Håndbold-VM
Undskyld mig, men dansk håndbold er i krise.
Det er ganske vist ikke til at se efter de sidste ugers omtale af herrehåndboldlandsholdets bedrifter, der er blevet mediedækket som var der tale om en tyvstart på det VM, der starter i dag i Portugal, mens den nøgterne sandhed jo er, at der har været tale om to træningsturneringer.
Omvendt tyder udebanesejren for nylig over en af VM-favoritterne, Jugoslavien, med de indiskutable cifre 37-29 ikke på et hold i krise, men alligevel er det ikke til at skjule, at Danmarks officielle nationale vintersport skranter.
Medlemstallet i klubber tilknyttet Dansk Håndbold Forbund er nemlig stagneret omkring de 135.000 aktive spillere; et tal, der har været nogenlunde konstant siden 1997, hvor den såkaldte Anja-effekt slog igennem på klubplan. Men der er meget langt til det medlemsboom, som 80ernes bolchestribede nærved-og-næsten herrelandshold forårsagede. Dengang spillede omkring 160.000 danskere håndbold på klubplan.
Usexet sport
Årsagerne til tilbagegangen er flere, men på bundlinjen står, at en holdsport som håndbold i en tid, hvor individualisme og selvudfoldelse er Gud, ikke forekommer særlig sexet for slet ikke at tale om, at den fysiske nærkontakt i spillet ofte er af den slags, der ikke gør smuk, men ondt. På den led så det en overgang ud til, at kvinderne ville blive gode rollemodeller, men enhver, der på det seneste har overværet f.eks. en Champions League-kamp for kvinder vil vide, at der spilles der mere med musklerne end med den boldtekniske musikalitet, Ulrik Wilbek fornyede spillet med i 90erne.
Det er derfor både rigtigt og forkert, når man forleden i forbifarten på morgen-tv kunne høre den danske anfører Joachim Boldsen småirriteret affeje endnu en sammenligning mellem herre- og kvindehåndbold med en bemærkning om, at det netop ikke lader sig sammenligne, fordi der er tale om to vidt forskellige spil.
Hvor meget han har at have sin pointe i, kan vi se de næste 14 dage, hvor 24 lande kæmper om verdensmesterskabet i herrehåndbold. Titlen er en tilsnigelse. Bortset fra Egypten og Tunesien er der i realiteten bare tale om et udvidet EM hold som Grønland,
Quatar, Australien og Argentina er kun med af håndboldpolitiske grunde. Det er fortsat old school-hold som Sverige, Frankrig, Tyskland, Jugoslavien og Rusland, der tegner firmaet. Og på det seneste altså Danmark, som med en overraskende bronzemedalje ved sidste års EM nu omsider ser til ud til at høste frugterne af det udviklingsarbejde, ikke mindst den nuværende landstræner Torben Winther har været dynamo i.
Det er fristende og noget af det nemmeste i verden at være Rasmus Modsat og indvende, at der er tale om endnu et eksempel på den nationalisme, der driver den lokale sportspresse, når de danske herrer i disse dage stort set bare mangler at få hængt guldmedaljerne om halsen, men samtidig er det usagligt at skjule, at vi for første gang meget længe har et hold, som netop er et hold. Tilpas garneret med de individualistiske profiler, der er krydderiet og overraskelsesmomentet både for spillet og for tilskuerne. Og et hold, der på en god dag kan spille lige op med de bedste. F.eks. slog vi Sverige 27-15 i maj sidste år, og vi har siden EM mødt Frankrig fire gange med to sejre til hver side.
Dobbeltdækning
En af hemmelighederne ved den danske fremgang er ironisk nok den bredde, som spillet mangler på græsrodsplan. Landsholdet er ikke længere afhængig af to-tre spillere, men der er adækvat dobbeltdækning på de fleste pladser, ofte af spillere, der er lige så gode som førstevalget. Omvendt er håndbold også et spil, der spilles for at vinde, og i den retning er Torben Winther realpolitiker. Derfor har han desværre en tendens til at bruge funktionæragtige typer i stedet for en knald-eller-fald opportunist som Klavs Bruun Jørgensen, der i denne sammenhæng er lige så meget en joker som hans kone, Rikke Hørlykke, er det på kvindelandsholdet.
Det danske holds styrke er forsvaret, som er meget omstillingsdueligt og efterhånden forstår at uddele tærsk, uden at dommerne ser det alt for meget et succeskriterium i håndbold.
Joachim Boldsen fylder godt, og en type som den ranglede Torsten Laen kan give og tage i begge ender. Og mellem stængerne kan Kasper Hvidt afgøre kampe hans afløser Peter Nørklit blev et kontroversielt valgt på bekostning af EM helten Michael Bruun, og er mere kølig, mindre spektakulær, men holder afgjort klasse.
Det samme gør venstrefløjen Lars Christiansen, der kan score fra vinkler på nul grader og gør det så ofte, at det må kaldes kunst. Han er et levende eksempel på, at håndbold ikke kun er et spil for møvere. Hans tilgang til spillet forener det intuitive og det intellektuelle. På den modsatte fløj har Christian Hjermind på det seneste gjort en dyd ud af at systematisere effektivitet 11 mål scorede han, da vi med 37-27 maltrakterede Polen i den sidste testmatch.
Langskuddet, dansk håndbolds gamle varemærke, har længe ligget ubrugt hen, men Lars Krogh Jeppesen ser nu ud til, via den hårde tyske håndboldhverdag, at indfri de forventninger, der følger med så stort et talent.
Forude venter Slovenien, Brasilien, Algeriet, Egypten og Sverige, som skal vises Winthervejen. Foreløbig.
