Læsetid: 4 min.

I livsfare på ærens mark

Kurdiske kvinder har kun de rettigheder, deres fædre giver dem. En ung kvinde blev stenet og er nu symbol på problemet
10. januar 2003

DIYARBAKIR – Semsiye Allaks kærlighed til Hilal Acil har gjort hende gravid og været tæt på at koste hende livet. Som datter af en kurdisk familie i den lille by Yalim Beldesi i det sydøstlige Tyrkiet var det forventet, at hun ville følge traditionerne, og gifte sig med den mand, hendes forældre fandt til hende, inden hun blev 20. Men sådan gik det ikke.
Semsiye Allak blev 35 år, før hun selv valgte den mand, hun gerne ville gifte sig med. Selv om Hilal Acil allerede var gift med en anden kvinde, formidlede den lokale imam Guds velsignelse til, at de to blev gift på trods af, at Tyrkiets love ikke tillader flerkoneri.
I en landsby som Yalim Beldesi er en far ikke bare familiens ubestridelige overhoved – han er også tæt på at være byens ubestridelige myndighed, der samler den tredelte magt i en og samme person. Ude på landet gælder den tyrkiske stats love ikke med samme kraft, som en fars ord, og Semsiyes skæbne var dermed beseglet, da hun med sin graviditet kastede topmålet af skam over familien. Ved et familieråd blev Semsiye dømt til døden, og dommen straks eksekveret.
Sammen med sin mand og hans 13-årige søn nåede hun at flygtede, men kun for at blive indhentet en kilometer udenfor byen. For øjnene af den 13-årige blev de begge stenet til de lå livløse på jorden.

Overlevede sin skæbne
Hilal Acil døde, og i forvisning om, at Semsiye havde lidt samme skæbne, forlod familien drabsstedet. Men mod alle odds overlevede hun sin skæbne og ligger i dag i koma på hospitalet i Diyarbakir en times kørsel fra Yalim Beldesi.
Semsiyes historie er langt fra unik i den forstand, at piger over alt i det traditionsbundne og uuddannede kurdiske lag i det tyrkiske samfund ikke har andre rettigheder end dem, deres fædre giver dem. Derfor har pigerne ikke mange andre valg end at finde sig i de samme vilkår som deres mødre før dem.
Nogle prøver at løse problemet med selvmord, og sidste år lykkedes det for 10 af de 37 unge piger i Diyarbakir, der forsøgte selvmord. Hvor mange, der blev slået ihjel af deres familier er der ingen, der ved, for drabene kamoufleres ofte som selvmord.
»Der er meget vold i området, og kvinderne har meget lav selvtillid, så de tror ikke, deres problemer kan løses. De ved ikke, at de også kan hjælpe sig selv,« siger Hayriye Ascioglu, der arbejder i KA-MER, Sydøsttyrkiets første center for kriseramte kvinder.
Centret har kun eksisteret i fem år, men ideen har allerede spredt sig til de andre store byer i området, og kvinder i hundredevis er hjulpet væk fra voldelige familier, tvangsægteskaber og trusler om æresdrab.
»Lige nu hjælper vi Semsiye Allak med penge til medicin og en advokat. Hun er den første, der har overlevet et forsøg på æresdrab, men hendes familie prøver at true personalet på hospitalet til ikke at behandle hende,« siger Hayriye Ascioglu.

Kønsopfattelser står i vejen
Hun forklarer, at kvindernes universelle problemer som ofre for vold, er større i det kurdiske samfund end i Tyrkiet, generelt fordi de fleste kurdere ingen eller meget lidt uddannelse har. Men manglende uddannelse er ikke hele årsagen, de gamle traditioner og kønsopfattelser, som dem Semsiye Allak blev offer for, er også en del af forklaringen.
»Problemet ligger i den opdragelse, børnene får. I tyrkiske skolebøger kan man stadig se billeder af familier, hvor faren sidder og læser avis, mens moren laver husarbejde. Det er der, problemerne begynder. Hvis børnene lærte om kønslighed og ikke om, at mænd er stærkere end kvinder, så kunne det forhindres,« mener hun.
Den dårlige uddannelse gør det sværere for centre som KA-MER at hjælpe kvinderne, fordi de først skal fortælles, at de har problemer, der ikke er acceptable og som kræver hjælp.
»Før vi begyndte at fortælle dem om nødvendigheden af uddannelse og om deres rettigheder, vidste kvinderne ikke, at deres problemer kunne løses – de troede bare, det var deres skæbne,« siger Hayriye Ascioglu.
Hun er 37 år og er først inden for de sidste syv år blevet opmærksom på, at de forhold, der eksisterede mellem kønnene i hendes barndomshjem og mellem hende og hendes mand, ikke er rimelige.
»Min familie var mest interesseret i min bror. Han kom i skole, det gjorde jeg ikke. Jeg fik bare at vide, at det var min skæbne. Da jeg blev gift, skulle jeg være hjemmegående og bede min mand om penge, hvis jeg ville købe noget,« siger hun.
Med tiden blev hun så utilfreds med at skulle være underlagt sin mand på den måde, at hun meddelte, at hun ville gå ud og finde et arbejde. Siden da har hun været involveret i KA-MER-centrets arbejde. Både som underviser og som medarbejder i den restaurant centret giver for at tjene penge til driften af centret.
»’Du vil ikke få succes’, sagde han, da jeg gik ud for at søge arbejde. Men nu har han erkendt, at han tog fejl,« smiler hun.
Semsiye Allak ligger stadig i koma, mens hendes ufødte barn vokser i maven på hende. Hvis barnet fortsætter med at have det godt, vil det om tre måneder, når graviditeten er syv måneder henne, blive født med kejsersnit.

*Dette er den fjerde i en serie artikler fra det sydøstlige Tyrkiet. De tidligere blev bragt den 28.-29. december og den 2. og 6. januar. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her