Læsetid: 4 min.

Ny kunst eller moderne racehygiejne

En selvlysende kanin, modificerede bakterier og genforskningens enfant terrible. Den amerikanske kritiker Jeremy Rifkin retter skytset mod kunstens leg med arvemassen
31. januar 2003

(2. sektion)

Kunst og videnskab
I maj 1974 tilbragte den tyske kunstner Joseph Beuys tre døgn i dialog med prærieulven Little John bag tremmer i New York-galleriet René Blok. I det ene hjørne kunne ulven forrette sin nødtørft i en bunke halm, i det andet kunne Beuys gøre ditto i en samling af Wall Street Journal. Udstyret med hat og spadserestok ville Beuys med sin i øvrigt eneste aktion i det amerikanske gøre regnskabet op med ulven.
Prærieulven er for USA’s oprindelige befolkning en mytisk figur, der bærer en omvendt skabelsesberetning i sig: fortællingen om dengang, dyr var mennesker.
Videodokumentationen til I Like America and America Likes Me kan man for tiden se i Dresden på udstillingen Menneske og dyr – en paradoksal relation. Udstillingen tematiserer og problematiserer blandt andet genteknologi, og da det handler om eugenik – racehygiejne, hvis man er i det polemiske hjørne, ellers arvehygiejne – fremstår det næsten ironisk, at det er Tysklands Hygiejne-museum, der lægger lokaler til. Museet, der blev grundlagt for mere end 100 år siden, spillede en lidet flatterende rolle i det nazistiske Tysklands racepolitiske propaganda.

Blændet af videnskab
Nobelprismodtageren og biologen Hamilton Smith har sammen med genforskningens enfant terrible, Craig Venter, givet sit bud på hvordan forholdet mellem menneske og dyr kan gøres yderligt paradoksalt – et skridt videre end den samvittighedsfulde dyrevens valg mellem tofu og svinekød. Ifølge de to genforskere er fremtiden lige rundt om hjørnet – eller mere præcist under udvikling i deres laboratorium: Levende organismer, som kan tappes for energi i form af brint. Eller nedbryde kultveilte fra den konventionelle energiproduktion. Det dystopiske udsyn skulle give sig selv.
I en kommentar publiceret i flere europæiske aviser herunder The Guardian, skriver den amerikanske økonom og forfatter Jeremy Rifkin, at der er opstået en uhellig alliance mellem genforskningen og kunsten:
»Craig Venter tilhører en nye genre af biologer, der opfatter sig selv mindre som ingeniører og mere som kreativ kunstner – designere og arkitekter af, hvad de betragter som en ’skabelsesberetning nummer to’ – ikke som ellers inspireret af guddommelige førelse eller evolutionens kræfter, men af menneskets fantasi,« skriver han.
Rifkin er kendt som den argeste kritiker af genindustrien og udgav i 1998 bestselleren The Biotech Century. Tilhængere af genforskningen betragter Rifkin som en omvendt Lomborg: en uvederhæftig dommedagsprofet.
Kunsten og kunstnerne har ifølge Rifkin ladet sig forblinde af de sammenfaldende interesser med Venter og Smith med flere.
»Ganske ironisk bliver dette diskrete kursskifte fra ’ingeniør’ til ’kunstner’ genspejlet i kunstmiljøet – og rejser spørgsmålet, om dette nye sociale væsen forbereder sig på at gøre denne radikale manipulation af naturen alment acceptabel.«

To eksempler
Rifkin insisterer på kunstens ansvar og peger på en falsk bevidsthed i dens praksis: for ganske vist forsøger kunstnerne at problematisere genetikken, men resultatet er det modsatte. De er med til at vænne offentligheden til ideen om en modificeret natur, hævder han og nævner to konkrete eksempler:
Den ene er den brasiliansk-amerikanske kunstner Eduardo Kac, der blev verdenskendt da han hos franske genetikere bestilte en genetisk modificeret kanin. ’GFP Bunny’ hedder kunstprojektet, der blev virkeliggjort for to år siden, men stadig er aktivt og i live.
GFP står for ’green fluorescent protein,’ og det er et sådant protein fra en afrikansk vandmand genetikerne har tilføjet kaninen, der går under kælenavnet Alba.
Selvom billederne af den neon-grønne og selvlysende kanin har gået verden rundt, er Alba faktisk albino og ganske hvid. Kun under et særligt blåt skær lyser den op.
På udstillingen i Dresden deltager Kac med et andet projekt, Genesis. I den tilhørende dokumentation skriver han:
»At være menneskelig vil fremover betyde, at man ikke betragter det menneskelige genom som en begrænsning, men blot som vores startpunkt.«
Senere fortsætter han:
»Genetikken vil utvivlsomt få stor indflydelse på kunsten ligesom på de sociale, medicinske, politiske og videnskabelige livsområder. Min interesse som kunstner er refleksionen over genetikkens mangeartede sociale konsekvenser... Det er en påtrængende opgave at pakke de implicitte betydninger af den bioteknologiske revolution ud og – gennem kunsten – at tilvejebringe en alternativ anskuelsesform, hvor sproget om genetikken kan udvides og gøres alment tilgængeligt.«
Rifkins andet eksempel er kunstnergruppen Critical Art Ensemble, hvis værker har sigende titler som Kødmaskinen, Konkurrencebiologi og Selskabet for reproduktive anakronismer. Som en del af projektet GenTerra slipper gruppen genetisk modificerede bakterier løs blandt publikum.
»Tilhører disse skabninger teknologien eller kunsten?« spørger Rifkin.

Ultimative legeplads
For at drive sin pointe hjem citerer Rifkin en kurator ved Whitney Museum i New York for at bevidne »en ny kunstnertypes opståen: kunstner/videnskabsmand/ forsker.«
At kunst og teknologi har gået hånd i hånd gennem historien forstyrrer ikke Rifkin i hans argumentation. At Joseph Beuys på samme sæt udfordrede forestillingen om biologiens grænser og betydning kommer ikke i vejen. Hvis det forholder sig sådan må flirten stoppe her.
»Et voksende antal mennesker ser sig selv – selve deres legemlige eksistens – som det ultimative kunstværk – et kontinuerligt, foranderligt projekt, der antager nye former og attributter. Den kosmetiske kirurgis store popularitet, psykofarmakaenes udbredelse og den personlige terapi er tilsammen en refleksion af en ny opfattelse af os selv som ufærdige kunstværker.«
»Den bioteknologiske revolution tilbyde forbrugerne den ultimative legeplads,« konkluderer Rifkin, »og tilbyder os muligheden for at omarbejde vores biologiske evner og resten af naturen efter forgodtbefindende. Men vigtigere endnu: Genteknologien giver os en guddommelig magt til at bestemme den biologiske fremtid for dem, der kommer efter os. Dette er en ny og farlig form for hi-tech racehygiejne, hvis kolde videnskabelige kant blødgøres i en forklædning af kunstneriske udtryk. Vær på vagt over for Venters nye skabelser. De er næppe et varsel om renæssancens genkomst – snarere en refleksion over den ’fagre nye verden’, som Aldous Huxley advarede om for mere end 70 år siden.«

*Mere på:
http://www.ekac.org/
http://www.critical-art.net/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her