Læsetid: 3 min.

Onkel Lou møder Mørkets Magter

Lou Reed springer ud som skabsintellektuel med et fascinerende monstrum af et album, der opdaterer Edgar Allan Poe så dæmonien og det anelsesfyldte får ny fylde
25. januar 2003

Ny cd
Lad det blive mellem os, kære læser: Rock og klassikerkåret litteradur har aldrig hørt til mit yndlingskapitel af rockhistorien. Det har altid stået for mig som et forsøg på at gøre rocken bedre, end den er, som om den ikke er god nok i sig selv – en anglen efter parnassets blåstempling, som har plaget rocken, siden den var barn. Og de plader, hvor hybriden mellem recitationer og rock, mellem finkultur og massekultur, er lykkedes, kan rummes i en meget lille håndfuld. Det bliver tit mere kunstnérisk end kunst, mere patos end poesi. Konceptrock, adddrhhhh!

Stamfader til fantasy
Nu er det ikke sådan, at prætentionerne ikke sidder på logeplads, når tæppet går for The Raven, Lou Reeds cd-adoptering af det teaterstykke, han og Robert Wilson, på foranledning af Hamburg-teatret Thalia, for et par år siden skrev over og omkring Edgar Allan Poe, forfatteren, der på William Blakes grav rejste sin egen gotiske katedral (med krypt!) i engelsksproget litteratur og blev stamfader til den fantasy-genre, der startede med Tolkien. Poe var, som Reed synger »not exactly the boy next door ...«
Trods solbrillerne og hard core-læderjakken har Reed nemlig aldrig skjult, at hans hang til avantgardisme er lige så uhelbredelig som hans lykkelige kærlighed til både doowop-pop og strømførende og stødgivende guitar. Vi behøver bare nævne værker som Berlin (1973) og den herostratiske, næsten karrieredestruerende 1975-kakofoni Metal Machine Music (som sendes en kærlig ørehylende hilsen eller to på dette projekt). Og via sin nye livsledsager, Laurie Anderson, er Reed omsider sprunget helt ud af skabet som en søgende intellektuel kunstner, der dog heldigvis stadig sætter lidenskab højere end lixtal. Og derfor kender Reed også forskel på højtidelighed og selvhøjtidelighed.

En film for sindet
Alt dette er til at høre på The Raven, som fås som både en enkelt-cd for begyndere og et dobbeltsæt for viderekomne. »En film for sindet,« har Reed kaldt de sammenlagt lidt over to timers musik, der udsættes for det helt store sonisk-teatralske udtræk, men også rummer den hudløse intimitet, der altid har stillet lige så store krav til Reed som til hans lytter.
The Raven er ikke en teksttro gengivelse af Poes dunkle, dæmoniske, grænseafsøgende tekster. Snarere forsøger Reed og ikke mindst hans meddigtende producer, Hal Willner, at ramme stemningen i Poes ord.
Reed forsyner rask væk Poes tekster med nye linjer, moderniserer uden at forfladige, indlægger egne nye og gamle sange som passende apropos’er, og samtidig trækker han ved brug af skolede skuespillere som den distinkte, ondskabsinkarnerende Willen Dafoe samt Amanda Plummer og Fisher Stevens klare linjer tilbage til Poes egen tid, hvor romantik og gru var to sider af samme lige levende sag.
Poe skal have sagt, at mens prosaen burde stræbe efter at udtrykke sandhed er poesiens ærinde altid skønhed. Og det forbudte og tabubelagte var Poes hjemmebane, og det har også altid været der, Lou Reed har følt sig mest tilpas. Ironisk, at »Walk On The Wild Side« så blev hans største hit.
Der er ikke meget, man kan danse til på The Raven, men der er masser af oplevelser, i tonsvis af den tonale modhagefyldte skønhed, som Poe selv raffinerede i sit sprog: Fra den androgyne sanger Antonys dissekering af »Perfect Day« over David Bowies medvirken på den sære petittesse »Hop Frog« til folk-søstrene Kate & Anna McGarrigle, der synger »Balloon«, så den handler om punkteret idyl. For slet ikke at tale om de bristefærdige blæserarrangementer, Ornette Colemans altsax, The Blind Boys Of Alabama uspolerede ur-soul samt selvfølgelig værkets indre pejlemærker – de klanglige iscenesættelser af soundbits fra Poe-kataloget som »The Fall Of The House Of Usher« og »Tell Tale Heart,« hvor Willem Dafoe lyder som en, man nødig vil møde efter mørkets frembrud. Plus altså noget af det mest indædte ’vi tager ingen-fanger’-rock i Reeds karriere af ham selv og hans faste trio, guitaristen Mike Rathke, bassisten Fernando Saunders og trommeslageren Tony Smith.
Det hele hænger ikke så meget sammen, som Lou Reed vil have os til at tro. Men det er den helhjertede bestræbelse, der bjergtager og sine steder besætter i dette rockende radioteater, der hverken er for de mørkerædde eller de finkulturelle, men forsøger at indkredse vore længsler og vore drømme, også dem, vi mindst vil vågne sammen med.
Og gør det, så The Raven garanteret ikke kommer i heavy rotation på P3. Mere kan også gøre det. Det er i hvert fald længe siden, jeg har hørt en plade, man frygter vil hjemsøge ens underbevidsthed, hvis man stiller den væk for tidligt.

*Lou Reed: The Raven. Producere: Lou Reed & Hal Willner. Sire/Warner. Udkommer på mandag.
*www.loureed.com
*www.poemuseum.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu