Læsetid: 2 min.

Nordkoreansk a-kraftværk i rystende stand

Tv-reportage afslører, under hvilke rystende forhold Nordkorea udvinder plutonium til sine atomvåben
9. januar 2003

TOKYO – To reportager fra samme kernekraftværk. To verdener.
Tirsdag aften viste det statslige nordkoreanske fjernsyn, hvordan rosenkindede arbejdere i hvide kitler ihærdigt kæmpede mod tiden for – som man sagde – at »give ildkraft til vort stærke folk og vores ærefulde hær, som er hele nationens udødelige rygrad.«
»De er helte alle sammen,« råbte reporteren med den høje, eksalterede og vibrerende røst, som er så typisk for personkultens æterbårne medier.
Onsdag aften indviede den japanske tv-kanal TBS så sine seere i en helt anden virkelighed:
Den brutale og truende sandhed om Yongbyun-reaktoren, som netop nu er i orkanens øje i den koreanske kernevåbenkrise.
»Reaktoren er farlig i sin nuværende tilstand. Men at bombe den er ingen løsning, for det vil medføre udslip af radioaktivitet, som kan skade millioner af nordkoreanere,« sagde Kenneth Kinoness, amerikansk a-krafttekniker, som har deltaget i flere inspektioner af anlæggene i Yongbyun, 90 km nordvest for Pyongyang.

Stave gennemtærede
Billedsekvenserne, som sendes i TBS’ sene nyhedsprogram blev allerede optaget i 1994-96 af en anonym amerikansk inspektør til »privat brug« og har aldrig tidligere været vist offentligt.
De afslører en gruopvækkende primitivitet og en dåreagtig respektløshed i omgangen med radioaktiv bestråling, der nødvendigvis må få alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for de involverede.
Brændselsstavene er gennemtæret, det tekniske udstyr har store mangler, og bobler af brintgas stiger op af kølevandsbassinerne. På bunden ligger et to meter dybt lag radioaktivt slam, som man en gang imellem skraber bort med redskaber, der minder om river.
»Ved vores første besøg var vandoverfladen dækket af slimede grønne alger, og det tog et helt år at blive af med dem igen,« fortæller eksperten Kinoness i tv-interviewet.

Savner tykke mure
Mange af a-kraftarbejderne havde helt utilstrækkelige beskyttelsesdragter på, men vægrede sig alligevel ved at iføre sig de gule dragter, som de amerikanske inspektører medbragte, eftersom gult er et symbol for rædsel og undertiden også for forræderi.
Fra de 8.000 rustne brændselsstave kan udvindes 25-30 kg våbenegnet plutonium – nok til flere atombomber af samme sprængkraft som den, der udslettede Nagasaki i 1945.
Under en tidligere kernevåbenkrise i foråret 1994 lod præsident Bill Clinton udarbejde planer for et amerikansk bombardement af Youngbyun-anlægget for at berøve Nordkorea muligheden for at udvikle masseødelæggelsesvåben.
Den konfrontation, der var undervejs, blev dog afværget takket være Jimmy Carters besøg i Pyongyang, hvor han mødtes med Kim il-Sung. I modsætning til a-kraftværker i Vesten savner det russisk byggede Yongbyun-værk beskyttende tykke mure, og en bombning eller en eksplosion som følge af brintgasudvikling vil få katastrofale konsekvenser.
Reaktoren er forholdsvis lille og udslippet af radioaktivitet vil blive mindre end i Tjernobyl. Men Nordkorea er tæt befolket og skyerne af radioaktivitet vil også kunne ramme Kina, Sydkorea, Japan, Alaska og den nordamerikanske vestkyst.

udland@information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her