Læsetid: 3 min.

Lomborg bliver

Kritikken af Bjørn Lomborg udgør et troværdighedsproblem for Institut for Miljøvurdering. Det medgiver Lomborg og accepterer en uvildig undersøgelse af instituttet, hvor direktøren fortsat har bestyrelsens opbakning
14. januar 2003

Bjørn Lomborg accepterer at lade et uvildigt udvalg gennemgå Institut for Miljøvurderings rapporter, efter at der er udtalt kritik af hans videnskabelige arbejde.
»Der er nogle, der vil bruge kritikken til at så tvivl om instituttets arbejde, men jeg mener, det er af god kvalitet, så det har jeg intet problem med,« siger Bjørn Lomborg til Information.
Selv om hans bog er i klar strid med god videnskabelig skik, tror bestyrelsen stadig på at Bjørn Lomborg er den rette mand i direktørstolen på Institut for Miljøvurdering (IMV).
Det var konklusionen, efter et timelangt møde mandag i bestyrelsen på instituttet, hvor formanden og de seks medlemmer skulle gøre status oven på sidste uge fornyede kritik af instituttets direktør. Det var Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), der i en udtalelse i sidste uge konkluderede, at Lomborg i sin bog The Skeptical Environmentalist forbryder sig mod god videnskabelig skik ved bl.a. et ensidigt valg af kilder.

Troværdighedsproblem
Men endte bestyrelsesmødet med en tillidserklæring til Lomborg, så konstaterer bestyrelsen samtidig, at UVVU’s kritik »objektivt set udgør et troværdighedsproblem« for IMV.
»Det synes jeg er rigtigt set,« siger Bjørn Lomborg. »Vi er nødt til at forholde os til den kritik, der er kommet, og gøre noget ved det.«
Som modoffensiv vil bestyrelsen derfor fremrykke en ekstern evaluering af instituttets hidtidige arbejde – det drejer sig om otte rapporter om bl.a. dåser, returpapir og knallerter. Og samtidig havde bestyrelsen allerede på sit forrige møde – før den fornyede kritik af Lomborg brød ud – besluttet, at instituttets rapporter fremover bedømmes af mindst to uafhængige instanser.
Formanden for IMV’s bestyrelse, Ole P. Kristensen, siger, at UVVU’s udtalelse ikke har svækket tilliden til Bjørn Lomborg. Det er ikke et spørgsmål om Lomborgs personlige cv, men om det arbejde han og instituttet udfører:
»Og bestyrelsen er fortsat overbevist om, at Bjørn Lomborg – i tæt samarbejde med bestyrelsen – kan løfte arbejdet som direktør,« siger Ole P. Kristensen.
– Så det gør ikke indtryk, at et udvalg under Videnskabsministeriet sætter store spørgsmålstegn ved Lomborgs faglighed?
»Nu foregår der en offentlig debat om den, men jeg og vi har ingen kommentarer til UVVU’s afgørelse,« siger bestyrelsesformanden, der fortæller, at han har en enig bestyrelse bag sig.

Nye normer?
UVVU er selv efter sin afgørelse blevet mødt med kritik fra Lomborgs tilhængere, som efterlyser konkret kritik af Lomborgs bog.
Og syv professorer inden for det samfunds- og sundhedsøkonomiske område har i et åbent brev henvendt sig direkte til de samfundsforskere og humanistiske forskere, der sidder i UVVU. De vil gerne selv have defineret, hvad der menes med de normer for god videnskabelig skik, som Lomborg kritiseres for at have overtrådt.
Mandag bad forskningsminister Helge Sander (V) så Forskningstyrelsen, som UVVU hører under, om at vurdere, om der er behov for at justere reglerne.
Men det spørgsmål er allerede på dagsordenen i Forskningsstyrelsen, som på et møde på onsdag i næste uge netop skal diskutere UVVU’s arbejde. Inden da vil udvalgene svare på kritikken ved at sende et åbent brev tilbage til de syv professorer.
Selv overvejer Bjørn Lomborg i øjeblikket, hvilke tiltag han selv kan tage for at rense sit navn og rygte: »Efter at professor Claus Haagen-Jensen i Jyllands-Posten lørdag sagde, at jeg ville have en god sag, hvis jeg gik til Folketingets Ombudsmand, så er det da noget, jeg overvejer,« siger han til Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu