Læsetid: 5 min.

Mens vi venter på Bond

Lad os samle alle de maskuline klichéer, Bond, Dostum, Bush og Saddam, i en selvhjælpsgruppe, hvor de kan arbejde med deres knuder
24. januar 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.
Færre danske børn vokser op under fattigdom end for 10 år siden. Men de udgør stadig et markant mindretal. Hvert 20. hjemmeboende barn lever under relativ fattigdom, målt i forhold til den generelle indkomstfordeling. Og 13 procent af børnene mangler 9 ud af 25 basale goder, der omfatter f.eks. adgang til bad og mulighed for at invitere venner på besøg. Hertil kommer, at den sociale arv udviser en næsten uhyggelig lovmæssighed.
Opgørelsen er netop udsendt af Socialforskningsinstituttet. Den er endnu et vidnesbyrd om de sårbare mindretal i vores samfund. Jeg læser om det på vej til Esbjerg. Her har 30 organisationer samlet kræfterne om at udvikle det frivillige sociale arbejde i området. De har åbnet Vindrosen – de frivilliges hus. Ambitionen er at danne et kraftcenter for udvikling af den sociale indsats i regionen. Måske en slags velfærdslaboratorium.
Nok kan de frivillige formentlig ikke direkte ændre indkomstfordelingen. Men gang på gang viser de, at de kan mobilisere kolossale ressourcer hos mennesker, der normalt betegnes som »svage grupper«. Så kom bare med en vestjysk velfærdsrevolution.

2.
Helt nøjagtigt hvor vigtig er sandheden?
Det synes ikke rigtigt opportunt at afdække krigsforbrydelserne i Afghanistan. Både dem, der er begået af talebanerne, og dem, der er begået af de krigsherrer, USA allierede sig med. Selv FN’s repræsentant i landet finder situationen alt for delikat til, at det er passende at efterforske tortur og myrderier. Viceforsvarsministeren er en krigsherre ved navn Dostum, der har det med at stuve fanger i containere uden lufthuller, og så har han en massegrav i betænkelig nærhed af sit palads. Mens verdenssamfundet nøler i agtelse for realpolitikken, forsvinder sporene stille og roligt.
I USA beskyldes fredsaktivister for at være forrædere, når de fortæller om den irakiske civilbefolknings lidelser. En af aktivisterne indrømmer, at måske kan Saddam slå plat på dem. »Men det fjerner jo ikke sandhedsværdien af informationerne,« tilføjer han.
Hvordan er nu sammenhængen mellem mål og midler? Kan man fremme en demokratisk udvikling nogen steder ved at ignorere krænkelser af menneskerettigheder?

3.
James Bond er på vej. Med et stort forbrug af dry martini og kvinder og med license to kill. Virkelighedens Bonder har glade dage. Forebyggende likvideringer er kommet på mode blandt visse stater. USA gør det.
Og både Australien og Israel siger, de godt kunne tænke sig at prøve. Hvorfor vente på, at en formodet fjende gør noget, når det kan ordnes med en profylaktisk aflivning. Om der er tale om krigsførelse i folkerettens forstand, har eksperter svært ved at afgøre.

4.
Mænd lider i stilhed, fortæller en forsker til en avis. Mænd er det ekstreme køn. Der er flest mænd blandt topledere og flest mænd blandt hjemløse og narkomaner. De har kortere levetid end kvinder, men mener hyppigere end kvinderne, at de har et godt helbred. De drikker mere, tager flere stoffer og er mest effektive, når de forsøger selvmord.
Når mænd bliver ramt af sygdom eller andre problemer, kan der gå flere år med tavs desperation, før de forsøger at tale med nogen om deres problemer. Ofte iklædt en del sort humor og blufærdighed. Sorg- og krisegrupper rapporterer om vanskelighederne ved at få mændene med.
Det lyder lidt som en maskulin kliché. Men lad gå. Måske kan vi samle alle klichéerne, Bond, Dostum, Bush og Saddam, i en international selvhjælpsgruppe, hvor de kan arbejde med deres indre knuder og opøve en mere moden og empatisk kommunikation.
Jeg føler efter. Nej, jeg har endnu ikke fået jernkæbe og hagehul.

5.
Vi har besøg af 10 frivillige organisationer, der driver sociale institutioner på selvejende basis. Sådanne organisationer driver faktisk ca. en fjerdedel af institutionerne på det sociale område. I en tid, hvor borgerne vil kunne vælge mellem sociale tilbud, frembyder de en bred vifte af alternativer med forskellige værdimæssige profiler.
Problemet er bare, at kommuner og amter ofte gennem deres styring får institutionerne til at nedtone deres egen profil for i stedet at komme til at ligne netop kommunale og amtslige institutioner. Institutionernes forbindelse til moderorganisationerne og deres folkelige basis overskæres. De genskabes i det offentliges billede. Dermed går kommuner og amter netop glip at det vekselspil og den synergi, som kunne være styrken i samarbejdet.
Borgerne vil have noget at vælge imellem. Men det forudsætter en reel mangfoldighed af tilbud. At få leverpostej på syv måder er der ikke meget sjov ved. Lad derfor mangfoldigheden og autonomien blomstre. Og lad bare de private virksomheder komme. De frivillige organisationer har 100 år på bagen og skal give dem kamp til stregen.

6.
I dag genfandt jeg Arne Næss’ og Johan Galtungs fine bog om Gandhis politiske etik. Det er stærke sager. Ikke alene skal mål og midler være i overensstemmelse med hinanden. De skal være identiske. Målet skal være indeholdt i midlerne. Fred er ikke målet, fred er vejen, baby. Danske soldater er blevet vaccineret for miltbrand og dermed mere klar til krig i Irak. Krig er ikke kun for Bond og Dostum, men er rykket tæt på danske familier. Om halvanden måned står 150.000 soldater klar til et angreb på Irak. Hvordan ligger det med FN-mandatet?
På andre fronter er der kommet en vældig grå zone mellem krig og fred. De 600 fanger på Guantanamo-basen regner USA ikke for krigsfanger. Derfor er de heller ikke beskyttet af Geneve-konventionen. Dansk Røde Kors er stærk bekymret. Den grå zone mellem krig og fred kan blive et nyt retsløst rum, der åbenbart kan omfatte både likvideringer og massetilfangetagelser.

7.
Det belgiske parlament skal i dag revidere en unik lov fra 1993, der gør det muligt at retsforfølge forbrydelser mod menneskerettighederne, uanset af hvem eller hvor i verden de er begået. Talrige statsledere, herunder Sharon, har ikke kunnet vide sig sikre i den lille stat. Nu kræver blandt andet en afgørelse fra den internationale domstol i Haag, at loven revideres. Hold fanen højt! Barbariet ligger som latent mulighed både i det lille og det store fællesskab. Med lidt omtanke og lidt belgisk courage kan vi holde det i tømme.
Det er en dejlig dag – med en snært af mildhed og forår. Og jeg glæder mig til at se Bond. Die
Another Day. Ja, hvorfor ikke?

Klaus Majgard er leder af Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her