Læsetid: 10 min.

I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste

På fredag er der premiere på den nye Bondfilm, ’Die Another Day’, den 20. i rækken. Vi ser tilbage på pigerne, bilerne og skuespillerne, som har spillet spionen med licens til at dræbe
18. januar 2003

James Bond er en helt, som alle mænd har en fornemmelse af, at de faktisk kan blive. Fra tid til anden tager vi alle en smoking på og føler os som James Bond,« siger Pierce Brosnan, den femte og seneste skuespiller i rollen som Agent 007.
Levemanden Bond, James Bond – MI6’s bedste, mest elegante agent, som har de to nuller foran sit nummer, 007, som giver ham licens til at dræbe – er blevet en uomgængelig del af populærkulturen gennem de 40 år og 20 film, hvor han har nedlagt de skønneste kvinder, udslettet de grimmeste skurke, boet på de mest luksuriøse hoteller, spillet på de bedste casinoer, drukket de dyreste vine og spist den fineste mad.
Det hele begyndte med en journalist og tidligere efterretningsofficer, Ian Fleming, som gerne ville tjene nogle penge, og et par filmproducenter, Harry Saltzman og Albert R. Broccoli, som troede på, at bøgerne og Flemings James Bond-figur kunne udvikle sig til en lukrativ filmfranchise.
De havde ret – alene i Danmark er der solgt mere end otte millioner billetter til de første 19 Bondfilm.
Fredag den 24. januar fortsætter eventyret om Bond i de danske biografer med Die Another Day, og i den anledning har jeg kigget lidt på de ting, der hører enhver, god Bondfilm til.

Pigerne
Sex har altid haft en fremtrædende plads i Bonds univers, og en Bondfilm ville netop ikke være en Bondfilm, hvis ikke 007 hoppede fra pige til pige og seng til seng.
Lige fra Ursula Andress’ Honey Ryder, der som en skumfødt Venus steg op af havet i Dr. No i 1962 til Halle Berry (den eneste Oscarbelønnede skuespillerinde i rollen som Bondpige), som næsten gør hende bedriften efter i Die Another Day, har Bondpigerne været en uundværlig del af karakteren og universet.
Til at begynde med var ’Bondpige’ betegnelsen for alle de smukke piger, som rendte rundt i baggrunden, når Bond færdedes på de mest eksotiske locations. Men efterhånden er det blevet den mærkat, man sætter på filmenes kvindelige hovedkarakterer.
Udvalgt på grund af deres gode figur og kønne ansigter mere end deres evner som skuespillere har det som regel været fotomodeller med filmambitioner, der har fået lov til at agere genstand for Bonds seksuelle drifter.
En funktion, som manuskriptforfatterne ikke har lagt skjul på, når de har skullet finde på navne til de forførende kvinder: Pussy Galore, Holly Goodhead, Plenty O’Toole og Christmas Jones – for nu bare at nævne nogle få.
Med Diana Riggs Tracy i On Her Majesty’s Secret Service som en af de få undtagelser har der traditionelt ikke været meget kød på kvinderollerne, men det har ændret sig i de seneste fire film, hvor Brosnans Bond nok har fået tilfredsstillet sine lyster, men også er blevet ydet stærkt modspil af smukke kvinder som Famke Janssens Xenia Onatopp, Hong Kong-stjernen Michelle Yeohs Wai Lin og naturligvis Halle Berrys CIA-agent Jinx i Die Another Day.
Hun er den første kvinde, som stort set spiller lige op med Bond og som 007’s kvindelige modstykke bruger sin udstråling til at opnå, hvad hun vil. I sandhed en moderne, selvbevidst kvinde, der (næsten) kan klare sig uden Bonds hjælp.
Og så skal jeg selvfølgelig ikke glemme Samantha Bonds Miss Moneypenny eller Judi Dench, der ganske inspireret blev introduceret som en kvindelig M, Bonds barske, usentimentale chef, i GoldenEye, og som i de tre efterfølgende film har givet karakteren tyngde og personlighed.
Både Jinx og M er tegn på, at tiderne har skiftet, og at Bond ikke længere kun er for drengerøve.

Bilerne
Mange Bondfans fik popkornene galt i halsen, da en splintrende ny BMW Z3 blev introduceret som Bonds køretøj i GoldenEye. Efter i mange år at have svoret til engelske Aston Martin skulle den mest britiske af alle britiske spioner nu køre i en tysk bil?
Det hjalp ikke stort, at BMW’en, som i forskellige state of the art-udgaver fulgte Bond i endnu to film, så var udstyret med mobil fjernstyringsenhed (i Bonds mobiltelefon) og det mest avancerede i våben, beskyttelse og sporingsmekanismer, som Q kunne mønstre.
Beslutningen om at lade Bond køre BMW skal ses i lyset af, at den tyske bilfabrikant ud over biler også bidrog med et større beløb for dette effektive reklamespot. Bond signalerer om noget eksklusivitet og ’coolness’, og hvad er bedre for et bilfirma med nogle seje biler på lager end at koble sig på Bond!?
Men der er godt nyt til alle puritanerne: I Die Another Day er Bond tilbage i Aston Martin, som han første gang kørte i Goldfinger. Dengang var det en Aston Martin DB, en prototype, som fabrikken ikke var glade for at slippe, men som fik rigelig opmærksomhed i filmen, ikke mindst pga. Q’s usædvanlige modifikationer.
Bilen blev udstyret med både katapultsæde i passagersiden – et nyttigt middel mod ubudne gæster – maskingeværer, røgslør og oliesprøjte. Den nye model, Aston Martin V12 Vanquish, er naturligvis også udrustet med al det sædvanlige isenkram, og takket være moderne teknologi kan bilen også blive usynlig.
I et par film i 80’erne kørte Bond tillige i en Lotus, Esprit og Esprit Turbo, som bl.a. kunne omformes til en miniubåd.

Dimserne
»I never joke about my work, 007,« siger Q tørt til James Bond i Goldfinger, den tredje Bondfilm, og den anden, hvor lederen af MI6’s Q-branch, udstyrsafdelingen, optræder. Og Q er i Desmond Llewelyns skikkelse en mand, som tager sit arbejde meget alvorligt, hvilket ofte afføder nogle af Bondfilmenes bedste scener.
»Now, pay attention, 007,« lyder det træt og irritabelt, og mens hans underordnede afprøver de mest vanvittige våben og forsvarssystemer i baggrunden, forsøger Q at banke lidt fornuft ind i hovedet på den letsindige Bond i et desperat forsøg på at undgå, at agenten nok en gang får ødelagt den kostbare specialudrustning, som Q kun modvilligt giver ham.
Med årene er teknologien blevet mere avanceret, og det er fantasien, som har sat grænser for de opfindsomme dimser, der gang på gang har reddet Bond ud af ellers umulige situationer: En attachémappe med indlagt tåregas, lighter-granat, magnetisk ur med indbygget sav og laser, skistav med indbygget raket, pileskydende pen, kamera, der kan bygges om til pistol, mobiltelefon (Ericsson, naturligvis) og universal-dirk i ét, armbåndsur (af mærket Omega) med gribekrog og motoriseret løftekabel.
Efterhånden tøede Q lidt op, og i The World Is Not Enough fik han en assistant, R (spillet af John Cleese), der i Die Another Day er blevet forfremmet til Q og er lige så sarkastisk og utålmodig som sin forgænger, når det kommer til Bond.

Instruktørerne
Lee Tamahori hedder den new zealandske instruktør af Die Another Day, som ikke mindst gjorde sig bemærket med sin debutfilm, det barske drama Once Were Warriors.
Siden har han befundet sig i Hollywood og lavet et par knap så vellykkede mainstreamfilm, Mulholland Falls og The Edge.
Og så er han den seneste etablerede instruktør i rækken, som prøver kræfter med Bondgenren. Begyndende med Pierce Brosnans første film som Bond, GoldenEye, har det været solide navne som Roger Spottiswoode, Martin Campbell og Michael Apted, der hver har lavet en Bondfilm – til forskel fra ’gamle dage’, hvor Bondinstruktørerne med vekslende held lavede flere film i træk.
Med flair for eventyret instruerede Terence Young den første af dem alle, Dr. No, og var på den måde med til at skabe rammerne for de følgende 19 film. Man siger, at det var Don Siegel og Clint Eastwood som i 1970 skabte actionfilmen med Dirty Harry, men allerede otte år tidligere var Young og hans klipper Peter Hunt i færd med at lægge grundstenen til den hurtigt klippede, tempofyldte genre, som bæres af slagsmål, biljagter og skuddueller.
Hunt instruerede senere On Her Majesty’s Secret Service, en af de bedste, mest velfortalte og dramatiske Bondfilm, som dog aldrig har vundet særlig anerkendelse. Siden var det ferme håndværkere som Guy Hamilton (bl.a. Goldfinger og Diamonds Are Forever) og Lewis Gilbert (You Only Live Twice og The Spy Who Loved Me), som stod bag nogle af de bedste Bondfilm.
Gilbert instruerede dog også Roger Moore i en af de værste, nemlig Moonraker, der mest af alt var et pinligt forsøg på at gøre Star Wars (1977) kunsten efter. Pudsigt nok er Moonraker stadig en af de bedst indtjenende Bondfilm.
Med For Your Eyes Only overtog John Glen jobbet, og han sad solidt i instruktørstolen 80’erne ud, hvilket set i bakspejlet kan synes en smule uheldigt. F.eks. var Glen manden bag Timothy Daltons to forsøg som Bond, The Living Daylights og License to Kill, der introducerede en mørkere og knap så glamourøs side af Bond. Det var ved at slå figuren ihjel – efter License to Kill skulle der gå seks år, før Bond, denne gang i Brosnans skikkelse, vendte tilbage og det med succes.

Skurkene
»You expect me to talk?« spørger en lettere vantro Bond, da superskurken Goldfinger sætter Bonduniversets første laser i gang med at skære sig igennem det bord, hvor Bond ligger fastspændt.
»No, Mr. Bond, I expect you to die,« lyder svaret fra den fåmælte Goldfinger. Ingen Bond uden en god skurk. Jo farligere en skurk, jo mere cool og sej kommer Bond til at tage sig ud, når han på vanlig overlegen manér ser døden i øjnene og selvfølgelig ender med at klare sig alligevel.
Den tyske skuespiller Gert Fröbes iskolde Auric Goldfinger er i filmen, der bærer hans navn, i sandhed en frygtindgydende skikkelse, og hans firskårne højre hånd, koreaneren Oddjob, der med sin specialdesignede hat kan slå hovedet af en mand, er ikke mindre uhyggelig. Det er som regel verdensherredømmet, der er på spil i en Bondfilm, når de vanvidsramte skurke sætter en eller anden form for nedtælling i gang, som Bond så skal stoppe – naturligvis i allersidste øjeblik.
I de første film var det enten KGB-afdelingen SMERSH, den private forbryderorganisation SPECTRE med Ernst Stavro Blofeld i spidsen – spillet af en håndfuld forskellige skuespillere i lige så mange film – eller den enlige galning, som Bond måtte overvinde.
Nogle var mere interessante end andre, heriblandt Christopher Lees Scaramanga med de tre brystvorter i The Man with the Golden Gun, Yaphet Kottos Mr. Big i Live and Let Die og Robert Shaws mentalt forstyrrede overløber Grant i From Russia with Love.
Efter murens fald måtte Bondproducenterne se sig om efter mere tidsvarende skurke, og i de senere år har Pierce Brosnans Bond nedkæmpet blandt andet den russiske mafia (GoldenEye, 1995) og en mediemogul i Rupert Murdoch-vægtklassen (Tomorrow Never Dies, 1997).
I Die Another Day tager han sig kærligt af både en islandsk oliemilliardær og korrupte officerer fra den sydkoreanske hær, hvilket næsten har affødt en international diplomatisk krise, fordi den sydkoreanske regering har brokket sig over den måde, deres militær er blevet skildret på i filmen.

Skuespillerne
Hvem er egentlig den bedste Bond? Det er et af den slags spørgsmål, man sagtens kan blive uvenner over. Som knægt foretrak jeg selv Roger Moores flamboyante 007, der klovnende og jokede sig gennem en håndfuld film, der ikke ligefrem kunne prale af særligt interessante eller velfungerende historier.
Siden har jeg heldigvis fået øjnene op for både Sean Connery og George Lazenbys fortræffeligheder, ligesom jeg mener, at Pierce Brosnan er tæt på at være en perfekt Bond.
Connery, der spillede rollen syv gange, står øverst på de fleste Bondfans liste, og den høje, maskuline skotte med den charmerende accent forlener da også karakteren med en fin blanding af råstyrke, intelligens og charme. Og han fik lov til at spille Bond i de bedste og mest klassiske af filmene. Den australske dressman Lazenby, der kun spillede Bond én gang i den fremragende On Her Majesty’s Secret Service, efterfulgte Connery og gjorde et lidt kejtet, men også solidt og i mange år undervurderet stykke arbejde.
Hans 007 var mere sårbar og følelsesbetonet end Connerys, måske også lidt kedeligere, men kunne have været interessant at følge. Lazenby sagde dog nej tak til flere Bondfilm, fordi han ikke ville stemples som actionhelt – en beslutning, han siden har fortrudt, ikke mindst fordi hans filmkarriere aldrig er blevet til noget. Castingen af Lazenby beviste også, at det kunne lade sig gøre at skifte skuespilleren bag Bond ud, og han banede derfor vejen for Roger Moore, Timothy Dalton og Pierce Brosnan.
Teatermanden Dalton var muligvis den skuespiller, som kom tættest på Ian Flemings romanfigur, men hans dystre miner og manglende sans for humor egnede sig dårligt til en stort anlagt underholdningsfranchise, og han røg hurtigt ud.
Irske Brosnan, der blev tilbudt rollen som Bond før Dalton, men ikke kunne sige ja, er den bedste Bond siden Connery. Han er elegant og flot og formår at holde balancen mellem humor og alvor. Tilmed tager han karakteren og universet alvorligt – med et glimt i øjet – hvilket hverken Roger Moore eller folkene bag hans film gjorde.

*’Die Another Day’ har biografpremiere den 24. Januar, og de 19 øvrige Bondfilm er ude på rigt udstyrede dvd’er og kan købes enten enkeltvis eller samlet i et bokssæt

FAKTA
Bond på film
*Dr. No/Agent 007 – mission drab (1962)
*From Russia with Love/Agent 007
jages (1963)
*Goldfinger (1964)
*Thunderball/Agent 007 i ilden (1965)
*You Only Live Twice/Agent 007 – du lever kun to gange (1967)
*On Her Majesty’s Secret Service/Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (1969)
*Diamonds Are Forever (1971)
*Live and Let Die/Lev og lad dø (1973)
*The Man With the Golden Gun/Manden med den gyldne pistol (1974)
*The Spy Who Loved Me/Spionen, der elskede mig (1977)
*Moonraker (1979)
*For Your Eyes Only (1981)
*Octopussy (1983)
*A View to a Kill/Agent 007 i skudlinien (1985)
*The Living Daylights/Spioner dør ved daggry (1987)
*License to Kill (1989)
*GoldenEye (1995)
*Tomorrow Never Dies (1997)
*The World Is Not Enough (1999)
*Die Another Day (2002)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu