Læsetid: 4 min.

Luft fra en anden planet

Rummusik-koncert med Sjællands Symfoniorkester og venner i ambitiøst program med det største opbud af medvirkende i nyere tid
27. januar 2003

Koncert
»Det lyder ret spaced« er en bemærkning, man ofte har hørt om ny musik. Sådan noget dyttelyt-månebase-alfa-noget, hvor man ikke kan høre, hvad der er oppe eller nede, eller begyndelse eller slutning. Der er ingen melodi, man kan synge med på og lytteren er henvist til selv at finde en mening midt et pulserende virvar af stemmer. György Ligetis værker fra begyndelsen af 1960’erne har denne karakter af noget ubestemmeligt, flydende masser uden retning.
Stanley Kubrick så potentialet i denne billedskabende musik og brugte Ligetis gennembrudsværk Atmosphères i begyndelsen af filmen Rumrejsen 2001. Komponisten bruger ikke musikerne som grupper i traditionel forstand, han opdeler orkestret i individuelle stemmer. Når hver musiker har sin egen stemme, forskellig fra de andres, opstår et slags tonegitter, et væv af toner, som udfylder store dele af registret. Det hedder et cluster i fagsproget. De kan opleve virkningen, hvis De lægger begge arme ned over klaverets tangenter og trykker så mange tangenter ned som muligt på samme tid. Hvis man gør det så tyst som muligt, samtidig med at man holder legatopedalen nede (den højre på klaveret), fremkommer en klangvirkning som den, Ligeti er ude efter i Atmosphères.
Værket spiller kun små ni minutter, og det blev et hovedværk i det 20. århundredes kompositionsmusik. Med musikken skabte Ligeti en helt ny stemning, eller, som titlen antyder, en atmosfære, som først og fremmest var begrundet i ønsket om at fokusere på klangen. Andre parametre som melodi og rytme var underordnede i forhold til ønsket om at skabe et stort, vibrerende orkester-cluster. Atmosphères banede vejen for en interesse for klangen, for sound’en som et selvstændigt område. Ligeti blev faderfigur for de franske spektral-komponister, der gik endnu videre med at udforske klangen under mikroskop for at se mulighederne i materialet. Denne måde at tænke klang på har haft stor indvirkning på de efter følgende generationer. Hvis De oplevede Karstens Fundals store værk Entropia i Radiohuset 11. april 2002 – en musikalsk gengivelse af universets opståen med Big Bang – anvendes også cluster-teknik i realiseringen af urknaldet.

Husk lige hårbørsten
Når man skal opføre Atmosphères er der al mulig grund til nøje at følge komponistens anvisninger til mindste detalje. Hør f.eks. et uddrag af Ligetis anvisninger til klaverdelen: »Klaverstemmen indeholder kun lyde frembragt ved at stryge hen over strengene. De nødvendige redskaber er: Jazz-viskere (som normalt bruges af jazztrommeslagere), tykt men blødt, sammenrullet klæde (...), store tøjbørster med hestehår (meget tætte og ikke bløde), til de nederste strenge mindre børster, f.eks. relativt hårde neglebørster, størrelsen afhænger af omfanget af flyglets rum.« Derefter en længere beskrivelse af, hvordan børsterne skal stryges og i hvilke retninger.
Hvis man vil høre, hvor subtilt det kan udføres, skal man lytte til Berlinerfilharmonikerne under Jonathan Nott (Teldec Classics 8573-88261-2), hvor præcision, dynamik og klangfarve går op i en højere enhed. Her kan man virkelig genbruge de berømte ord fra Schönbergs 2. Strygekvartet: »Ich fühle Luft von anderem Planeten« – Jeg føler luft fra en anden planet. Sjællands Symfoniorkester havde til rummusik-koncerten inviteret kollegerne fra Odense Symfoniorkester. Det hele styret af maestro Giordano Bellincampi. Man konstruerer ikke et hundedyrt koncertprogram til ni minutters musik, så det rumtemaet blev udvidet med Gustav Holsts opus magnum Planeterne fra 1914-16.

Disney på frihul
Bellincampi er god til at få meget ud af prøvetiden. At samle klangen i to orkester og få noget interessant ud af værker, der på ingen måde spiller sig selv, er næsten en bedrift. Set ud fra synspunktet om det muliges kunst, var det en udmærket gengivelse af musikken. I den ideelle verden ville dirigenten måske have arbejdet endnu mere med det indledende dolcissimo i begyndelsen af Atmosphères, han ville finpudse det efterfølgende hendøen uden vibrato i strygerne, der lidt efter lidt vokser i intensitet. Og så videre. Det hele kan og skal høres, på samme måde som det er muligt, når man hvisker til en samtalepartner: Alt bliver opfattet mere intenst og man skærper lytningen.
Hos Holst er det bulder og brag. Walt Disney på frihul i cyberspace. Man overvældes af voldsomheden i klangen, som massivt kastes ud i rummet. Lidt efter lidt bedøves man, som efter den tredje flødeskumskage: Man kan ikke mere. Men her holder det ikke op, man kan ikke lukke ørerne, er tvangsindlagt til 53 minutters overgreb. Som en musiker engang sagde: »Det er ikke godt, men det er fandme kraftigt!«
Indimellem disse tematiske yderligheder, havde arrangøren lagt en perle: Bachs Koncert for to violiner og orkester, fremført af de finske brødre Jaakko og Pekka Kuusisto og et lille, udsøgt orkester med musikere, der forstod solisternes intention om at finde ind til musikanteriets kerne, ind til den ubesværede lethed i udtrykket, som de bedste musikere kan, når de lader musikken tale for sig selv, og man bare spiller det, der står i noderne. Uhadada, hvor spiller de godt, brødrene Kuusisto, som spillemænd, der lige så selvfølgeligt spiller Bach som folkemusik, og gør fra samme æstetiske udgangspunkt.

Sjællands Symfoniorkester i samarbejde med Odense Symfoniorkester under Bellincampi. Solister: Jaakko og Pekka Kuusisto. Tivolis Koncertsal fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu