Læsetid: 2 min.

Ministerstrid om ligestilling

Der er udbrudt åben verbal krig mellem to af regeringens ministre om nævnet for ligestilling, som finansminister Thor Pedersen vil ofre i kampen mod overflødige nævn
18. januar 2003

To af regeringens tunge ministre er nu i åben strid om, hvorvidt danskerne skal have et særligt klagenævn for ligestilling.
Social- og ligestillingsminister Henriette Kjær (K) vil med et nyt lovforslag gøre Ligestillingsnævnet permanent. Men Venstres finansminister Thor Pedersen kræver derimod nævnet sparet væk som led i regeringens kamp mod overflødige råd og nævn.
Trods finansministerens klare nej holder socialministeren fast i sin beslutning, og lovforslaget kommer derfor i Folketinget om 10 dage.
»Vi har truffet vores valg. Det er vigtigt, at borgerne har mulighed for at klage, hvis de bliver diskrimineret på grund af deres køn,« fastslår den konservative ligestillingsordfører Helle Sjelle.

Opgør med bagland
De Konservative vælger dermed at overhøre en klar henstilling fra finansministeren, der i et høringssvar til sin kollega slår fast, at regeringen netop ønsker færre nævn. Thor Pedersen anfører desuden, at Ligestillingsnævnet har forsvindende få sager og er stort set ukendt i den brede befolkning.
Derfor bør nævnet nedlægges og sager om ligestilling behandles ved domstolene eller i det arbejdsretlige system.
Men den begrundelse afviser Helle Sjelle: »Det er udmærket, at der er et selvstændigt nævn for de her sager. De skal ikke bare sendes over i det arbejdsretlige system«.
De Konservative lægger sig dermed også ud med partiets eget bagland.
Både Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening er imod nævnet, som de ser som spild af tid og skattekroner. Arbejdsgiverne mener ligeledes, at sagerne bør sendes over til arbejdsmarkedets nævn.
Socialminister Henriette Kjær har truffet beslutningen om at beholde nævnet på baggrund af en rapport fra PLS Rambøll. Rapporten dokumenterer, at nævnet siden oprettelsen i juni 2000 har haft 72 sager, og blot kostede skatteyderne 769.000 kroner i 2001. Samlet set er nævnet en »effektiv og relativt billig« instans til at løse problemer, fastslår konsulentfirmaet.
PLS Rambøll anbefaler derfor ekstra penge til at udbrede kendskabet til nævnet.
Advokat Pia Deleuran, et af nævnets tre medlemmer, er glad for socialministerens beslutning.
Nævnet har allerede haft en række principielle afgørelser, og mange borgere mister muligheden for få afgjort vigtige sager, hvis nævnet nedlægges, mener hun:
»Et særligt nævn skaber mere opmærksomhed om problemer med ligestilling. Der vil være en række sager, der aldrig kommer frem til en afgørelse, hvis de eksempelvis skal føres ved domstolene eller i arbejdsmarkedets system,« siger Pia Deleuran.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu