Læsetid: 4 min.

Manden uden mening

Afdæmpet Jack Nicholson trækker tårer i Alexander Paynes prægtige satire over livets iboende meningsløshed, ’Rundt om Schmidt’
3. januar 2003

Ny film
»Vi har kun været sammen en aften, og du forstår mig bedre end min kone, som jeg tilbragte 42 år sammen med,« siger Warren Schmidt oprigtigt og lægger sit hoved ind til kvindens bryst.
»Stakkels, stakkels mand,« messer hun beroligende, men Schmidt mistolker situationen og gør et kejtet forsøg på at kysse hende, hvorefter hun springer op af sofaen og smider ham på porten. Det er på én gang urkomisk og dybt bevægende, og i sådanne øjeblikke vibrerer Rundt om Schmidt fascinerende mellem komedie og tragedie, mellem ironi, patos og medfølelse.
Man ved aldrig, om man skal grine eller græde, for på den ene side spidder instruktøren Alexander Payne frydefuldt den hvide amerikanske middelklasses værdier og livsopfattelse, og på den anden side føles Schmidts hjerteskærende ydmygelser og tomheden i hans tilværelse too close to home.

Nicholson uden nykker
Det sidste skyldes ikke mindst hovedrolleindehaverens indfølende og aldeles overbevisende spil. Jack Nicholson har inkarneret de særeste outsidertyper på film – fra den oprørske intellektuelle i Five Easy Pieces over den skøre charmør i Gøgereden til den farlige psykopat i Ondskabens hotel – men først nu, i en alder af 65, har han modet til at lægge stjernenykkerne på hylden og spille en helt almindelig mand, hr. hvemsomhelst, indbegrebet af det tavse flertal.
Jack Nicholsons mere afdæmpede skuespilstil sås allerede i Sean Penns dystre og noget undervurderede thriller Løftet (2001), hvor han spiller en pensioneret politimand, der ikke kan slippe jobbet. Det var en hypnotiserende hudløs præstation, og Nicholson fortsætter afmytologiseringen i Rundt om Schmidt, hvor han giver kameraet lov til at dvæle ved sin krops kun alt for sikre alderdomstegn.
»The real trick to acting is after you are known, in my case to un-Jack the character and get the audience to reinvest in a new and specific fictional character,« sagde Jack Nicholson for nylig i Newsweek, og det trick er lykkedes i den nye film i en sådan grad, at skuespillerens tolvte Oscar-nominering burde være sikret.
Jack Nicholson er Warren Schmidt, med pertentligt hentehår, krumbøjet ryg og en stiv, halvfrossen gangart, der vidner om et livslangt kontrolleret, konformt og kedsommeligt rutineliv.

On the road, Jack
Warren Schmidt har i en menneskealder passet sit job som aktuar i et forsikringsfirma i Omaha, han har en voksen datter og en kone, som han har været passionsløst gift med i 42 år. Han har fulgt spillereglerne og været en god samfundsborger. Nu skal han pensioneres.
De fleste af verdens Schmidt’er ville resignere, men Warren Schmidt bærer på en voldsom indre vrede, og da han mister sin kone og bedste ven, tvinges han til at se ind i sig selv og finde ud af, hvem han i virkeligheden er. Har jeg gjort en forskel i verden? Har der været en mening med mit liv, spørger han i et sjældent filosofisk øjeblik.
Svaret giver sig selv, og i desperation sætter Schmidt sig bag rattet i familiens nyindkøbte autocamper og begiver sig mod Denver. For i det mindste at gøre en lille forskel vil han redde sin datter fra at gifte sig med en uduelig lavtlønnet vandsengssælger, men datteren sætter ikke pris på sin fars pludselige omsorg, og den frivole svigerfamilie bliver noget af en prøvelse for den bornerte og kropsforskrækkede Schmidt.
Nicholsons brydekamp med svigersønnens vandseng er et lille vidunder af en slapstickscene, og scenerne mellem Nicholson og Kathy Bates, der spiller svigersønnens frodige mor, hører til filmens mest veloplagte. De øvrige biroller er ret stereotype, men ved konsekvent at underspille de mest oplagte gags ender filmen ikke i klichéland.

Trumfkortet
Filmens egentlige genistreg er imidlertid de breve, Schmidt skriver til den seks-årige, forældreløse tanzanianske dreng, Ndugu Umbo, som Warren via en hjælpeorganisation er blevet sponsor for. Brevene bliver læst op af Jack Nicholson i filmens voice-over og giver os ikke bare indblik i Schmidts mærkværdige selvransagelse, men tilføjer også nye lag, idet hans beretninger ikke altid stemmer overens med virkeligheden.
Alexander Payne, der tidligere har lavet den knivskarpe high-school-satire Election, er mere på bølgelængde med dramatikeren Tjekhov end med Hollywoods populære komedie-snedkere. Skal man endelig sammenligne med andre filmfolk i Hollywood, kan Paynes tragikomedie minde om Coen-brødrene (Fargo og The Man Who Wasn’t There) og Todd Solondz (Happiness), men vel at mærke uden Coen-brødrenes selvbevidste ekvilibrisme og Solondz’ iskolde misantropi.
Alligevel er det, som om Alexander Payne undervejs i Rundt om Schmidt er ved at miste fodfæstet. Satiren over livets iboende meningsløshed bliver slappere, den fine balance mellem det skarpe og det menneskelige vakler, og man begynder at frygte, at han vil ende med at hylde de middelklasseværdier, filmen ellers så effektivt har udstillet undervejs.
Men instruktøren har et trumfkort af en slutscene, der kan tolkes på flere måder, men umiddelbart opleves som en åbenbaring. Her går satire, patos og medfølelse op i en højere enhed, og her er måske det enkle og tankevækkende svar på Schmidts filosofiske spørgsmål. Se selv hvordan – årets første film kan meget vel vise sig at blive en af de bedste.

*Rundt om Schmidt. Instruktion: Alexander Payne. Manuskript: Louis Begley, Alexander Payne og Jim Taylor. Amerikansk (Grand, Dagmar, Palladium og Cinemax i København og en bunke biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu