Læsetid: 3 min.

Mødernes begyndelse

Kushners fascinerende Afghanistan-tekst får ikke sin maksimale opførelse på Stærekassen, men lever alligevel på ordenes og visse præstationers styrke
4. januar 2003

Teater
Den seneste nutid har længe dementeret Kiplings overciterede »east is east and west is west and never the twain shall meet«, hvilket Kushner lægger billeder og især ord til. En person taler som edb-professionel om dualer – modsatrettede, komplementære størrelser sådan cirka – og i dualer taler også dramatikeren – gerne og længe. Poesi over for eksakt videnskabsterminologi, hverdagssprog over for litterære forsiringer, grusomheder over for omskrivninger – en ordenes bazar, hvis farverigdom ørets øje dårligt kan blive overmæt af.
Selvom starten er et take it or leave it. En time med en tænksomt kværnende engelsk husmor på lige dele Kabul-eskapisme og lykkepiller. I sin eksistentielle tomhed sværmer hun for ’verdens glemte afkroge’, her og nu repræsenteret af en gammel rejseguide, hvis olierede veltalenhed Kushner har kælet meget for. Dramaturgisk er selv prologen en dual – på én gang et nødvendigt lysbilledforedrag om Afghanistans tumultuariske historie som konstant invaderet, overskyllet, udsuget og efterladt, og et portræt af et sentimentaliseret vest, der døller åndløsheden med Fontex. Mens det først på afstand, siden i en slags virkelighed møder et øst, der dagligt er nødt til at face død, forkrøbling, mental terror og ekstrem fattigdom uden kemisk gardin. Kirsten Olesen står alene på scenen som opvarmningsband og er forståeligt nogen tid om at spille sig op, men det kommer – ikke mindst ved hjælp af Pia Juuls veloplagte neologismer.
Fra start til slut spiller forfatteren på flere registre. Vil han bare udstille? Er den bærende øst-vest dualisme ikke skåret ud i klicheer – veltalende, men alligevel udefra beskrevne klicheer? Er han egentlig ikke i gang med en ny ombæring occidental-eksotisk romantisme? I hvert fald udspiller de næste akters møder mellem den nu i Kabul forsvundne husmors familie og de gådefulde afghanere sig som en kamp på (u)viden(hed), forskellighed og åndelighed. Er hun – ene, burkaløse kvinde i Kabuls kvindeforbudte gader – maltrakteret til døde af fundamentalistiske bøller, sådan som det talebanske politi påstår, eller har hun udskiftet tomheden med koranen og den indsnævrede tilværelse som muslimsk kone til en fingerløs afghaner? Sådan som en kryptisk hattesælger (Anders Hove) og en poetiserende, professionel kvinde-guide (Morten Suurballe) påstår. Mens ægtemanden (Stig Hoffmeyer) slår sig til tåls med den britiske mellemmands heroinbeholdning hjemme på hotelværelset, får datteren (Barbara Hesselager) sig en øjenåbner i sin desperate jagt på en viden, hun måske hellere ville være foruden.

Det intellektuelle bytte
Netop som den del af Hjemmeliv/Kabul taber højde, springer raseriet på scenen. Indignationen, oppositionen og den intellektuelle tørst gennemspiller Anne-Lise Gabold med ulmende styrke som bibliotekaren, nu eks-bibliotekar uden bøger og henvist til det fundamentalistiske husmørke, mens de dådløse afghanske mænd dukker sig.
Kushner holder mange symboler i luften (bl.a. Frank Sinatra som amerikansk kulturbærer og hans indspilning af Come fly with me... i et land overfløjet af flyvende tæpper i fortiden og Tomahawk-missiler i nutiden, det er sgu humor (og jødisk humor – for kendere)) og Kushner trumfer med det afsluttende kvindebytte, der installerer den professionelle videnssamler i husmorens/amatørlæserens dagligstue, dybt neddykket i den personlige integration af fortiden med nutiden, den ene verden med den anden. Hvis man ser det som Kushners eneste udgangsbøn, er den på papiret både triviel og har pt. lange udsigter; men på scenen får byttet teatralsk mening. Og kommenteres fint og stilfærdigt af Mellentins midtvejskostumiering i farve og snit af Gabold.
Selv modtog Kushner den store gevinst, da en vis 11. september gav hans stykke – med bibliotekarens rungende velrettede anklage mod amerikanerne »Hvorfor støtter I Taleban? Vil I måske have dem i Amerika? Bare vent, de kommer til Amerika!« – internationalt ekkorum. At forsøge at vurdere Hjemmeliv/Kabul uden den dato i baghovedet er ikke muligt og ophavsmandens kultstatus læner sig i al evighed der op ad.
Når nu Det Kgl. har været hurtig og fået option på stykket, kunne de så ikke også have brugt fem minutters omtanke på at placere det på den optimale scene? Hvilket ikke er Stærekassens hygge (!), men nemt kunne være Turbinehallernes råhed. Sindssygt ærgerligt, også for de skuespillerpræstationer, der falder i øjnene – først og fremmest Gabold som sagt, men også den scenenaturlige, temperamentsfulde Hesselager, Hove og Suurballe med fine indbyrdes sideblikke og Thomas Corneliussen i stykkets stærkeste glimt af gudsforgående vid.

*Hjemmeliv/Kabul af Tony Kushner. Ovs.: Pia Juul. Instr.: Klaus Hoffmeyer. Scen.& kost.: Birgitte Mellentin. Lysdesign: Torben Lendorph. Det Kgl. Teater, Stærekassen. Til 23. mar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu