Mickey Finn, 55
*Der kom 300 ansøgninger til jobbet som percussionist i Marc Bolans band, Tyrannosaurus Rex, da kapelmesteren i slutningen af 1969 havde fyret Steve Peregrine Took.
Michael Mickey Finn kendte nogen der kendte nogen, som ifølge The Guardian fortalte Bolan at »han spiller ikke særlig godt, men han er meget smuk«.
Han fik jobbet.
Finn havde ikke tidligere gjort sig videre bemærket på den engelske musikscene, men mere arbejdet med hippie-design. Men han kunne åbenbart et eller andet, i hvert fald var det ikke mindst hans indflydelse, der trak Bolan i en ny retning, bort fra hippietidens udsyrede akustiske navlepillerier og de mildt sagt flippede tekster, og over i iørefaldende, hookline-baseret rock.
På scenen havde den høje og rolige Mickey Finn også en anden rolle, nemlig som tovholder bag den diminutive og efterhånden mere og mere outrerede frontfigur.
Nu fulgte tre-fire år med T.Rextasy, pigerne hylede, skreg og besvimede, drengene havde rigtig høje hæle, langt hår og heavy øjenmake-up. Pressen skrev om en ny Beatle-mania (det havde den gjort før, og ville gøre det igen).
I denne periode spyede T- Rex som de nu hed, det ene glitterrock-hit efter det andet ud over et stadig mere hysterisk-begejstret publikum. Højdepunktet nåede de i 1972, hvor den Ringo Starr-
instruerede dokumentar om gruppens succes, Born To Boogie, blev udsendt. Og så gik det rigtig hurtigt ned ad bakke, men da havde T-Rex dog efterladt en betragtelig arv med numre som »Children Of The Revolution«, »Hot Love«, »Get It On«, »Ride A White Swan« og »Metal Guru«.
Det tog Mickey Finn en del år at komme til kræfter, og han optrådte kun ved enkelte lejligheder.
Men efter en koncert i 1997 til minde om Bolans død i 77 blev han så inspireret, at han dannede gruppen Mickey Finns T-Rex, som udelukkende (ind)spillede den gamle gruppes numre. Gruppen nåede at indspille en enkelt cd med Mickey Finn, Renaissance.ross
Riley Housewright, 89
*Siden Housewrights velmagtsdage som en af de væsentligste personer bag USAs biologiske våbenprogram har tiderne i høj grad ændret sig. Hvad der for Housewright synes et væsentligt og godt våben, der kunne hindre unødige tab af unge amerikanske liv, ses i dag som en af de største trusler imod landet.
Dr. Riley Housewright var fra 1956-70 videnskabelig leder af The United States Army Biological Laboratory ved Fort Detrick i Maryland, der i dag leder hærens forskning i medicinsk forsvar. Under hans ledelse udførte man banebrydende nyt arbejde på bakterier og vira. Man arbejdede målrettet på både at ramme afgrøder som kartofler og ris, ramme fjendtlige tropper samt udvikle vacciner til egne troppe. Vacciner, der i øvrigt stadig bruges af den amerikanske hær.
Efter cubakrisen i 1962 begyndte forskerne en serie forsøg, som skulle føre til et våbenbatteri af mikroorganismer, der kunne uskadeliggøre den cubanske befolkning og åbne for en nem amerikansk invasion. Man udviklede bl.a. miltbrandsporer, botulintoxiner og vira, som giver hjernehindebetændelse og gul feber, og brugte ved flere forsøg mennesker som forsøgsdyr. Til sidst nåede arsenalet op på omkring 50 gode mikroorganismer, der kunne bruges til biologisk krigsførelse.
Housewright var en stærk tilhænger af biologiske våben »det er en god ting,« sagde han i et interview til bogen Germs: Biological Weapons and Americas Secret War (Simon&Schuster 2001). Og angående invasionen af Cuba mente han, at de biologiske våben var et godt alternativ til, »at stikke atombomben ned i halsen på dem, hvilken ville være ligeså let eller lettere at aflevere. Det var en human gerning.«
I 1969 skrev den nobelprisvindende mikrobiologi Joshua Lederberg et ganske forsigtigt brev til Housewright, hvori han nævnte muligheden for bioogisk terror. »Hvor skal det ende? Jeg er meget bekymret for biologiske våben, men tør dårligt nævne det af frygt for, at en eller anden skulle få en grusom idé,« skrev Lederberg. Året efter forbød Nixon al forskning i offensive biologiske våben.
Housewright gjorde tjeneste i søværnet efter at have taget phd.-graden fra University of Chicago, og blev tilbudt den civile post ved Fort Detrick i 1946. rkj
William A. Werbeniuk, 56
nSelv om den canadiskfød-te snooker-spiller William Werbeniuk var kendt for sin hang til fadøl, fastholdt han til sin død i mandags, at han aldrig i sit liv havde været fuld.
Det forlyder, at Werbeniuk var i stand til at drikke 40 pints øl på en aften. Dét vil Werbeniuk blive husket for i lige så høj grad som sin evner som billardspiller.
Det var han selv helt på det rene med:
»Mit ry gjorde, at jeg en enkelt gang er blevet tilbudt en hyre på 500 pund for en aften på en pub i Middlesbrough, hvor jeg bare skulle drikke. Ingen snooker, bare øldrikning,« har han fortalt.
Werbeniuks store tørst og store fysik gjorde ham i 1970erne og 80erne til et afholdt, om end atypisk, sportsidol.
En del af sandheden omkring Werbeniuks enorme alkoholforbrug var, at han led af en arvelig sygdom, der bogstaveligt talt fik ham til at ryste på hånden, når han skulle støde. Eneste måde at forebygge rysteturene på, var indtagelse af en blanding af alkohol og beta-blockere.
Med den cocktail i blodet nåede Werbeniuk til gengæld langt som både amtør og professionel. Han vandt det canadiske amtørmesterskab i 1973 og blev i 1975 professionel i England.
I 1978 nåede han kvartfinalerne ved verdensmesterskabet for professionelle, og i 1979 nåede han semifinalerne i det hårde britiske mesterskab. Hans bedste resultat var dog, da han sammen med sine canadiske landsmænd i 1982 vandt verdensmesterskabet for hold.
Myndighederne så igennem fingrene med Werbe-
niuks indrømmede alkoholforbrug. Rygtet vil sågar vide, at han trak barregningerne fra i skat. Til gengæld blev han i 1988 bedt om at stoppe brugen af beta-blockeren Inderal. Men som han sagde:
»Det ser ud til, at jeg er ved vejs ende. Der findes andre præparater, jeg kunne tage. Men jeg ville skulle tage tre gange så meget, og det kunne slå mig ihjel.«
Dermed lagde han køen på hylden og vendte hjem til Vancouver. re
C. Ove Christensen, 92
*Fhv. dommer og forligsmand C. Ove Christensen, København, er død.
C. Ove Christensen blev som ung jurist ansat i Landbrugsministeriet, senere i Københavns magistrat og Aktieselskabsregistret. Han blev herefter sekretær for Den Faste Voldgiftsret, den ekstraordinære statsadvokat, rigsadvokaten og Arbejdsretten. Han blev dommer i Københavns Byret i 1951. Året efter kom han til Frederiksberg, hvor han var dommer indtil 1980. C. Ove Christensen var forligsmand i årene 1966-80 og gjorde sig gældende som en forstående og fast formidler af fordringer og forslag.
Han havde også en række tillidsposter, blandt andet som censor ved Handelshøjskolen i København.ritzau
