Læsetid: 3 min.

Lokalt/globalt

10. januar 2003


Lokalt

Indsam lukker efter krise
*Indvandrerorganisationen Indsam overlevede ikke den krise, som organisationen røg ind i, efter at et uanmeldt revisionsbesøg i november 2001 konstaterede et gevaldigt rod i organisationens økonomi. I går meddelte en seks mand stor bestyrelse, at den har lukket landets ældste indvandrerorganisation.
»Vi har i et år gået i håbet om at få tilskud, men nu er mulighederne helt udtømt, og det er samtidig urealistisk, at medlemsforeningerne skyder penge i Indsam, så gælden kan blive betalt. Bestyrelsen har derfor indgivet konkursbegæring til Sø- og Handelsretten, som også må bestemme, om nogen skal drages til ansvar,« siger Indsams formand, Mohammed Gelle.
Indsam fik frataget al statsstøtte den 1. april sidste år, og de lønnede ansatte, kassereren og forretningsføreren, blev fyret. Sidste sommer stoppede regeringen alt samarbejde med Indsam, og ifølge Integrationsministeriet lyder den samlede gæld nu på godt én million kroner.
ritzau

Første overenskomst med valgfrihed
*En lille gruppe akademikere får som de første på arbejdsmarkedet valgfrihed ind i overenskomsterne. Efter at have fået ny overenskomst får omkring 100 akademikere nemlig mulighed for at vælge mellem mere i løn, flere penge på pensionskontoen eller en uges ekstra feriefridage. Aftalen for akademikerne er indgået af Dansk Magisterforening (DM) og Bibliotekarforbundet for ansatte på Dansk Bibliotekscenter (DBC).
Hos næstformand Frederik Dehlholm i magisterforeningen er der trods tilfredshed med forliget stadig skepsis overfor ’for megen valgfrihed’ i fremtidige overenskomster. »Risikoen ved valgfriheden er, hvis de ansatte ender med at få alt for forskellige vilkår, for dermed kan det blive for svært samlet at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold i længden,« siger Frederik Dehlholm til Ritzau.

Globalt

Nordkorea antyder løsning på krise
*Nordkorea vil gå med til at opgive sit atomvåbenprogram, hvis blot USA vil bekræfte ordlyden i en fælles erklæring mellem de to lande fra 2000, hvor USA bekræfter, at landet »ingen fjendtlige intentioner« har over for Nordkorea.
Det hævdede en diplomatisk kilde i Tokyo med tæt tilknytning til regimet i Nordkorea i går over for Reuters. Det sker dagen efter, at regeringen i Washington efter pres fra Sydkorea og Japan tilbød at gå i dialog med Nordkorea. Samtidig nægtede USA dog at give nogen som helst form for økonomisk belønning, hvis landet opgiver sit atomprogram. Offentligt fortsatte Nordkorea med sin krigeriske og antiamerikanske retorik, og endnu har landet ikke officielt reageret på USA’s udspil til dialog, men ikke desto mindre antyder den diplomatiske kilde i Tokyo med tætte bånd til Pyongyang, at regimet er i fuld gang med at opbløde sin position.

Uenighed lige under overfladen
*Selv om Grønland og Danmark giver udtryk fælles fodslag i spørgsmålet om USA’s missilskjold, var der uenighed på et pressemøde i går mellem udenrigsminister Per Stig Møller (K) og landsstyrets udenrigschef Josef Motzfeldt.
Parterne er enige om et fælles forløb, der via arbejdsgrupper, ekspertvurderinger og høringer både i Danmark og Grønland skal munde ud i en holdning til USA’s ønske om at bruge Thule-basen som varslingsstation i raketskjoldet. De var desuden enige om, at en missilskjolds-beslutning skal tage hensyn til perspektiverne for global sikkerhed.Men på flere punkter lå uenigheden lige under overfladen. Motzfeldt fastholdt det grønlandske krav om en opsigelse af den aftale fra 1951, som giver USA ret til brug af Thule-basen.

Fredsforhandlinger i hektisk fase
*Forhandlingerne om fred på Sri Lanka fortsatte i går med fjerde runde af de intense norske mæglingsbestræbelser under forhandlinger mellem repræsentanter for regeringen i Colombo og oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE). Der er allerede opnået enighed om, at Verdensbanken skal være det organ, hvorigennem der kanaliseres international hjælp til genopbygning. Samtidig er der angiveligt gjort store fremskridt i spørgsmålet om hjemvenden for de over 250.000 mennesker, der er flygtninge som følge af borgerkrigen.
Kompromiset mellem parterne ser ud til at munde ud i en føderal stat, hvor det tamilske mindretal i nord får større selvstyre, til gengæld for at de tamilske oprørere nedlægger våbnene.

Arbejdsløshed steg markant i Tyskland
*Økonomisk krise og hårdt vintervejr fik i december Tysklands arbejdsløshed til at stige til det højeste niveau i de seneste fem år. Nye officielle tal, der blev offentliggjort torsdag, viste, at 4,225 millioner af landets indbyggere er uden arbejde, hvilket svarer til 10,1 procent af arbejdsstyrken. Økonomiske iagttagere vurderer, at situationen vil forblive kritisk i de kommende måneder i Europas største økonomi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu