Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

17. januar 2003

Af vitus, rl, OL & lm
Leopoldo Fortunato Galtieri, 76
*General Leopoldo Fortunato Galtieri døde søndag nat i sit hjem i Buenos Aires. Med ham døde endnu af de ansvarlige for Argentinas mest brutale diktatur fra 1976-83. Galtieri var ærketypen på en generation af argentinske generaler, der i 1970’erne drømte om at lede landet uden politiske og professionelle evner.
Galtieri nåede kun at være diktaurets tredje præsident i godt seks måneder – fra december 1981 til juni 1982. I sin personlige ambition om at blive diktaturets stærke mand, der skulle føre Argentina fra militærstyre til et eventuelt pseudodemokrati med ham ved roret, invaderede han Falklandsøerne 2. april 1982 med forventning om en diplomatisk løsning og endda USA’s indirekte støtte. Fra regeringspaladset provokerede Galtieri dagen efter Margareth Thatcher, hvis læderhalse den 14. juni samme år tvang de argentinske styrker til overgivelse – hvorfor Galtieri tre dage efter trådte tilbage. Det blev enden på militærdiktaturet, så afdøde i Argentina står som den ansvarlige for en uigennemtænkt krig med omkring 700 argentinere og 250 britere på samvittigheden – og også manden der ufrivilligt lukkede og slukkede for militærdiktaturet. Kort efter blev han af en rapport indstillet til henrettelse ved skydning, hvilket i 1986 endte med 12 års fængsel. I 1991 omgjordes fængselsstraffen til betinget benådning, men fra 2002 sad han qua civile sagsmål i husarrest. Galtieri fortsatte efter benådningen med at assistere militære ceremonier, hvilket gjorde ham til en af Argentinas mest hadede og forfulgte personer. Paradoksalt blev han indsat med USA’s samtykke men gik af mens militærdiktaturet i sin desperate søgen efter allierede havde hemmelige kontakter med Cuba og Sovjetunionen. Eftertiden vil huske ham som hovedsymbolet på diktaturets opløsning.vitus

*Monique Wittig, 67
Hun var kvinden der hævdede at kvinder ikke eksisterede. Og alligevel var det hende der tog det første skridt. Det var Monique Wittig der den 26. august 1970 lagde en buket under Triumfbuen ved den ukendte soldats hustrus grav. Denne gestus er siden blevet kaldt for grundlæggelsen af den feministiske bevægelse i Frankrig.
Monique Wittig, som døde i sit hjem i Tucson, Arizona var kendt for ’sine stærkt eksperimenterende romaner.’ Besunget og beundret af kolleger som Alain Robbe-Grillet og Nathalie Sarraute som ’banebrydende’ og ’nyskabende’.
Hun fik et markant gennembrud da hun i 1964 udgav romanen L’Opoponax. Som forfatterinden Marguerite Duras udråbte til et ’blændende værk’ og som blev hædret med den celebre Prix Medicis.
Der er kun kvindelige aktører i romanen, som ifølge Wittig selv lancerede en ’radikal lesbianisme.’ Den radikale lesbianisme blev i 1973 yderligere radikaliseret da Wittig udgav sit monstrøse opus Den lesbiske krop. Romanen kulminerer i en erotisk séance, hvor to kvinder flår hinandens kroppe i stykker, så seksualakten fuldbyrdes af to skeletter.
I løbet af 70’erne oplevede Wittig, at heteroseksuelle venstreorienterede kvinder overtog kvindesagen. De satte sig på feminismen og Wittig sammenlignede sin egen udsatte position med et hoved placeret i venstrefløjens guillotine. Så inden hovedet blev skilt fra kroppen flygtede hun til USA.
I 1992 udgav hun den selv efter Wittigs standarder kontroversielle essaysamling om det heteroseksuelle køn, hvor hun fastslår, at kvinden som sådan ikke eksisterer. Kvinden er et socialt konstrukt: et produkt af den herskende maskuline kapitalistiske ideologi.
»Den permanente forestilling om de to køn og den permanente forestilling om slaver har samme oprindelse. Ligesom der ikke findes slaver uden herskere, findes der heller ikke kvinder uden mænd.«
Monique Wittig efterlader sin partnerske, filminstruktøren Sande Zeig. rl

Aage Ingerslev, 69
*Aage Ingerslev, Hjørring, er død efter længere tids kræftsygdom. Med basis i hjembyen havde han en dobbelt karriere.
Han var en del af et lokalt lægedynasti. Desuden var han fra sin ungdom kendt som en fremragende og uberegnelig skakspiller – af det talentfulde kuld omkring den senere stormester Bent Larsen, der fra starten af 1950’erne gjorde Danmark til en skaknation, man måtte regne med internationalt.
Efter studentereksamen studerede han medicin i Århus. I fritiden fortsatte han skakspillet, nåede som 19-årig landsholdsklassen og en plads på holdet til skakolympiaden i Argentina i 1954. I modsætning til Bent Larsen, der opgav sit ingeniørstudium for at satse på en international skakkarriere, valgte Aage Ingerslev at koncentrere sig om studiet og familien. Han meldte afbud.
Den prioritering fastholdt han, trods talentet og deltagelse 1956 i skakolympiaden i Moskva. Skak forblev en hobby, også efter et comeback ved DM 1974. Her blev han en overraskende nr. 2 efter års fravær fra eliten. Dansk mester blev han i korrespondance-skak.
Som læge var han kompetent og kontant, en usentimental lytter, afholdt af sine patienter. Som læge kendte Aage Ingerslev sin sygdom og dens konsekvens. Han bar den med realisme, frygtløs og med galgenhumor, selv om der ikke var meget at grine af. Han var sej – en mand, der ku’ noget mere end de fleste.OL

Sid Gillman, 91
*Sid Gillmans revolutionerende bidrag til amerikansk fodbold kan spores tilbage til den biograf i Minneapolis, hvor han som ung mand havde arbejde som billettør.
Det var dengang, man før filmen viste ugerevyen, og hver uge klippede Sid – omhyggeligt og uden tilladelse – de filmstrimler fra, der handlede om amerikansk fodbold. Hjemme sad han så og studerede dem igen og igen på den lille filmfremviser, han havde købt på sin bryllupsrejse. Snart blev han professionel træner.
Med disse hjemmestudier lagde Sid Gillman kimen til et af de to bidrag, han formelig revolutionerede sporten med, nemlig brug af filmoptagelser til at studere modstanderholdet. I dag kan man næppe forestille sig nogen seriøs træner forberede sig til en kamp, uden først at studere modstanderen til bevidstløshed.
Endnu sværere er det imidlertid at forestille sig moderne amerikansk fodbold uden Sid Gillmans anden personlige revolution, nemlig angrebsspil baseret på det lange kast.
Frem til 1930’erne blev amerikansk angrebsfodbold således primært spillet efter den devise, at quarterbacken kastede læderet til en spiller i nærheden, hvorpå vedkommende stormede afsted alt hvad benene kunne bære. Resultatet var gerne, at han efter få meters løb blev banket ned af modstanderne.
Derfor introducerede Sid Gillman en filosofi, der i dag er en selvfølge: Lang aflevering til en spiller, der er løbet bag om modstanderne. Og så af sted, med modstanderne i hælene. Siden har sporten ikke set sig tilbage.lm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu