalder det økosystemernes sønderrivelse,« siger Terry Root.
»Et eksempel: Fire sangfuglearter lever af en bestemt larve, som selv lever af knopperne på birketræer. Men fuglene rykker nu nordpå. Hvad sker der, når fuglene ikke længere optræder i den sydlige del af deres udbredelsesområde og larvebestandene dermed ikke længere holdes i skak?«
I en anden artikel i et nyligt nummer af Nature har den danske zoolog Mads C.
Forchhammer, Zoologisk Institut på Københavns Universitet, vist, at klimasvingninger i de arktiske egne har påvirket størrelsen af såvel rensdyrbestandene i Vest-grønland og bestandene af moskusokser i Østgrønland.
Det leder Mads Forchhammer til en konklusion, der støtter den amerikanske undersøgelse:
»Klimaet kan påvirke og påvirker måske allerede dynamikken hos adskillige populationer og adskillige arter samtidigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu