Læsetid: 2 min.

Måske meget mere

Måske er det frisætningen af det morbide, der rykker Anette Abildgaards koreografi. Med endeløst brudeslør og bidte hænder
21. januar 2003

Performance
Måske har forestillingen ikke så meget med Victor Hugo at gøre, når det kommer til stykket. Måske er V.H.’s fantomer blot et raffineret, romantisk suk – udformet som en frankofil hilsen til de store romantiske tanker om kærligheden og det uudholdelige liv.
Måske derfor er Anette Abildgaard og Erik A. Frandsens forestilling nærmest et billeddigt for kroppe. Måske derfor er hver af forestillingens 20 scener sit eget lille suk og sin egen verden af desperation og insisteren: Skuespilleren Sejer Andersen giver følelserne ophedede franske ord og sanselige videobilleder – hans fingerfolder optaget live og lurende levende – og mezzosopranen Isabel Piganiol giver krop til ordene, så de store vinduer ud mod Østre Anlæg dirrer.
Måske er den store trappehal på Statens Museum for Kunst et lovligt udfordrende valg for tilskueren; pladserne har intet ryglæn, og temperaturen har svært ved at snige sig over druknegraden, men dermed haler den romantiske ulykkesstemning formodentlig hurtigere ind på betragteren – hjulpet af violinisten Andrea Rebekka Alsted og cellisten Therese Åstrands heftige buestrøg og kommenterende sukken.

Endeløst brudeslør
Måske er forestillingen ikke den mest sammenhængende, men det er herligt at se, hvordan Anette Abildgaard slipper sig selv løs som koreograf i små, selvforglemmende øjeblikke, hvor de strakte, klassiske bevægelser med halvhøje ’løft og skift og ned og vend’ pludselig tvinger sig selv fri og bliver til voldsomme og uforudsigelige bevægelser med spasmer og sidespark.
Måske allerskønnest da danseren Vladimir Damianov drejer rundt og rundt i dervish-trance med blikket mod stjernerne, eller da Victoria Mays opgivende brud trækker et endeløst slør efter sig hen over scenen – indtil det er hende, der trækkes af sløret.
Måske er det frisætningen af det morbide, der rykker Anette Abildgaard videre – med Morten Innstrands narcissisme-elsker og Kristina Lindblads forsigtigt-desperate forelskede som præcise billeder på tidens typer og kroppenes tyranni. Måske er det også det morbide, der gør Camilla Bjørnvads kostumer så effektfulde – korsagerne får i hvert fald fremhævet kvindernes ukælede kroppe, og mandeskørterne mændenes tvungne potens.
Måske er det ikke meningen, at tilskueren skal føle sig koblet af undervejs, forhåbentlig ikke. Måske har scenerne ikke andet til fælles end foruroligelse. Måske er der heller ingen forklaring på, at Sejer Andersen æder bidder af egne hænder. Måske er det bare sådan, det går, når romantikken truer med at æde en – man æder igen. Måske meget mere.

*’V.H.’s fantomer’. Koreografi og koncept: Anette Abildgaard og Erik A. Frandsen. Musik: Schnittke, Ravel, Saint-Saëns, Aphex Twin m.m. Musikere: Andrea Rebekka Alsted og Therese Åstrand. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Kompagniet BalCon på Statens Museum for Kunst til 30. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu