Læsetid: 3 min.

Ligestillingsminister gør ingen gavn

Ligestillingsområdet er i bedste fald gået i stå under ligestillingsministerens ledelse, siger to kvindeforskere. Ministeren har ikke forståelse for ’kvinden på gulvets’ situation, siger fagforbund
23. januar 2003

Efter et år på posten som ligestillingsminister, får Henriette Kjær dumpekarakter af forskere på området.
Danmark er gået i stå, hvis vi da ikke ligefrem er sat tilbage, lyder vurderingen. Især er der kritik af barselsorloven, der lader det være op til forældrene at afgøre, hvem der skal tage orlov. Det er et tilbageskridt, siger Karen Sjørup, leder af Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitetscenter.
»Al erfaring viser, at når man lader det være op til folk selv, så lykkes ligestillingsprojektet ikke. I 90 procent af tilfældene er det så kvinden, der tager mest orlov,« siger hun til Information.
Og det går ud over ligestillingen, siger kønsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet.
»Vi ved, at det er bedst for alle parter, når fædrene tager en del af orloven. Kvinderne undgår ’børnefælden’, der holder dem uden for arbejdsmarkedet i en årrække. Man kan tydeligt se, at for hvert barn taber kvinden terræn på arbejdsmarkedet,« siger hun.
I den nye barselsorlov er der ikke længere reserveret to uger til mændene. I stedet er barselsorloven forlænget, og mens der mange steder er ventelister for at få passet børnene, er mulighederne for at passe egne børn hjemme forbedret.
Også det er et tilbud, som det hovedsageligt er kvinder, der bruger.
Anette Borchorst kritiserer ministeren for ikke at inddrage den tilgængelige viden på området.
»Når ministeren afskaffer de to ugers fædreorlov med begrundelsen om, at den ikke blev brugt, er det simpelthen forkert. Syv procent brugte orloven i 1998 og det steg til 24 procent i 2001. Men erfaringerne viser også, at mændene ikke tager orlov, hvis det er op til familien at fordele orloven. Sådan som det er lagt op til nu,« siger Anette Borchorst.
»På mange arbejdspladser vil det blive betragtet som manglende arbejdsmotivation, hvis en mand søger orlov,« supplerer Karen Sjørup.

Solidaritet mangler
I Kvindeligt Arbejderforbund er man heller ikke begejstrede for ministerens indsats. I sin leder til det seneste nummer af forbundets fagblad, skriver formand Lillian Knudsen:
»Danmark har brug for en ligestillingsminister, som også er solidarisk med kvinden på gulvet. En minister, som har mod til at åbne munden overfor sine mandlige ministerkolleger, når de foreslår lovgivning med langsigtet diskriminerende effekt.«
Næstformand Jane Korczak uddyber.
»Det er blandt andet barselorloven, vi mener, er med til at holde kvinderne ude af arbejdsmarkedet. At man også har stoppet loven om kønsopdelt lønstatistik betyder, at vi mister chancer for at gå området efter i sømmene.«
Anette Borchorst så gerne, at ministeren levede op til de mange gode intentioner, der er lagt op til. Ifølge den såkaldte mainstreaming-strategi, skal kommende love og regler have indarbejdet et ligestillingsperspektiv.

’Famler i blinde’
»Men det kan ikke længere lade sig gøre, når grundlaget for forskning og dokumentation er væk. Man er nødt til at starte med at forske og føre statistik over et område, før der lovgives. Ellers famler man i blinde,« siger hun. Med nedlæggelsen af Videnscenter for Ligestilling har ministeren netop mistet en kilde til viden og forskning, vurderer Anette Borchorst.
Henriette Kjær har forsøgt at sætte fokus på kvindehandel med en kampagne til 30 millioner kroner.
Det er de alle tre enige om, er et prisværdigt projekt. Men der mangler netop dokumentation og viden på området. Og derfor er ministeriet i gang med at spilde alle pengene.
»Ingen ved reelt om disse kvinder findes. Der mangler forskning på området, men i stedet har man lanceret en dyr kampagne uden at vurdere problemet,« siger Karen Sjørup. Også Jane Korczak er kritisk.
»Vi har altid ønsket at sætte disse spørgsmål på dagsordenen, men derfor skal alle andre områder jo ikke bare sejle.«
Det var i går ikke muligt at få en kommentar for ligestillingsminister Henriette Kjær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her