Læsetid: 3 min.

Lyden af lindring

Nanni Morettis italienske Cannes-vinder, ’Sønnens værelse’, skildrer det værst tænkelige på den bedst tænkelige måde
31. januar 2003

(2. sektion)

Ny film
Af Claus Christensen
I Cannes 2001 kæmpede gådefulde David Lynch, de ekvilibristiske Coen-brødre og kompromisløse Michael Haneke om De Gyldne Palmer. Men vinderen blev (noget overraskende) Nanni Morretti med et enkelt og ukunstlet italiensk hverdagsdrama, Sønnens værelse, der ikke på nogen måde fornyr filmsproget, men til gengæld går rent ind følelsesmæssigt.
Nogle kritikere rynkede på næsen ad juryens valg, men her to år senere er man et skarn, hvis man ikke kan værdsætte Morettis vedkommende og livskloge film.
Sønnens værelse er et stærkt portræt af sorgens tilstand, et portræt, som trods det vanskelige emne – at miste sit barn – aldrig forfalder til kynisme eller sentimentalitet. Tværtimod er filmen båret af en genuin menneskelighed, så man om ikke går opløftet fra biografen, så dog
føler, at sorgen er blevet lindret.

Alt går i sort
I den første halve time præsenteres vi for en familie, der er noget nær lykkelig. Faderen (spillet af Moretti selv) er en tålmodig psykoanalytiker med egen praksis i Ancona i Mellemitalien, hans smukke kone (Laura Morante) har et lille kunstgalleri. De har to opvakte teenagebørn, som passer deres skole og dyrker idræt i fritiden. Familien spiser sammen hver dag, far og søn jogger side om side, og på den fælles biludflugt synger alle fire i kor, uden at det føles forkert.
Bevares, der er små ridser i lakken. Sønnen (Giuseppe Sanfelice) bliver beskyldt for at have stjålet et fossil fra skolens samling af fortidsminder, og datteren (Jasmine Trinca) er kæreste med en fyr, der ryger pot. Men det er ikke noget, som for alvor kan ryste det tolerante, intellektuelle forældrepar, der hjælper og støtter deres børn, men også forstår at give dem det nødvendige spillerum, så de kan gøre egne erfaringer med livet.
Og så sker det værst tænkelige: Sønnen omkommer på en dykkertur! Det er en ulykke, en totalt meningsløs ulykke. Tæppet er revet væk, alt går i sort. Vi ved straks, at denne familie for altid er forandret.

Plaget af skyldfølelse
Herhjemme er Nanni Moretti nok mest kendt for det charmerende filmessay Kære dagbog, hvor han på sin scooter fartede rundt i Roms gader og med en tør humor tog så forskellige fænomener som Roms arkitektur, det italienske sundhedssystem og unges fascination af seriemordere under kærlig behandling.
Italiens Woody Allen er den 49-årige instruktør, manuskriptforfatter, skuespiller, producent, biografdirektør og samfundsdebattør blevet kaldt. Men Sønnens værelse er markant forskellig fra hans tidligere film. Komedieformen er erstattet af et psykologisk drama, hvor Moretti har lagt en effektiv dæmper på sin egen – til tider excentriske optræden og i stedet koncentrerer sig om at skildre tabets betydning for tre familiemedlemer, der hver især gennemlever sorgens fire faser: chok, reaktion, bearbejdning, accept.
Her er det selvfølgelig en pointe, at faderen, der i kraft af sin uddannelse burde være bedst klædt på til at klare krisen, har sværest ved at komme overens med sorgen. Psykoanalytikeren – i så mange film skildret som en mirakelmager – er et ganske almindeligt menneske, plaget af skyldfølelse og selvbebrejdelser og mindst lige så magtesløs som sine egne klienter, som filmen i øvrigt skildrer med en blanding af varme og mild ironi.

Den banale sorg
Der er ingen mirakler i Morettis film. Der er ingen Gud og ingen terapeutiske tricks. Netop derfor gør Sønnens værelse et stærkt indtryk. Og hvor tematisk beslægtede instruktører som Kieslowski (Dekalog 1 og Blå) og Atom Egoyan (Exotica og The Sweet Hereafter) tegner skæbnemønstre og skaber komplekse lag-på-lag-fortællinger, fremviser Nanni Moretti blot sorgen i al dens pinefulde banalitet. Synsvinklen er på én gang nøgtern og medfølende, og Moretti undgår bevidst smarte kamerature og melodramatiske closeups. I stedet stiller han skarpt på hverdagens små detaljer. Løbeturen rundt om blokken med sønnen, hans efterladte værelse, tingene, alle disse døre og lydene – især lydene! Lyden af døden: den metalliske lyd af skruer, der bliver boret ned i sønnens kiste – og lyden af lindring: Brian Enos By this River, som Nanni Moretti udnytter helt vidunderligt i filmen.
Der er ingen mirakler, nej, men filmen tager en drejning, da den afdøde søns ukendte veninde dukker op og, uden selv at vide det, åbner fremtiden på klem for familien. Ligesom alt andet i filmen føles denne drejning helt naturlig – som skåret ud af det virkelige liv.

*Sønnens værelse. Instruktion: Nanni Moretti. Manuskript: Nanni Moretti, Linda Ferri og Heidrun Schleef. (Grand, København, Øst for Paradis, Århus, Cafebiografen, Odense og Scala, Holstebro)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu