Læsetid: 11 min.

Den moralske statsmand

Information tegner et portræt af den britiske premierminister og hans dybe engagement i verdens problemer. Og forsøger at give et svar på, hvor det kommer fra
25. januar 2003

LONDON – Er klokken ved at falde i slag for den formidable politiker Tony Blair? For Storbritanniens leder, som nu rangerer i samme verdensklasse som Winston Churchill og William Gladstone? For manden med de mange kasketter: britisk statsminister, partileder, uofficiel verdensmester i kunsten at holde politiske taler, der mikser abstrakte idéer med hjerteblod og solide middelklasseværdier, kristen moderne og moralsk socialdemokrat, kommunitarist, kærlig familiefar? Er »Bambi forklædt som Lenin«, som nogle af hans politiske modstandere drillende har kaldt ham, på vej mod sit politiske Waterloo?
Når dette spørgsmål overhovedet kan stilles, skyldes det naturligvis først og fremmest Irak. Og især Irak i kombina-tion med en voksende kritik af ikke at levere den lovede vare, når det gælder indenrigspolitiske løfter om sygehuse, uddannelser og transport.
Først til Irak: Som den eneste politiker i verdensklasse har Tony Blair kastet sin formidable politiske tyngde ind bag præsident George W. Bush, når det gælder konflikten, der måske, måske ikke vil føre Vesten til krig mod Iraks brutale diktator, Saddam Hussein.
Det har den britiske premierminister ikke gjort, fordi det er en sikker personlig politisk vindersag. Tværtimod. Og dermed har Blair om ikke andet effektivt afkræftet tesen – ofte fremsat af den britiske konservative opposition – om at hans politik først og fremmest er drevet frem af ønsket om at være populær.
Krig er ikke et hit hos de britiske vælgere – 53 procent er direkte imod på nuværende tidspunkt, selvom det dog skal siges, at Tony Blair selv er sikker på, at det tal vil ændre sig, når der kommer flere oplysninger på bordet om Saddam Husseins ugerninger og masseødelæggelsesvåben. Våben, som Blair personligt er overbevist om, at Irak har.
Krig er heller ikke just vejen frem, når det gælder alliancer i det Europa, som Blair ønsker at have en ledende rolle i. Senest undsagde både tyskere og franskmænd åbent den britiske linie i FN torsdag. De to lande er ikke med på en krig uden FN’s aktive opbakning. Tyskerne overhovedet ikke. Franskmændene ikke på nuværende tidspunkt. Torsdag konkluderede dagbladet The Independent i en dyster leder, at Blairs pro-amerikanske politik havde »isoleret Storbritannien i Europa, kvalt den britiske stemme, formindsket vores indflydelse og sat spørgsmålstegn ved om vi overhovedet er pro-europæiske…. For første gang ser vi, at vores sabelraslen skræmmer vores venner mere end vores fjender. Sår tvivl om vi ønsker at forpligte os i EU. Og det vil uheldigvis ikke være sidste gang, det sker.«

Så hvorfor gør han det. Hvor kommer den politik fra, der kun har en lunken opbakning selv fra hans egen regering, hvor man nok fornemmer nummer to i regeringen, finansminister Gordon Browns bare halvhjertede støtte; Brown, som allerede en gang er blevet snydt for posten som leder af partiet, og som ifølge et af de mest sejlivede rygter i britisk politik allerede har sikret sig en aftale med Blair om at overtage ledelsen af såvel partiet som landet inden næste valg, en aftale indgået på en restaurant for flere år siden.
Hvorfor ?
Der er kun eet svar på det spørgsmål. Og det er ikke en dybtliggende lyst til eller fiks ide om partout at ville være
Bushs’ puddelhund, som den britiske venstrefløj hånligt påstår.
Svaret, som er ganske enstemmigt, hvis man spørger politiske kommentatorer, embedsmænd i det britiske statsministerium, gamle venner fra studietiden og partimedlemmer tæt på toppen af Arbejderpartiet, svaret – og det er lige så enkelt, som det er nemt at afvise, hvis man er kyniker – er, at den troende, overbeviste kristne Tony Blair (der selv er anglikaner, men hvis hustru er katolik, og som altid har Koranen med sig i rejsekufferten) føler en moralsk forpligtelse til at gøre hvad, han mener, er rigtigt.
Det burde jo ikke kunne chokere, for er det egentlig ikke det, politikere, og især de politiske ledere, der skal kendes som statsmænd, må og skal gøre, ja kendetegnet par excellence?
Jovel, men i denne verdens realpolitik er det ikke desto mindre en sjælden vare. Kilder tæt på Blair, som Information har talt med i researchen til denne artikel, fastholder imidlertid, at Blair i denne sag, er personlig overbevist om, at han må gøre det, han synes, er rigtigt.
Når han derfor gang på gang i sine taler siger, at »verdens kommende generationer vil bedømme os på vore handlinger i denne sag og dommen vil være hård, hvis vi lader stå til, hvis vi fejler og gør intet, hvis vi venter til det er for sent«, så er det sætninger, han mener. Tony Blair er til stede i sit sprog. Han har følelser og punch, og derfor gør han også indtryk. Ligesom den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton udstråler han, at han ikke bare som politiker, men også som menneske, er det, han gør.
Hvilket i øvrigt igen og igen fremkalder beundring selv fra hans hårdeste modstandere på hans egen venstrefløj. »Jeg er dybt uenig med ham, men jeg må sige, at jeg beundrer, at han kan holde fast i en storm,« som en af hans kritiske backbenchers sagde sidste gang, parlamentet grillede ham i den ugentlige spørgetime.
Det er ikke det samme som at sige, at Blair er ligeglad med den vaklende opbakning i den britiske befolkning. Eller i EU. Torsdag advarede han tværtimod om, at en kløft mellem Europa og USA ville være »katastrofal«:
»Hvis Europa og Amerika ikke enes i denne sag, vil ethvert andet land i verden kunne bruge det og spille os ud mod hinanden.«
Men svaret på det spørgsmål, der lige nu stilles med stigende kraft ikke bare af britiske medier og vælgere, men også i flere EU-hovedstæder: »Hvilken vej vil Blair gå når det kommer til stykket, EU-vejen eller den amerikanske vej?«, er ikke desto mindre et forkert stillet, hypotetisk, spørgsmål i Tony Blairs optik.
Han er nemlig overbevist om, at når først regnskabets time kommer, vil adskillige EU-lande støtte en »moralsk rigtig« krig. Og sandt er det i hvert fald, at Spanien og Italien allerede har signaleret, at de i givet fald vil bakke op.
For dem, der undrer sig over Blairs faste kurs, er det værd at studere i hvert fald to andre fikspunkter i hans politiske karriere.
Hans reaktion på terrorbegivenhederne den 11. september 2001, og tilsvarende i konflikten i eks-Jugoslavien.
I timerne efter angrebet på World Trade Center talte han om denne »masseterrorisme, som er den nye ondskab i verden. De mennesker, der begår den, har ingen respekt for ukrænkeligheden og værdien af menneskeligt liv, og vi – verdens demokratier – må stå sammen og udrydde den.«
Ved sit partis årlige septemberkonference i Brighton samme måned holdt han også en tale, der selv med hans egen målestok var mesterlig:
»Min sag er ’de sultenes, de ulykkeliges, de fordrevnes, de oversetes, de som lever i nød og elendighed, fra ørkenerne i Nordafrika til slummen i Gazas, til bjergene i Afghanistan,’ lød det eksempelvis. Ikke nok med, at landets leder ikke ville helme, før enhver terrorist var nedkæmpet; han ville også som en art misionær fjerne de verdens uretfærdigheder og nedrigheder, som danner substratet, næringen for terror.
Men det var grusomhederne i Kosovo, som for alvor ændrede Blairs globale status. Hans hårde linje sejrede over den tøvende realpolitiske tilbageholdenhed, som havde været den konservative Major-regerings kendetegn. Og ligesom nu, når det gælder Irak, var den almindelige brites begejstring for angreb på serberne yderst behersket.
Blair insisterede imidlertid på at kampen mod Slobodan Milosevic simpelthen var det rigtige at gøre »for menneskehedens skyld.« Kommentatorerne var enige. Der var ingen britiske, strategiske interesser i at bombe Serbien. Ergo var der kun den moralske.
Blair sagde dengang: »Til dem, der siger, at målet med de militære angreb ikke er klart, svarer jeg: Det er krystalklart. Det er at ødelægge Milosevics mulighed for at føre krig mod uskyldige civile.«
I foråret 1999 var størstedelen af kosovo-albanerne på flugt, og dem, der ikke var, blev tvunget ud. Dynget på tog og lastbiler. Parallellen til Holocaust lå lige for. Til BBC sagde Blair: »Dette ikke længere er en militær konflikt…det er en kamp mellem godt og ondt, mellem civilisation og barbari.«
Ved en senere lejlighed gentog han, at »dette er ikke en kamp om territorium. Det er en kamp for humanismen. Det er en retfærdig krig.»
Kritikere af Blairs Irak-mission vil pege på, at situationen i Kosovo var helt anderledes akut end den situation, der i dag hersker i Irak. Og de vil sige, at Saddam Husseins brutale undertrykkelse af sit eget folk er velkendt. Men for Blair er der ingen tvivl – vi står her med en anden krig, som er lige så nødvendig som ikke blot den mod serberne, men også den intervention, der fjernede taleban-styret fra magten.
Igen og igen har han sagt i de sidste par måneder til sine kritikere, at »ingen ville have støttet en militær intervention i Afghanistan, hvis jeg var kommet i dagene før den 11. september 2001 og sagt, at der var en plan undervejs, der var så ond, at vi måtte sende britiske tropper i krig i Afghanistan mod en terror-gruppe ved navn al-Qaeda. Men det ville have været rigtigt. Og på samme måde siger jeg til jer, at det er nødvendigt at stoppe Saddam Hussein og få afvæbnet Irak. Om det skal ske fredeligt eller på anden vis er op til Irak.«

Blairs evner som taler og formidler af folkets følelser kan ikke diskuteres. Men hvilken effekt, denne overvældende retorik har på det britiske politiske liv, kan til gengæld godt.
Independents politiske chefkommentator, Donald McIntyre, skrev forleden, at Blair nu fyldte så meget i det politiske landskab – hvilket er resultatet af Blairs eget talent, kombineret med en konservativ opposition, der er faldet fra hinanden både hvad angår mangel på politiske budskaber, ledertalenter og som er karakteriseret ved mestendels retorisk armod – at selve demokratiets livsnerve er truet. Hvordan skal vort samfund fungere, når der ikke eksisterer et korrektiv til den regerende magt, lød det fra McIntyre. Et spørgsmål, der altid vil være mere relevant i et de facto to-partisystem som det britiske, men som pt. er særlig på sin plads.
Men indenrigspolitik handler naturligvis ikke kun om talegaver og overbevisningskraft. Et andet spørgsmål, som trænger sig på, er, om Tony Blair og New Labour kan levere den politiske vare på hjemmebanen, og ikke bare på den internationale scene. Kravet om at få Blair ’hjem’ til England, og kritikken af, at han – som mange premierministre før ham – synes at være mere intellektuelt udfordret af verdens mange problemer frem for eksempelvis at få det nedkørte og elendigt fungerende britiske transportsystem til at virke; for slet ikke at tale om det sociale system eller de statslige hospitaler, som senest har forsøgt sig med at definere alle stole, der kan slås ned, så man kan sove i dem, som »sengepladser« for at få tallene til at se lidt pænere ud.
Det er tid til noget snak om krig, når det gælder alt det herhjemme, skrev således Polly Toynbee i en velskrevet og syrlig kommentar i dagbladet The Guardian i sidste uge.
»Ingen betvivler premierministerens oprigtighed, eftersom hans politik giver ham flere problemer end gevinster, men hans moralske retorik begynder at lyde lidt naiv i en verden, hvor hans fredsbestræbelser i Mellemøsten bliver knust under Det Hvide Hus’ støvle, og hans passionerede taler om at bekæmpe global fattigdom bliver ignoreret på den anden side af Atlanterhavet.«
»Han kunne være en verdensleder, hvis han sad i Washington, men han kan kun spille den svage britiske hånd ud … hans globale visioner synes beundringsværdige, men de er sørgeligt malplaceret i hænderne på George Bush. Hvis bare hans udenrigspolitiske drømmes ambitioner blev matchet af hans visioner på hjemmefronten,« kritiserede den ansete skribent, som også er medforfatter til en bog om Blair.
Toynbee konkluderer, at der har været meget få synlige resultater i Blairs anden regeringsperiode: »Og det er bekymrende. Visioner alene gør det ikke. Resultater er, når alt kommer til alt, hvad der får folket til at tro, at der er mening med politik og at man kan stole på politikerne.«
»Tony Blairs store fejl er, at han ikke klarificerer sine idealer. Han vil ikke støde nogen, så hver gang han priser den offentlige sektor, så skal der følge en
lovprisning af den private også. Ordet ’modernisering’ er nu så nedslidt af daglig misbrug, at det lyder mere som en trussel end et løfte. Labour har ikke udviklet noget andet svar end det, som de kom med i 1993. Dette er kuriøst, for i sit hjerte mangler Labour ikke idealer, men det mangler modet til at folde ideerne ud. Ønsket om social retfærdighed er der, men det er som om ordene sidder fast i halsen…Hvad Tony Blair mangler er nogle store nye ideer på hjemmefronten. De dygtige løfter han kom med i 1997 vil ikke bringe Labour frelst igennem det næste parlamentsvalg. Det er i den grad tid til fornyelse,« skrev Toynbee, hvis kritik på udmærket vis opsummerer den voksende kritik af regeringen, som naturligvis forsvarer sig og fremlægger den ene reform efter den anden.
Blot i de sidste par måneder har der således været fremlagt storstilede reformer af pensionssystemet, straffesystemet og uddannelsessystemet. Men transport, social ulighed og sundhed mangler stadig. Og senest er asylsystemet under voldsom kritik efter det kom frem, at hovedparten af de terrormistænkte algierere, der er under anklage for at have arbejdet med at fremstille kemiske våben, var i Storbritannien under falske pas eller som uberettigede asylsøgere.

Men vil alt dette så ende med at vælte Blair? Det vil kun tiden vise. Meget afhænger af udfaldet af hele Irak-krisen. Ender det med en krig, hvor USA og Storbritannien ’befrier’ Irak under jubel fra den trængte irakiske befolkning, der er de store ofre i konflikten – så meget er alle enige om – vil Blairs popularitet formentlig ingen ende have. Særligt hvis det sker med et meget lille eller slet intet tab af britiske soldaters liv.
Ender det anderledes, eksempelvis med store tab kombineret med en ny regering, der viser sig at være lige så korrupt og undertrykkende som Saddam Husseins; eller med store in-fights mellem stridende politiske grupper og ny undertrykkelse af f.eks. kurderne kombineret med bekostelig årelang tilstedeværelse af britiske tropper til fredsbevarelse, så kan Blair meget vel vise sig at tabe personligt på sin humanistiske krig. Sandsynligheden for at han så selv trækker sig fra politik vurderes af kilder i partiets ledelse, for at være stor.
Det er imidlertid endnu for tidligt at sige, om den moralske statsmand Blair fortsat sidder efter parlamentsvalget i 2005.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her