Læsetid: 4 min.

Lynch havde ikke haft en chance

Det er nærmest umuligt at få filmstøtte, hvis ikke lige man laver socialrealistiske hverdagsdramaer, mener kritikere. Vrøvl, siger Filminstituttet
25. januar 2003

Filmstøtte
Filmkonsulenterne er genreforskrækkede.
Sådan lyder kritikken fra flere i branchen. Kommer man op på Filminstituttet med et socialrealistisk drama, er det en sikker vinder, mens man som producent virkelig skal være heldig for at få støtte til eksempelvis en gyser-, action- western-,
science fiction eller splatterfilm.
En af dem, der flere gange har prøvet at få den kolde skulder af filmkonsulenterne, når han er kommet med alternative projekter, er producer Thomas Stegler fra produktionsselskabet Wiseguy, som blandt andet står bag filmen Slim Slam Slum:
»Vi har forsøgt at søge penge rigtig mange gange, og vi er efterhånden ved at opgive. Der er en kæmpe mur. Vi laver eksempelvis actionfilm, men på instituttet er man meget ensporede rent genremæssigt. Hvis man ser på, hvilke film der gennem de sidste 10 år har fået støtte, så vil jeg gætte på, at 80-85 procent af dem er socialrealistiske. Der er så mange eksempler på, at film i andre genrer har svært ved at få støtte.«

Spielberg afvist
Filmproducent og -journalist Nicolas Barbano er enig. Han mener, at nogle af de helt store internationale instruktører aldrig havde haft en chance, hvis de i deres unge dage havde søgt penge hos en dansk filmkonsulent:
»Visionære, nyskabende filminstruktører som Joel Coen, David Cronenberg, Michael Haneke, Peter Jackson, Baz Luhrman eller David Lynch havde ikke haft en chance på Det Danske Filminstitut, hvor pænheden er altafgørende – og knusende. Selv Spielberg var formodentlig blevet afvist, hvis han som ung mand var troppet op med ’underlige’ ideer som Dødens gab og Nærkontakt af tredie grad.«
Da Ole Bornedal søgte om penge til gyseren Nattevagten, fik han også afslag af filmkonsulenten:
»Dengang troede man slet ikke på, at man kunne lave gyserfilm i Danmark. Faktisk var der slet ikke nogen, der troede på den film andre end mig,« fortæller Ole Bornedal. Han mener, at det er svært for konsulenterne at have mod til at satse på noget helt nyt:
»Jeg mener ikke, man kan tale om en generel genreforskrækkelse blandt konsulenterne, men det er klart, at når det kører så godt for en bestemt type danske film, som det gør lige nu, så skal der mod til at skifte hest. Nu går det så fint med historier om ægtepar, der vågner i en dobbeltseng og ikke kender hinanden. Så vil konsulenterne måske nok blive lidt forskrækkede, hvis nogen pludselig søger penge til en historie om en alien, der styrter ned på Rådhuspladsen. Man vil ikke være fikserede på at gå ud og lave film i en helt anden genre,« siger Ole Bornedal. Og det mener han ellers godt, at der kunne være behov for:
»Nu har vi set på mange forhold, der går i stykker. Måske vil vi gerne snart se dem slå hinanden ihjel,« siger Ole Bornedal.

Cirkel
Når der gives mange støttekroner til film i bestemte genrer, har det også den bivirkning, at de danske filmproducenter begynder at tilpasse deres projekter efter konsulenternes ønsker – og resultatet bliver yderligere ensformighed. Det mener blandt andre Nicolas Barbano:
»Det er mit indtryk, at de danske filminstruktører bliver hjernevaskede til kun at tænke i de baner, der er favoriseret af konsulenterne. Jeg kender instruktører, der var som vilde roser, da de kom ud af filmskolen – fulde af inspiration og kreativitet, men som årene er gået, handler deres kreativitet ikke længere om at udvikle deres egne visioner, men om at sutte pik på filmkonsulenterne,« siger Nicolas Barbano og fortsætter:
»Instruktørerne kan se, hvad der vil vinde gehør hos konsulenten – og så tilpasser man sig efter det – alle er hæmmede af bevidstheden om, at ens ting i sidste ende skal igennem konsulenternes nåleøje,« siger Nicolas Barbano.

Vi er åbne
På Det Danske Filminstitut er man afvisende over for kritikken. Lars Feilberg er områdedirektør for produktion og udvikling, som er den del af instituttet, konsulenterne hører under:
»Der er ikke nogen filmgenrer, der bevidst bliver undgået. Vi har ikke en antipolitik over for bestemte genrer. Konsulenterne går først og fremmest efter den gode historie.«
– Men historisk set er der eksempelvis ikke mange splatterfilm, der er blevet støttet?
»Nej, det er vel ikke dem, der er støttet flest af. Men der bliver lavet mange amerikanske film i den genre, som har langt større budgetter, så det kan være svært at konkurrere på det område.«
– Kan du forstå, at der er nogle, der føler sig forbigåede?
»Når nogle føler sig forbigåede, er det måske, fordi deres historier ikke er gode nok. Det er jo ikke nok, at man vil lave en splatterfilm – der skal også være en god historie.«
– Skal der altid være det?
»En meget kunstnerisk film kan måske godt spille på noget andet – på de mere kunstneriske sider. Men jeg tror ikke, der er nogen konsulenter, der vil se splatterfilm som hørende til i den kunstneriske afdeling. Men måske kommer der engang en konsulent, der er splatterfreak – det kan man aldrig vide,« siger Lars Feilberg.

Løsning
Men det kan måske være lidt svært at vente på. I hvert fald har Thomas Stegler fra Wiseguy et andet løsningsforslag:
»Man burde lave en genrekonsulent – bare som et forsøg. Så kunne man sætte et bestemt beløb af til hver enkelt genre, og man kunne så søge pengene hos en genrekonsulent, som rent faktisk ved noget om action, splatter, science fiction eller hvad det nu måtte være. På den måde vil man være sikker på, at der vil blive lavet film i alle genrer,« siger Thomas Stegler.
På instituttet er man ikke imponerede:
»Hvis vi sætter pengene i bestemte kasser, vil vi kunne stå i en situation, hvor vi absolut skal ud og lave en splatterfilm alene, fordi der er penge tilbage. Og måske er der ikke nogen gode manuskripter, og vi ville blive nødt til at sætte en lortefilm i gang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her