Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

22. januar 2003


Lokalt

Lomborg-sag afvist af ombudsmand
*Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har afvist at behandle en klage i forbindelse med afgørelsen om en bog, der er skrevet af direktør Bjørn Lomborg, Institut for Miljøvurdering.
Klagen var indgivet af professor i miljøret Peter Pagh, Københavns Universitet, i sidste uge, men Peter Pagh fik tirsdag afslag fra ombudsmanden. Dette har dog ikke stillet Peter Pagh tilfreds, så han har umiddelbart anmodet ombudsmanden om at genoverveje spørgsmålet.
Ombudsmanden begrunder sit afslag med, at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling er klageinstans.
»Jeg kan ikke behandle klagesager, før de pågældende myndigheder selv har behandlet dem til tops,« siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Sag mod natklubejer fortsætter
*Nederlaget til anklagemyndigheden i den store jyske sag om udnyttelse af baltiske prostituerede får ikke umiddelbart konsekvenser for en anden retssag i København.
»Vi fortsætter bevisførelsen,« siger politiassessor Elisabeth Boserup fra Københavns Politi. Hun er anklager i sagen mod en københavnsk natklubejer og to andre, der er tiltalt for at have indsmuglet et stort antal østeuropæiske kvinder til hovedstadens stripbarer.
I Århus frifandt Vestre Landsret forleden ni personer for at have smuglet mange baltiske prostituerede ind i Danmark. Det var ikke bevist, at de tiltalte havde hjulpet kvinderne med ulovlig indrejse og ulovligt ophold i Danmark, fastslog landsretten. Politiet havde ikke tiltalt dem for rufferi. Den københavnske barejer er tiltalt for at have overtrådt samme paragraf i straffeloven, og efter dommen i Århus aflyste anklageren et retsmøde for lige at overveje situationen.

Flygtningenævnet rykker antagelig ud med statistik
*Flygtningenævnets formand, landsdommer Bent Ove Jespersen, vil sandsynligvis offentliggøre en statistik over nævnets afgørelser. Det sker, efter at der er rejst kritik af dommermedlemmerne af nævnet, fordi nogle af dem principielt synes at være negativt sindede og andre positive over for asylsøgere.
Ifølge en undersøgelse foretaget af DR Dokumentar har nogle dommere givet asyl i 41 pct. af de forelagte sager, andre i fire pct.
»Flygtningenævnet er ikke ét nævn men ’sættes’ i grupper på tre personer hele tiden med en dommer som formand og i forskellige kombinationer. Ved sin side har hver dommer en embedsmand og en advokat,« forklarer Jespersen. »Derfor har jeg svært ved at forstå, at dommerne i den grad skulle kunne præge afgørelserne.«
»Det har hidtil været nævnets opfattelse, at en statistik på basis af de afgørelser, nævnet med bestemte dommere som formand har truffet, er irrelevant, fortsætter Jespersen. Men efter at Jyllands-Posten i sidste uge kunne offentliggøre en statistik fra DR Dokumentar og efter at integrationsminister Bertel Haarder (V) har kommenteret den, vil jeg se, hvordan afgørelserne på én eller anden måde kan belyses,« siger han.ritzau

Globalt

Arafat ønsker fornyelse og valg
*Yasser Arafat, palæstinensernes politiske leder, ønsker hurtigst muligt at afholde det parlamentsvalg, som efter den oprindelige plan skulle være afholdt mandag i De Palæstinensiske Selvstyreområder.
Det sagde han i et interview med den amerikanske tv-station CNN sent mandag. Men han understregede, at valget ikke er muligt, før den israelske hær er trukket tilbage fra selvstyreområderne. Under interviewet, der blev optaget i Arafats sønderskudte hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden, understregede palæstinenserlederen, at han er meget opsat på at få fornyet sin Fatah-bevægelse og få nye folk frem på ledende poster.

Blair: Irak forsøger at få atomvåben
*Storbritanniens premierminister, Tony Blair, beskyldte i går Irak for at forsøge at genopbygge sit atomvåbenprogram.
»Vi er sikre på, at Irak ligger inde med kemiske og biologiske våben. Desuden tror vi, at landet er i gang med at rekonstruere sit atomvåbenprogram,« sagde Tony Blair til en gruppe parlamentarikere. Den britiske premierminister tilføjede, at han er forvisset om, at Irak har haft et flyvefærdigt atomvåbenprogram, selv om landet gang på gang har nægtet det. De irakiske myndigheder sagde mandag, at Irak nu vil tilbyde FN’s våbeninspektører mere hjælp, samt etablere sit eget inspektionshold.

Säpo registrerede medieansatte
*Den svenske efterretningstjeneste, Säpo, registrerede flere hundrede medarbejdere ved svensk radio og tv fra midten af 1940-erne og frem til slutningen af 1970-erne. Det skriver svenske journalisters fagblad, Journalisten, i sin seneste udgave. Af artiklen fremgår det, at mindst fire chefer for Sveriges Radio (SR) og Sveriges Television (SVT) har været agenter for Säpo og afleveret oplysninger og rapporter om medarbejdere til efterretningstjenesten.

Avis: USA ledt på bin Laden-vildspor
*Under krigen i Afghanistan undslap Osama bin Laden fra de amerikanske soldater ved at give sin satellittelefon til en livvagt fra Marokko, som derefter ved hjælp af signalet ledte amerikanerne på vildspor, skrev Washington Post i går. Livvagten, 43-årige Abdallah Tabarak, blev fanget i det østlige Afghanistan i november 2001 og sidder i Guantanamo. Avisen har sine oplysninger fra højtstående marokkanske embedsmænd.

Enighed om EU-skattepakke
*Der blev i går aftes indgået en aftale mellem EU’s finansministre om den såkaldte skattepakke, oplyste danske diplomater. Skattepakken går ud på, at lande som Schweiz og Østrig skal informere om EU-borgeres indestående i banker. Det bærende princip er, at der skal laves en automatisk informationsudveksling om, hvad EU-borgerne har stående i banker i de forskellige medlemslande. Hovedindholdet i skattepakken bygger på det forslag, som det tidligere danske formandskab lagde frem den 11. december i fjor i Bruxelles.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her