Til næsen
En vigtig del af al markedsføring er at sørge for, at ens virksomhed og dens produkter er noget, folk taler om og går op i. Hvis det var det eneste kriterium, måtte man sige, at de har gjort det rigtig godt ude på Carlsberg på det seneste.
Først var der hele hurlumhejet om dåsernes genkomst og det nye retursystem. Her har det store bryggeri spillet en central rolle og desvær-re for forbrugerne er resul-
tatet blevet noget, der stærkt minder om en teknisk handelshindring, som har reduceret antallet af spændende udenlandske øl på markedet, og som har kvalt en del af den underskov af garageimportører, der var skudt op.
Så var der beslutningen om at stoppe produktionen af to af perlerne i dansk brygkunst de traditionsrige Rød Tuborg og Wiibroe Porter. Det har så sandelig også givet omtale men igen ikke af den slags, der skaber goodwill blandt øllets elskere.
Markedsfolkene vil gerne appellere til det unge segment, og de vil gerne have nye produkter på hylderne. Her i starten af året har de så røbet en af de metoder, de vil tage i anvendelse. De har udskrevet et ølvalg på linie med det, der blev holdt i 1996-1997, og som resulterede i, at Carlsbergs faste sortiment blev udvidet med Carls Special og valgets nr. to, den voldsomme Master Brew.
Dengang var der seks kandidater, og valgprocessen strakte sig over mere end et år. Denne gang er der kun fire deltagere i valget, og det afsluttes allerede til maj. Til efteråret vil vinderen være at finde som fast indslag på hylderne.
Kandidaterne udsendes to og to, og når alle fire har været luftet på markedet, kan man stemme via sms, på nettet og sågar også med posten!
De to første kandidater er meget forskellige. Der er en alkoholrig og ret dristig ting kaldet Capo. Den er særdeles vinøs og er tænkt som aperitif. Den er nærmest mousserende med højt kulsyreindhold, sødlig med toner af hyld. Capo er let drikkelig og snyder ved at holde hele 7,7 volumenprocent alkohol. Personligt er jeg ikke vild med den den får mig til at tænke på Lambrusco eller Mateus Rosé. Den vil nok især appellere til et feminint publikum, og sandheden i ære kunne Den Snakkesalige godt li den.
Den anden kandidat hedder Pivo og er lagt tæt op ad de store tjekkiske pilsnere.
Den har en dejlig dyb, gylden pilsnerfarve, et flot skum og en ædel bitterhed. Måske er det en kopiøl, men som sådan er den overordentlig vellykket. Den holder kun 4,1 procent, men smager af mere (og bedre) end både Hof og Grøn Tuborg.
Ved præsentationen talte man om, at det var en drik for øl-fundamentalister. Hvis det er sådan, bekender jeg mig gerne som ølfundamentalist, og der skal særdeles gode ting på bordet i anden præsentationsrunde, hvis ikke min stemme skal gå til Pivoen.
