Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

25. januar 2003


Lokalt

Per Stig: FN beslutter Irak-krig
*Det er den danske regerings holdning, at det er FN’s sikkerhedsråd, der beslutter, hvad der skal ske i forhold til Irak og hvis FN’s våbeninspektører beder om mere tid til deres arbejde i Irak, bør FN’s sikkerhedsråd lytte til det, slog udenrigsminister Per Stig Møller fast efter et samråd i går i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Han vil derimod ikke udtale sig om regeringens holdning, hvis USA ikke følger FN’s sikkerhedsråd, men vælger at gå enegang mod Irak. »Man kan opstille alle mulige teoretiske situationer, og det ville vi i så fald drøfte med Det Udenrigspolitiske Nævn. Det, det drejer sig om, er, at vi støtter våbeninspektørerne, og vi støtter Sikkerhedsrådet. Det burde være meget klart,« sagde Per Stig Møller ifølge DR. Han tilføjede, at FN hidtil er blevet støttet af USA, og at USA har valgt at gå igennem Sikkerhedsrådet hele tiden. »Hvorfor dog sætte spørgsmålstegn ved det. Og jeg vil godt understrege, at enhver form for spittelse af alliancen mellem NATO, USA, Europa og den arabiske verden er at spille Saddam Husseins spil,« sagde Per Stig Møller.

Ingen godtgørelse for mail-vittighed
*Virksomheden Haldor Topsøe var i sin gode ret til at fyre en medarbejder, der havde sendt en racistisk vittighed videre ved hjælp af firmaets e-mail.
Den tidligere ansatte havde krævet 180.000 kroner i godtgørelse. Det er tidligere blevet afvist af Retten i Lyngby, og meget bedre gik det ikke i landsretten.
To af de tre landsdommere besluttede, at medarbejderens videresendelse af mailen var en overtrædelse af de etiske retningslinjer for brugen af internet, som Haldor Topsøe havde udformet. Derfor var det rimeligt at fyre manden.
Men den milde dommer var i undertal, så landsretten frifandt Haldor Topsøe og besluttede, at Claus Rasmussen skal betale sagens omkostninger på 17.000 kroner.

Haarder: Hjemsendte tjekkes
*Danmark vil nu tilbyde et særligt sundhedstjek for flygtninge, der står til at blive sendt hjem til Kosovo. Dermed vil FN’s administration i Kosovo, UNMIK, kunne få dokumentation for, at Danmark ikke sender alvorligt psykisk syge tilbage.
Det er ifølge integrationsminister Bertel Haarder (V) resultatet af en dansk delegations besøg i Kosovo tidligere på ugen. Delegationen fra Integrationsministeriet med departementschef Niels Preisler i spidsen aftalte på mødet med FN-administrationen i Pristina den ny procedure for hjemsendelse, som indebærer, at flygtningene vil blive tilbudt et frivilligt sundhedstjek, og resultatet af helbredsundersøgelsen vil derefter blive meddelt UNMIK.
Integrationsministeriet har forgæves forsøgt at få ophævet de lokale FN-myndigheders forbud mod hjemsendelser. UNMIK har afvist at tage imod psykisk syge flygtninge, fordi adgangen til behandling og medicin i Kosovo er meget begrænset.
Samtidig har FN-myndighederne kritiseret, at Danmark har undladt at oplyse om de hjemsendte personers helbredstilstand.

Globalt

Eksplosion dræber en i Caracas
*En person blev dræbt og 14 andre såret, da en mulig bombe torsdag eksploderede i Venezuelas hovedstad, Caracas.
Eksplosionen fandt sted et par gader fra en demonstration til fordel for den upopulære præsident, Hugo Chávez, som dog fortsatte med at lade sig hylde af sine tilhængere.
Ifølge brandchef Rodolfo Brienco blev en 45-årig mand dræbt på stedet, da »en tilsyneladende eksplosiv indretning« gik i luften. Ingen har taget skylden for sprængladningen.
Generalstrejken har nu varet i 53 dage, og fredag mødes repræsentanter fra seks lande i Washington for at forsøge at løse krisen. USA, Brasilien, Mexico, Chile, Spanien og Portugal skal tage stilling til et forslag fra USA’s tidligere præsident og nobelprismodtager, Jimmy Carter. Han har som mægler i konflikten mellem den venstreorienterede Chávez og oppositionen foreslået en folkeafstemning til august om Chávez’ fortsatte virke som statsleder.

180 millioner arbejdsløse
*Aldrig har så mange mennesker på verdensplan været arbejdsløse. Ikke færre end 180 millioner stod ved udgangen af 2002 uden job. Det viser nye tal fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Det er 20 millioner flere end ved starten af 2001 og hele 80 millioner flere end i 1990, oplyser ILO. Rapporten viser også, at op mod 550 millioner mennesker verden over lever for under en dollar – knap syv kroner – om dagen.

Fredsplan på plads i Elfenbenskysten
*Tidligt i går lykkedes det i Paris at få alle partier og oprørsgrupper i Elfenbenskysten til at underskrive en fredsaftale.
Ifølge planen skal der sammensættes en ny regering med repræsentanter fra samtlige partier og oprørsgrupper. Det kommende styre skal desuden fastsætte en dato for et »troværdigt og gennemsigtigt« valg, og det skal sørge for, at de kæmpende styrker bliver afvæbnet. Den nuværende præsident, Laurent Gbagbo, bliver ikke nævnt direkte i teksten. Flere af oppositionens delegerede har dog tidligere antydet, at han godt kan blive siddende, hvis han accepterer en regering med medlemmer fra oppositionen.

Nordkoransk åbning
*Nordkorea udelukker ikke, at nabolandene blander sig i løsningen af det stalinistiske lands atomkrise med USA. Betingelsen er dog, at naboerne ikke stiller sig på USA’s side.
Det sagde en embedsmand, Oh Sung-chul, fra det nordkoreanske udenrigsministerium fredag til det koreansk-japanske dagblad, Chosun Sinbo. Hidtil har Nordkorea ellers kun villet forhandle direkte med Washington: » Vi overvejer at se på mæglingsforslag fra nabolandene. Det er godt, hvis vores naboer går ind i problemstillingen og spiller positive roller.«
Nord- og Sydkorea kom tidligere fredag med en fælles udtalelse efter drøftelser på ministerniveau. Her hed det, at de to naboer var »enige om i fællesskab at arbejde for en fredelig løsning på konflikten« uden dog at gå nærmere ind på hvordan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu